Flere amerikanske medier er torsdag fortsat blevet nægtet adgang til Det Hvide Hus.
Der er tale om medierne CNN, MS Now og Politico, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Det sker, selv om en dommer har beordret USA's præsident, Donald Trump, til igen at give medierne adgang til Det Hvide Hus, efter Donald Trump fredag sagde, at han ville forbyde de pågældende medier at komme i Det Hvide Hus som straf for, at medierne ifølge ham udgiver falske nyheder.
Udelukkelsen fik medierne til at anlægge en sag mod Trump-administrationen. Tidligere torsdag afgjorde den amerikanske dommer Tim Kelly, at udelukkelsen af de tre medier sandsynligvis er i strid med den amerikanske forfatning.
I kendelsen pålægger dommeren blandt andet, at Trump-administrationen øjeblikkeligt skal give medierne deres pressekort tilbage.
Dommer Tim Kelly har ifølge CBS desuden midlertidigt forbudt embedsmænd at håndhæve Trump-administrationens forbud i 14 dage.
Det amerikanske justitsministerium har forsøgt at forsvare udelukkelsen af de tre medier med hensynet til den nationale sikkerhed. Men det afviser dommeren.
Trods torsdagens afgørelse bliver journalister fra de pågældende medier fortsat nægtet adgang, oplyser Reuters.

Tiden med værterne Amalie Schroll Munk og Adrian Busk lukker ved årsskiftet. Agnete Schlichtkrull/DR
DR-nyhedspodcasten 'Tiden' lukker og slukker.
Det skriver Adrian Busk, en af de to faste værter på podcasten, i et opslag på Facebook.
”Jeg elsker mit arbejde, og derfor er jeg både vred, sur og mest af alt virkelig ked af det. I dag har jeg fået at vide, at DR nu trækker stikket på min elskede Tiden pr. 1. januar,” skriver Adrian Busk.
'Tiden' er en af Danmarks mest populære podcasts og lå i sidste uge nummer tre i Podcastindexet med mere end 300.000 ugentlige streams.
Meldingen om 'Tiden' kommer, efter at det tidligere i dag blev meldt ud, at DR har valgt at droppe nyhedspodcasten 'Udsyn' med forfatteren Kaspar Colling Nielsen som vært.
Journalisten har tidligere i dag spurgt DR, om flere programmer står til at lukke. DR's presseafdeling er ikke vendt tilbage med et svar.

Mathias Svold/Ritzau Scanpix
Dansk Folkepartis beslutning om at mørklægge dele af partiets årsmøde, der i år bliver kaldt et decideret årsmødeshow, er noget skævt pjat, der hverken er dansk eller folkeligt.
Sådan siger Søren Søndergaard, der var pressechef for partiet fra 2005 til 2020 og i dag er seniorrådgiver hos Rud Pedersen, til Kforum.
Dansk Folkeparti har inviteret til partiets ”årsmødeshow” på lørdag, som ikke-medlemmer af partiet kan købe adgang til. Men det er kun medlemmer af partiet, der kan få adgang til den interne del af årsmødet, hvor regnskab, fri debat og valg til hovedbestyrelsen foregår. En praksis, der møder kritik fra blandt andre TV 2 og Dansk Journalistforbund - Medier & Kommunikation, fordi pressen bliver udelukket fra at kunne rapportere fra de dele af årsmødeshowet.
Det er den kritik, partiets tidligere pressechef nu tager del i.
”Medierne er en del af vores folkestyre. De har en megafunktion i ethvert folkestyre. I min verden er det kun ledere såsom USA’s præsident Donald Trump, der ikke lader til at ville forstå det,” siger Søren Søndergaard til Kforum.
Søren Søndergaard mener, at partiet med det lukkede årsmøde vil signalere, at pressen kan rende og hoppe, og at det er partiet selv, der styrer, hvad der skal kommunikeres.
DR har valgt at droppe programmet 'Udsyn' med forfatteren Kaspar Colling Nielsen i værtsstolen.
Det skriver han selv på Facebook:
”Det er aldrig rart at blive vraget, men på den anden side glæder jeg mig til at kunne få mere tid til at skrive,” skriver han.
Ifølge opslaget har programmet haft omkring 100.000 lyttere per program.

