
Foto: Simon Læssøe
”Endelig selvstændig” er den glade undertitel på Dorte Palles nye bog ’Dorte Palle Alene’, der handler om at gå fra fastansat i 24 år i DR til selvstændig. Men tro ikke, at hun har skrevet den, fordi hun hele livet har drømt om at få foden under eget bord – og nu lykkes det så endelig.
”Da jeg arbejdede i DR, tænkte jeg aldrig, at jeg skulle være selvstændig. Jeg forbandt det med utroligt lidt frihed, fordi freelancere bare løser de opgaver, de får stillet. Det virkede ikke særligt tiltrækkende,” siger Dorte Palle.
Hun begyndte som 20-årig på DR’s talenthold og arbejdede siden blandt andet som journalist, vært og redaktionschef. Det var trygt og spændende at være i DR, men en dag var det forbi, og i bogen deler hun ud af sin bekymring – ja, angst ved at blive selvstændig. Det er ikke en how to do it-hurra-bog, men en autentisk dagbog om den kringlede og næsten kaotiske vej fra fastansat til iværksætter.
For eksempel var hun totalt uforberedt på freelancelivet, da hun stoppede i DR. Hun havde hverken mobiltelefon eller mailadresse. Begge dele tilhørte DR. Og pengene fra sin fratrædelse havde hun brugt på at færdiggøre en international MBA i kreativ ledelse.
”Jeg ville ønske, at jeg kunne indlede bogen med et: Det har altid været min store drøm at blive iværksætter, nu skal I høre, hvad jeg gjorde … Men det har det overhovedet ikke. Jeg blev selvstændig af nød.”
Bogens mest centrale sætning
”Jeg skulle have forberedt mig meget bedre økonomisk, så jeg havde haft en lille madpakke med. Det var en fejl, at jeg stod uden penge,” siger hun.
Hvor meget havde du på kontoen?
”Jeg tror, jeg var i minus. Det havde lige været jul. Oveni var min mand også blevet fyret.”
Svær start
I januar 2019 – den første måned som selvstændig – tjente hun kun 1.000 kroner.
”Det kom helt bag på mig at stå der uden de 30.000 kroner, jeg plejede at få udbetalt efter skat.”
Hun begyndte med at lave en masse kaffeaftaler, men det kom der intet ud af.
Til gengæld var det en stor hjælp at samle et advisory board bestående af blandt andre gamle DR-kolleger. Deres anbefalinger var mere forpligtende og dermed mere værdifulde end kaffeaftalerne.
”Det var nogle mennesker, der ville mig det godt. De hjalp mig de steder, hvor jeg selv var svag. Jeg følte, at dem kunne jeg ikke svigte,” siger Dorte Palle.
Men i den periode, hvor du har dit eget advisory board, går du også rundt i Københavns gader og samler flasker?
”Ja, i dag kan jeg grine af det, fordi jeg får en løn hver måned. Men i den periode var jeg desperat. Det var ikke sjovt ikke at have nogen penge. Jeg kom også til at melde mig som paneldeltager i nogle brugerundersøgelser, hvor ”min mening var vigtig”. Jeg tjente kun 124 kroner, men det var lige meget. Det vigtigste var at tjene nogle penge.”

Vendepunktet indtraf, da Dorte Palle mødte skuespilleren Jens Arentzen, der i dag arbejder som coach (lyttere af ’Den Korte Radioavis’ vil have stiftet bekendtskab med hans coaching og dybe stemme).
Jens Arentzen var ikke imponeret over, at Dorte Palle havde brugt halvdelen af sit arbejdsliv på den samme arbejdsplads.
”Du har spildt 20 år af dit liv!” udbrød han. Hans råd var, at hun skulle gå hjem og hænge et skilt op på sin dør, hvor der stod: ”Her bor der en mærkelig kunstner.”
Han lyder ærligt talt ret irriterende?
”For mig var det godt at blive skældt lidt ud. Jeg havde siddet i glastårnet i DR i så mange år og troede, at hele verden drejede sig om det sted. Og så mødte jeg en, som sagde, at jeg ikke havde været særligt modig.”
Var det ham, der gav dig lyst til at blive selvstændig?
”Ja, pludselig kunne jeg se, at jeg sagtens kunne stå på egne ben. Jeg forklarede, at der nok var lang vej igen, men det var der slet ikke, sagde han. Det var bare at tage springet.”
”Jeg havde siddet i glastårnet i DR i så mange år og troede, at hele verden drejede sig om det sted. Og så mødte jeg en, som sagde, at jeg ikke havde været særligt modig.”
Dorte Palle
Det, Dorte Palle sprang ud i, var podcasts – som tilrettelægger, producent og underviser.
Sammen med Tor Arnbjørn er hun i dag medejer af Rakkerpak Productions og medstifter af Nordic Podcast Academy, der holder podcastkurser i Struer.
”Jeg laver noget i dag, som jeg også lavede for 25 år siden, men nu er det bare på nogle nye platforme,” forklarer hun.
Skiltet med ”her bor en mærkelig kunstner” kom også op. Det hænger nu på døren ind til Rakkerpaks lydstudie.
”Det, Jens Arentzen mente, var, at jeg i alt for lang tid havde fortalt andre, hvad de skulle gøre. Jeg havde godt af at gøre det selv. Og det havde han ret i.”
En dejlig morale
Ifølge Dorte Palle viser hendes historie, at der er efterspørgsel på ”modne” freelancere med noget på cv’et.
”Da jeg kom ud i virkeligheden, manglede jeg ikke skills. Jeg manglede mod. Og jeg var i tvivl om, om jeg kunne bruge mit CV til noget. Men det kunne jeg, og det er en dejlig morale for os modne, at 25 års erfaring kan bruges til noget,” siger hun.
Men et langt cv er ikke det samme som at få en fed løn. Måske må man nøjes med det halve.
Og dermed er det heller ikke fra Dorte Palle, man får en uforbeholden anbefaling af livet som freelancer.
”Det er en dejlig morale for os modne, at 25 års erfaring kan bruges til noget.”
Dorte Palle
”Det nemmeste ville være at sige ’just do it’ ligesom Simon Kvamm i DR’s satiriske ’Guru’-serie. Men jeg kan se, hvor mange der har svært ved at få det til at hænge sammen. Det synes jeg er svært at være vidne til. Jeg skal ikke gætte på, hvorfor det er gået mig fint så hurtigt, og det, der har virket for mig, virker måske ikke for andre. Men jeg håber, jeg kan give inspiration til andre.”
Dorte Palle: Journalist, vært og redaktionschef i DR 1994-2018. Medforfatter til ’Podcast-bogen’, medstifter af Nordic Podcast Academy og medstifter af produktionsselskabet Rakkerpak, der blandt andet laver podcasten ’Budskab’ for fagbladet Journalisten.
Dorte Palles ’Alene – Endelig selvstændig’, Gads Forlag, udkommer 14. juni.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.