Hvis forskeren bare siger noget – så har vi en historie. Sådan synes rationalet at være på flere redaktioner, når for eksempel de nyeste tal fra Gallup eller den seneste politiske fadæse på Christiansborg skal have en kommentar med på vejen.

For forskerne fylder mere end nogensinde før i det danske mediebillede. I løbet af de seneste 50 år er antallet af forskere i de danske aviser ifølge en undersøgelse fra Syddansk Universitet fra 2003 således syvdoblet. Og intet tyder på, at den tendens er vendt de seneste 11 år. Tværtimod er der i de mellemliggende år også kommet en ny universitetslov, som pålægger forskerne at optræde mere proaktivt i forhold til medierne. 

Den vigtigste årsag til forskernes fremmarch er imidlertid, at de ifølge mange journalister giver nyhedshistorierne troværdighed. Journalisterne kan med en beredvillig forsker således smykke sig med den efterstræbte objektivitet og væsentlighed, idet det jo er en ‘ekspert’, der siger, at ‘noget’ er helt galt.

Det problematiske i den sammenhæng er, at journalisterne ifølge samme danske undersøgelse fra 2003 tror, at eksperterne kommer med neutrale udsagn. Tilmed viser en australsk undersøgelse fra 2008, at journalister yderst sjældent efterprøver eksperternes udsagn. Eksperternes budskaber bliver med andre ord taget for gode varer.

Særligt problematisk bliver den antagelse, når man tager vores dugfriske interviewundersøgelse – foretaget blandt flere medievante forskere fra landets statskundskabsinstitutter og journalistuddannelser – med i betragtning. En forsker lod for eksempel sine egne meninger om Irak-krigen få indflydelse på sine udtalelser om en netop offentliggjort meningsmåling, som viste, at danskerne var positive over for krigen:

“Jeg sagde, at den (meningsmåling, red.) var jeg skeptisk over for, fordi andre undersøgelser havde vist noget andet, og fordi den rækkefølge, som spørgsmålene blev stillet i, lagde op til, at man svarede noget bestemt. Og her var mit eget synspunkt, at vi ikke skulle gå ind i den krig.”

Men mente du, at undersøgelsesmetoden var kritisabel, eller var det mest, fordi du syntes, det var forkert at gå ind i Irak?

“Det var nok mest, fordi jeg ikke syntes, at den passede med min egen holdning på det tidspunkt. Men jeg brugte altså nogle saglige argumenter. Men det kan da godt være, at jeg lod mig påvirke af mine værdier.”
Citatet stemmer fint overens med amerikansk forskning fra 2011, der viser, at et af de vigtigste mål for mange forskere er at opdrage befolkningen, så den træffer politiske beslutninger, der passer med forskernes egne præferencer. Og som en tysk undersøgelse fra 1995 blandt andet viser, er forskere i stigende grad opmærksomme på, at omtale i medierne kan hjælpe dem med at opnå deres mål.

I vores interviewundersøgelse fortæller en forsker da også, at han nogle gange i direkte tv-udsendelser udnytter, at journalisten ikke kan gå ind og redigere i hans udtalelser. I stedet svarer han i bedste politiker-stil på noget andet, end det journalisten spørger om.

Umiddelbart før offentliggørelsen af Skattesagskommissionens rapport havde han således planer om at sætte sin egen dagsorden i interviewene på for eksempel TV 2 News, så det i stedet for Troels Lund Poulsens rolle i sagen kom til at handle om BT’s.

“BT prøvede jo på at redde Lars Løkke ved det sidste folketingsvalg ved at fyre den her skattesag af fem dage før valget, som man har ligget inde med i en tre-fire uger. Timet lige op til folketingsvalget for at skade Helle Thorning mest muligt. Det er noget, som medierne ikke vil beskæftige sig særlig meget med, når rapporten kommer. Men det er noget, jeg har en helt klar strategi om at sætte fokus på.”

Citatet viser med tydelighed, at forskere ikke altid forsøger at optræde neutralt og kan muligvis give stof til eftertanke blandt landets journalister. Er kildekritikken god nok? Ikke hvis man spørger en forsker, som optrådte i vores undersøgelse:
“Der er jo jurister, hvor du bare skal vise mig dem, og så ved jeg, hvad de mener om en given sag. Jeg ved, om de står for mere eller mindre udvisning af indvandrere, og om de går ind for lange eller korte straffe. Vi har eksperter i arbejdsmarkedspolitik, der er medlemmer af et parti, og som slet ikke er i stand til at nuancere, at de har parkeret deres holdning i den ene lejr.” 

Den kvalitative undersøgelse ’Eksperter på afveje?’ er fra juni 2014 og bygger på interviewsamtaler med syv danske forskere.