Michael Quereshi er direktør og chefredaktør for mediehuset Min By Media. Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix
Mediehuset Min By Media, der i fredags gik i luften med sit nye landsdækkende medie Puls, lancerer nu også to nye lokalmedier.
Det skriver Min By Media, der blandt andet står bag mediet Mig og Aalborg, i en pressemeddelelse.
Mediehuset udvider dermed til Kolding i dag, og i løbet af de kommende uger vil Mig og Vejle komme i luften og får den tidligere TV Syd-vært Massimo Grillo som overordnet redaktør.
Bag Min By Media står blandt andet Michael Qureshi, der i foråret 2016 startede Mig og Aalborg. Dengang var succeskriteriet for Michael Qureshi at skabe et job for sig selv, efter han året forinden var blevet smidt ud af mediebranchen på røv og albuer, da han var blevet fyret fra Ekstra Bladet for at have opdigtet kilder i årevis.
Siden har Min By Media udvidet til en række byer og lancerede fredag mediet Puls for at have et medie med landsdækkende nyheder og med en personaliseret forside, der giver brugerne adgang til indhold fra deres lokalområde.
”Den her rejse har overgået alle mine forventninger og tro,” sagde Michael Qureshi i august til Journalisten.

BBC's Broadcasting House i det centrale London. https://www.theguardian.com/media/2026/sep/23/bbc-to-axe-sports-bulletins-on-its-news-channel
Det er snart slut med rene sportsnyheder på britiske BBC's tv-kanaler.
Avisen The Guardian skriver, at sportsnyhederne er noget af det første, der bliver skåret som led i en større spareplan. Sporten mister lige nu 36 stillinger, men der kan ryge helt op mod 2000 i hele BBC frem mod 2028.
Ifølge avisen har BBC's ledelse analyseret sig frem til, at de fleste sportsfans allerede har set de vigtige mål og hørt alle resultaterne på sociale medier, længe inden de kommer med i tv's sportsnyheder. Derfor vil BBC hellere bruge ressourcer på at servicere deres voksende online-publikum og på at levere analyser af især Premier League-fodbold.
Der ventes yderligere meldinger om besparelser de kommende dage og flere fyringsrunder de kommende måneder.
Philippa Childs, der er formand for broadcast-fagforeningen Bectu, kritiserer over for The Guardian den langsommelige udmelding og den usikkerhed, den skaber for dem, der endnu venter på at kende deres skæbne.

Dansk Folkepartis politiske ordfører, Peter Kofod, forsvarer beslutningen om kun at give pressen adgang til anden halvdel af partiets årsmøde. Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix
Første del af Dansk Folkepartis årsmøde på lørdag kommer til at foregå for lukkede døre.
TV 2 skriver, at de første dagsordenspunkter med blandt andet fri debat, gennemgang af partiets regnskab og valg til hovedbestyrelsen bliver holdt for lukkede døre.
Journalister og fotografer bliver først lukket ind efter frokost til det, partiet kalder "et årsmødeshow" med "fantastiske taler, talks med spændende gæster, underholdende indslag - og selvfølgelig masser af spotlys og Las Vegas".
Politisk ordfører Peter Kofod forsikrer TV 2 om, at der ikke sker noget spændende og hemmeligt. Han siger, at "det handler om at være lidt sig selv, når man berører de organisatoriske dele af partiets drift".
Forperson Allan Boye Thulstrup fra Dansk Journalistforbund - Medier & Kommunikation kritiserer rammen for DF's møde.
"Når man er et demokratisk parti i et demokratisk samfund, så har jeg meget svært ved at forstå logikken i at udelukke pressen fra den basale demokratiske foreningsstruktur," siger Allan Boye Thulstrup til TV 2.

