»Jeg har ingen indvendinger over for indslaget. Mine udtalelser er hverken blevet misbrugt eller manipuleret af DR. Nexus er et eksempel på en institution med problemer, som man ser mange steder.«
Sådan siger misbrugsekspert Henrik Rindom i dag om 21 Søndags indslag om behandlingsstedet Nexus, der blev sendt søndag aften.
Henrik Rindom medvirkede som ekspertkilde i indslaget og udtalte sig mandag kritisk om programmet i en pressemeddelelse fra Københavns Kommunes Socialforvaltning og derefter også til Journalisten.
I pressemeddelelsen langer socialborgmester Mikkel Warming kraftigt ud mod programmet.
I samme pressemeddelelse siger Henrik Rindom, at ”Nexus er ikke spor anderledes end alle andre af den type institutioner i Danmark, og jeg er ked af det, hvis DR fremstiller det, som om jeg mener noget andet”.
Til Journalisten sagde han mandag, at ”DR ikke plejer at trække det så skarpt op”.
I dag beklager Henrik Rindom, at han udtalte sig om programmet, før han havde set det. Det har han gjort nu – på DR's opfordring.
Udsendelsen handler om Nexus, hvor de unge har et stort hashforbrug, selv om det er imod stedets regler. Der bliver i indslaget klippet fra en kommunal tilsynsrapport, der slår fast, at Nexus ikke er værre eller bedre end andre institutioner – til Henrik Rindom, der siger at ”med de penge, vi bruger på behandling af unge, vil jeg sige, at det er skandaløst”.
I dag siger Henrik Rindom – i lighed med chef for TV Avisen og 21 Søndag Naja Nielsen – at klippet holder.
»Det var en generel betragtning, som måske ikke blev uddybet nok i udsendelsen. Men det nærmer sig det skandaløse, at vi ikke har en overordnet strategi for den her gruppe af børn og unge, som vi bruger omkring 11 milliarder på om året,« siger han.
Er korrekt citeret
I dag kan han se, at han er blevet brugt i et krydsspil med mange interesser.
»Jeg udtalte mig til Københavns Kommune på basis af deres referat i stedet for at se programmet selv, og det skal man passe på med,« siger han i dag.
Han forklarer, at han er blevet citeret korrekt af både Københavns Kommune og Journalisten, og han føler ikke, at hans udtalelser er blevet misbrugt.
»Men jeg har lært af det her, at jeg skulle have holdt min kæft, indtil jeg havde set programmet. Det var en fejl, jeg ikke vil begå igen. Man kan selvfølgelig sige, at I som journalister og kommunikationsfolk skulle have spurgt mig, hvordan jeg kunne udtale mig uden at have set programmet, men ansvaret lander alligevel hos mig. Man skal ikke udtale sig om noget, man ikke har set,« siger Henrik Rindom.
Pressechef i Københavns Kommunes socialforvaltning Flemming Platz noterer sig, at Henrik Rindom ikke mener, at Nexus skal lukkes. Institutionens problemer med hash ser man også mange andre steder.
»Jeg hører ham ikke mene noget andet, end det han sagde til mig. Måske ønsker han bare ikke konkliften med DR.«
Har du presset ham for meget, eller var han for let at overtale til at udtale sig?
»Jeg spurgte ham bare, hvad han selv syntes. Jeg sagde, at programmets udsagn var, at Nexus skulle lukkes, og det blev han oprørt over,« siger Flemming Platz.
Han siger, at Henrik Rindoms kritik af behandlingsindsatsen er generel, men han bliver kun brugt til at kritisere Nexus.
»Mit ærinde var at spørge, om det var hans hensigt. Vi vil gerne diskutere hashproblemer generelt, men det er problematisk, at man slår ned på Nexus, der gør det godt.«
Henrik Rindom er Danmarks mest brugte ekspertkilde inden for sit område.
»Men det er første gang, jeg er havnet i en krydsild som den her,« siger han i dag.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.