Corona Lone, Niels Bjerre-Poulsen og Flemming Splidsboel. Det vrimler med eksperter i nyhedsmedierne, der på et fagligt grundlag forklarer, hvad der er op og ned i en aktuel sag.

I sportsudsendelser optræder tidligere sportsfolk som eksperter. Og i underholdningsprogrammer indtager Markus Grigo for eksempel ekspertrollen i ’Den store bagedyst’, mens psykolog Gert Martin Hald finder det bedste match i ’Gift ved første blik’.

Lektor N. Leila Trapp fra Institut for Kommunikation og Kultur ved Aarhus Universitet har skrevet en kort bog om de mange forskellige slags ekspertroller. Nogle er eksperter, fordi de er forskere, andre kan kalde sig eksperter på grund af deres erfaring eller viden.

”Ved at bruge eksperter og deres udtalelser som artiklernes fundament efterlever journalisterne de faglige normer for objektivitet, faktualitet og troværdighed.”

Bogens mest centrale sætning

”Jeg forstår eksperter meget bredt. Definitionen er, at man har stor viden eller kompetence inden for et bestemt emne. Det er alt fra baristaer til læger og universitetsforskere. Hvis man laver en avisartikel om at lave kaffe, vil man bruge en erfaren barista, fordi folk ellers vil spørge sig selv: Hvorfor skal vi høre den her person fortælle om at lave kaffe,” siger hun.

Om den udbredte brug af tidligere sportsfolk som ekspertkommentatorer siger hun:

”Det er jo egentlig lidt underligt, at bare fordi man har spillet håndbold, så er man åbenbart også god til at forudsige udfaldet af en kamp. Men det viser, at journalister gerne vil have en ekspert ind over,” siger hun.

Leverer troværdighed

Uanset om en ekspert har en forskerbaggrund eller bare en masse erfaring, så er eksperter populære i medierne, fordi de bibringer læserne, lytterne og seerne en følelse af, at journalisten har søgt den bedst mulige viden.

”Det giver historien troværdighed, og det ses som et godt tegn på, at journalistikken er i orden. Som mediebrugere kan vi godt lide, at nogen har svaret. Selv i ’Den store bagedyst’ skal vi have nogle eksperter, der på et fagligt grundlag afgør, hvem der vinder,” siger hun.

N. Leila Trapp har blandt andet forsket i eksperter, der via deres ekspertise søger politisk indflydelse. Foto: Andreas Bang Kirkegaard

På journalistuddannelserne lærer de studerende allerede på første semester den mest klassiske måde at bruge eksperter, typisk ved at finde universitetsansatte forskere, der udlægger en aktuel problemstilling. Men universitetsforskeres ekspert­rolle er i stigende grad blevet udfordret af andre typer af eksperter – for eksempel talspersoner fra interesseorganisationer og tænketanke, der henvender sig til medierne med deres egne undersøgelser, som deres egen ekspert taler ud fra.

”Talspersonerne er efterspurgt af medierne, fordi de ofte kan levere tal og undersøgelser, som medierne kan bruge som dokumentation. De fremstår som eksperter, men i virkeligheden har de to forskellige roller, fordi de også er tilknyttet en organisation eller tænketank med bestemte interesser,” siger Leila Trapp.

En optælling lavet af Forskerforum viste tidligere i år, at den mest brugte ekspert i medierne ikke var en offentligt ansat universitetsforsker, men cheføkonom i Cepos Mads Lundby Hansen.

Skal medierne være påpasselige med at bruge eksperter fra interesseorganisationer, fordi de ser verden for meget fra én side?

”Hvis en psykolog fra Børns Vilkår udtaler sig som ekspert om børn i daginstitutioner, gør det måske ikke så meget, fordi psykologen vil børn det bedste – og det vil vi alle sammen. Men hvis det er en sag, hvor der er store uenigheder, er det vigtigt at forholde sig kritisk til eksperten. Det kan for eksempel være, hvis man kommer med tal, der viser, at uligheden er steget eller faldet i samfundet,” siger Leila Trapp.

Legitimitet og respekt

Hvorfor er det så eftertragtet for interesseorganisationer og tænketanke at optræde som eksperter i medierne?

”Det er, fordi det er en meget effektiv måde at påvirke den politiske dagsorden. Som ekspert får man en masse legitimitet og respekt. Det er en fed titel at have,” siger Leila Trapp.

Det sker sjældent, at journalister udfordrer deres egne ekspertkilder – hvad skyldes det?

”Det hænger nok sammen med, at ekspertens rolle er at forklare, hvordan tingene hænger sammen, og det giver os ro og sikkerhed. Hvis medierne samtidig sår for meget tvivl om deres egen ekspert, bliver det for forvirrende.”

N. Leila Trapp tilføjer, at synet på eksperter skifter hele tiden. Under statsminister Anders Fogh Rasmussen gik jagten ind på de såkaldte smagsdommere. På det seneste har blandt andre Henrik Dahl fra Liberal Alliance kritiseret kønsforskere for at blande deres egne holdninger ind i forskningen.

Eksperternes stjernestund

Da coronaen kom til Danmark, fik eksperterne en ny storhedstid. I hvert fald for en stund.

”Under corona stod det klart, at vi havde brug for eksperterne, og pludselig fik de en meget positiv rolle i samfundet, fordi vi så op til dem,” siger Leila Trapp.

”Vi var mange, der nærmest hver dag fulgte pressemøderne om corona og lagde ekstremt meget vægt på, hvad eksperterne sagde. Da vi fik lov til at gå til frisør, gik jeg til frisør, fordi vi var så styret af at gøre præcis, som eksperterne sagde,” siger hun.

Men med tiden viste det sig, at der ikke kun var én sandhed om, hvordan Covid-19 ville sprede sig, og heller ikke kun én sandhed om, hvordan virussen skulle begrænses. Eksperterne var nemlig uenige.

”Befolkningen ønskede, at eksperterne tog stilling til de ting, der var usikkerhed om – for eksempel hvor stor smittespredningen ville blive. Men selv om det foregik på et vidensgrundlag, vidste eksperterne forholdsvis lidt om dette nye virus, og det førte til spekulationer,” siger hun.

Det udløste blandt nogle borgere kritik, at eksperterne ikke var i stand til at skabe klarhed.

”Andre blev imponeret over de indviklede matematiske modelberegninger, eksperterne trods alt kunne lave, og som de politiske tiltag byggede på,”
fortæller hun.

’Eksperter’ er udkommet på Aarhus Universitetsforlag.