Donald Trump forsøger at kontrollere mediers adgang til Det Hvide Hus. Her er det hans netop afgåede pressesekretær, Karoline Leavitt, der briefer. Kylie Cooper/Reuters/Ritzau Scanpix
USA's præsident, Donald Trump, skal igen give journalister fra CNN, MS Now og Politico adgang til Det Hvide Hus.
Det har dommeren Tim Kelly ifølge nyhedsbureauet Reuters afgjort i en sag, som medierne har anlagt for at anfægte udelukkelsen.
Kelly henviser til, at Trumps udelukkelse af de tre medier fra Det Hvide Hus sandsynligvis strider mod den amerikanske forfatning.
I kendelsen pålægger Kelly Trump-administrationen, at den øjeblikkeligt skal give medierne deres adgangskort tilbage og blokerer desuden embedsmænd fra at håndhæve forbuddet i 14 dage.
Trump skrev fredag i sidste uge på sit sociale medie, Truth Social, at han udelukkede medierne fra Det Hvide Hus på grund af deres "konstante rapportering af falske nyheder".
Holland vil alligevel deltage i næste års internationale melodigrandprix.
Det skyldes, at tv-stationen NPO nu vil stå for Hollands deltagelse i Eurovision. Det har hidtil været det hollandske medie Avrotros, som har stået for landets deltagelse.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Avrotros meddelte i august, at mediet også ville boykotte næste års Eurovision på grund af den humanitære situation i Gaza efter Israels gengældelse for den militante gruppe Hamas' angreb i Israel i oktober 2023 og på grund af løbende restriktioner på pressefriheden.
NPO erkender ifølge nyhedsbureauet, at konkurrencen "fremkalder blandede følelser i Holland", og at de ”udtrykkeligt har bedt EBU om igen at gøre konkurrencens samlende karakter til en vigtig del af begivenheden”.
Ifølge Avrotros kan grandprixet ikke længere betragtes som en neutral begivenhed, da ”et deltagende land stadig er involveret i en omfattende militær konflikt”.
I september meddelte det irske public service-medie RTÉ, at de også trak sig. Slovenien, Spanien og Island boykottede ligesom Holland og Irland årets Eurovision, som blev afholdt i Østrigs hovedstad, Wien.

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Rikke Houkjær forlader posten som kommunikationschef i BUPL.
Det bekræfter hun over for Journalisten, men ønsker ikke at kommentere yderligere og henviser til et opslag på LinkedIn. Her uddyber hun, at hun forlader jobbet i starten af oktober.
Hvad der skal ske fremover, er endnu uvist, skriver Rikke Houkjær.
Rikke Houkjær har været kommunikationschef i BUPL siden november 2024 og har været personaleleder for tre teams med i alt 15 medarbejdere.
BUPL bekræfter, at Rikke Houkjær forlader stillingen og ønsker ikke at kommentere yderligere.
Anders Kynde bliver ny redaktionschef for Vejle Amts Folkeblad.
Det skriver han på LinkedIn.
Anders Kynde har gennem de seneste otte år været journalist på avisen, og som redaktionschef skal han udelukkende fokusere på digital journalistisk, idéudvikling, planlægning, nye koncepter og flowet på sitet.

Frank Cilius/Ritzau Scanpix
Journalistuddannelsen på SDU anmoder om 13,8 millioner kroner over en toårig periode fra 2027 til 2029 i etableringsstøtte til et nyt uafhængigt, nationalt videnscenter for børn, unge og redigerede medier.
Det fremgår af en anmodning om foretræde for Folketingets Kultur- og Kirkeudvalg.
”Børn og unge møder i stigende grad nyheder på sociale platforme frem for hos medierne selv, udvalgt af algoritmer uden redaktionelt ansvar og uden oplysning som formål,” lyder det blandt andet i henvendelsen, som anmoder om støtte i forbindelse med den kommende medieaftale.
Centret skal undersøge børn og unges medieforbrug samt eksperimentere med nye formidlingsformater i samarbejde med branchen og relevante aktører, lyder det videre.
Indstillingen er skrevet af projektleder, initiativtager og journalistisk lektor på SDU Anne Sofie Christensen-Dalgaard, som står bag projektet Aion, der handler om børn, unge og nyhedsmedier.
Projektet har rådført sig med et advisory board bestående af blandt andre Stig Ørskov fra Wan-IFRA og Nikolai Vitting Hermann, som er chef for indhold og samarbejde i DR.

