»Det, der så står tilbage (i artiklen, red.), er altid unuanceret, fordummende og ensidigt – og det skal jeg så lægge navn til,« siger han.
Anders er en af mine gode venner, og vi har ofte diskuteret emnet. Tidligere stod jeg op for mit fag og lod ham forstå, at vi var professionelle formidlere, og negative historier sælger bedre end gode. At det ligger i vores dna at være kritiske, og at vi jo bare giver læserne det, de gerne vil have. Men i dag giver jeg ham ret. Vi journalister videredistribuerer et forskruet billede af internettet.
I slutningen af april skrev Politiken, at ’Børn bliver skræmte på nettet’. Dokumentationen er tal fra Børnerådet, som viser, at næsten hver anden elev i 7. klasse har haft ubehagelige oplevelser på internettet. Politikens dækning udfoldede, hvorfor det hele er så forfærdeligt og farligt med en perlerække af bekymrede voksne som kilder. Tilbage står bare: Teenagere er online hele tiden, og over halvdelen af dem er åbenbart ikke blevet skræmte på nettet. Det er da en sensation, der vil noget!
Især fordi vi jo lige havde fået at vide, at cyberspace har medført en lavine af selvmord de senere år.
’15-årig mobbet ihjel’ skrev bt.dk i 2012. Sagen er blot én blandt mange, hvor medierne hævder, at sociale medier har drevet børn til selvmord. Men hvor ved vi det fra? Kan det dokumenteres, at lige præcis sociale medier slog teenageren ihjel, eller er virkeligheden noget mere kompleks end det? Langt mere end internettet frygter jeg, at Facebook-forklaringen er så sensationel og letkøbt, at vi banaliserer, hvad der i virkeligheden får børn til at afslutte deres liv alt, alt for tidligt.
Jeg tillader mig også at tvivle på, at mobning er et større problem end tidligere. Det er en ganske uvidenskabelig betragtning, men én af mine veninder blev lang tid før sociale medier og smartphones udsat for systematisk mobning i folkeskolen. Jeg skal hilse og sige, at børn også kunne være kreative dengang; hun havde gerne byttet for nogle beskeder på Facebook.
Summa summarum er det på tide at gøre op med journalisters dommedagsdoktrin vedrørende internettet. Det kræver, at ekspertkorpset ikke kun består af digitale indvandrere, der styrker frygtfortællingen. Derfor spurgte jeg for et par dage siden Anders Skov, om han nogensinde ringede tilbage til DR-journalisten?
»Næ, det gjorde jeg ikke. Men det kunne være, jeg skulle gøre det for eksperimentets skyld. Tænk, hvis der for en gangs skyld var en journalist, som ikke bare ville male et skræmmebillede af internettet.«

– Rasmus Løppenthin, Freelancejournalist og filosof