Leila Stockmarr er medieordfører for Enhedslisten. Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix
Striden om rettighedsbetalinger kan blive en del af de kommende medieforhandlinger, hvis det står til Enhedslisten:
”I de kommende medieforligsforhandlinger vil Enhedslisten stille krav om, at det sikres, at virksomheder som TDC/YouSee og lignende kun må få adgang til dansk indhold som del af deres forretning, hvis disse virksomheder selv betaler for dette direkte til kunstnerne,” skriver Enhedslistens medieordfører Leila Stockmarr til MediaWatch.
Det vil hun for eksempel gøre ved at forpligte DR til ikke at stille indhold til rådighed for distributører, som er i konflikt med rettighedshavere om betalinger, lyder det videre.
Kulturminister Zenia Stampe (R) er åben for at drøfte forslag og ideer til at øge tilgængeligheden af TV 2's arkiver, hvis det stilles som forslag i de kommende medieforhandlinger.
Det fremgår af et svar til Folketinget.

Tobias Kobborg/Ritzau Scanpix
Podcasten 'Hvepsereden', der har vendt stort, småt og sladder om influencere, lukker for nu.
Det skriver Laura Sofie Krebs, en af de to værter på programmet, ifølge Berlingske på Instagram.
Laura Sofie Krebs stod i weekenden alene tilbage med podcasten, efter hendes makker, Fie Nygaard, havde trukket sig fra projektet i weekenden.
'Hvepsereden' har den seneste tid mødt kritik for sin tilgang, fordi influencer-rygter fra blandt andet Reddit blev viderebragt uden dokumentation og uden forelæggelse. En praksis, der i nogle tilfælde tangerede en overtrædelse af injurielovgivningen, har juraprofessor Sten Schaumburg-Müller tidligere forklaret til Berlingske.
Værterne har tidligere skrevet på Instagram, at podcasten havde 30.000 ugentlige lyttere.

Signe Goldmann/Ritzau Scanpix
Den danske udgave af magasinet Elle får ny chefredaktør.
Cecilie Ingdal, som har været med siden magasinets danske lancering i 2008, forlader nu posten efter 18 år og overlader roret til Elles nuværende redaktionschef, Nikita Hoffmann.
Det fremgår af et opslag på Elles officielle Instagram-profil og i en artikel på magasinets hjemmeside.
Her fremhæver den afgående chefredaktør, at hendes afløser "kender Elle indefra".
”Hun kender redaktionen, historien og DNA'et. Og hun er en eminent redaktør med et skarpt blik for både mode, mennesker og den tid, vi lever i.”
”Men endnu vigtigere: Hun har sin egen stemme, sine egne idéer og sin egen generation at se verden fra - og præcis derfor er hun den helt rigtige til at føre Elle videre,” skriver Cecilie Ingdal.
Den sidste udgave med Cecilie Ingdal i chefredaktørstolen udkommer i anledning af Elles 18-årsfødselsdagsnummer i september.
Cecilie Ingdal forbliver i Elle-regi. Hun tiltræder en ny rolle som udgiver af magasinet, og så bliver hun også administrerende direktør i forlaget bag Elle, Toast Projects.
96 af de 143 ugeaviser, der i dag får mediestøtte, kan blive ramt, hvis de kommende medieforhandlinger ender med at hæve kravet, så der skal være to redaktionelle medarbejdere for at få del i støtten.
Det fremgår af et svar fra kulturminister Zenia Stampe (R) til Folketingets Kulturudvalg.
I den gældende bekendtgørelse om redaktionel produktionsstøtte til ugeaviser fra august 2024 er det et krav, at der udover redaktøren er mindst et halvt lønnet redaktionelt årsværk.
Kulturministeren antyder i folketingssvaret, at hun er skeptisk over for en skærpelse af kravet.
"Det ligger mig meget på sinde at sikre stærk lokaljournalistik i hele landet, og her spiller ugeaviserne en central rolle," lyder det i svaret fra Zenia Stampe.
Søren Olufsen bliver fra 1. oktober kommunikationschef i HK Danmark, der samtidig får ny pressechef i skikkelse af Kasper Tofthøj.
Den nye kommunikationschef var indtil februar i år særlig rådgiver for daværende økonomiminister Stephanie Lose (V), og han har også tidligere været pressechef i Venstre og i Danmarks Lærerforening.
Den nyudnævnte pressechef kommer fra en stilling som kommunikationsrådgiver i HK's egen presseafdeling.
HK Danmark siger i en pressemeddelelse, at der er tale om en ny organisering, der sigter mod at skabe en tættere kobling mellem løbende presseindsats, politiske dagsordener og de overordnede strategiske kommunikationslinjer.
Søren Olufsen skal blandt andet bidrage til, at HK Danmark bliver førende på udvalgte dagsordener som stress, kunstig intelligens og danskernes købekraft samt sikre et tættere og mere effektivt samarbejde med den politiske afdeling i forbundet.
Caroline Breinholt bliver fra 1. oktober særlig rådgiver for klima-, energi- og forsyningsminister Samira Nawa (R).
Det skriver ministeriet i en pressemeddelelse.
Caroline Breinholt er ifølge LinkedIn uddannet på CBS og har været ansat i Udenrigsministeriet siden 2020. De seneste godt to år har hun været førstesekretær på den danske EU-repræsentation i Bruxelles.

Nyhedsbureauet AP har tidligere fået solidaritetsmeldinger på døren til deres kontor i Det Hvide Hus. Nu er flere medier kommet med på sedlen. Kevin Lamarque/Reuters/Ritzau Scanpix
Større tv-stationer i USA vil indtil videre ikke dække præsident Donald Trump som del af den pool-ordning, der normalt følger præsidentens pressemøder og andre aktiviteter.
Det viser et notat ifølge avisen The Washington Post.
"Dette er for at meddele, at tv-poolen fra og med i dag ikke vil dække begivenheder, der er udpeget som pool-dækning af præsidenten," skriver Bryan Boughton, der er chef for Washington-kontoret hos den konservative tv-station Fox News, i notatet til Det Hvide Hus' pressekorps.
Hans melding kommer, efter at medierne CNN, MS NOW og Politico i sidste uge blev nægtet adgang til Det Hvide Hus.
Ud over Fox News vil heller ikke ABC, CBS og NBC filme præsidenten ved arrangementer, og når han stiller op til pressemøder eller i andre sammenhænge udtaler sig til medier.
Pool-dækning vil sige, at én tv-station filmer og efterfølgende deler billederne med andre.
"Offentligheden har en afgørende interesse i at modtage præcis og uafhængig information om landets regering. Ingen administration bør begrænse et nyhedsmedie, fordi det har noget imod dets dækning," lyder det i en fælles erklæring fra de store tv-medier.

Asger Ladefoged/Berlingske/Ritzau Scanpix
YouSees fremfærd i sagen om rettighedsmidler er et ”angreb på kunstnernes grundlæggende rettigheder og deres økonomiske levegrundlag”, forklarer kulturminister Zenia Stampe i et svar til Folketingets kulturudvalg.
En afgørelse fra Ophavsretslicensnævnet slog i sidste uge fast, at YouSee ikke kan slippe afsted med at betale markant mindre for rettigheder til for eksempel filmfolk.
Trods Ophavsretslicensnævnets behandling af sagen vil YouSee nu fortsætte kampen ved domstolene, oplyser selskabet bag til MediaWatch.
Zenia Stampe oplyser over for kulturudvalget, at det er ”ærgerligt”, at sagen kører parallelt ved domstole og Ophavsretslicensnævnet.
Som minister kan hun imidlertid ikke blande sig i den konkrete sag.
”Men for at undgå den situation i fremtiden forventer jeg i den nærmeste tid at fremsætte et lovforslag, der sikrer, at sager ikke kan køre ved nævnet og domstolene parallelt,” forklarer hun.

Akayla Gardner, der dækker Det Hvide Hus for MS Now, måtte i weekenden sende fra en position på gaden. Annabelle Gordon/Reuters/Ritzau Scanpix
Journalister fra de amerikanske medier CNN, MS Now og Politico kunne i fredags konstatere, at deres adgangskort til Det Hvide Hus ikke længere virkede.
Det skete, efter at præsident Donald Trump havde meddelt, at de tre medier nu var forment adgang til præsidentkontoret. Begrundelsen er, at medierne ifølge Trump "konstant rapporterer 'falske nyheder'".
Nu varsler medierne ifølge CNN et sagsanlæg, hvor de beskylder Det Hvide Hus for at bryde den forfatningssikrede pressefrihed.
CNN skriver, at en yderligere konsekvens af Trumps forbud er, at der ikke er afsat et tv-medie til at lave pooldækning af Trump i dag. Det plejer at være CNN, der har tjansen om mandagen.
Ifølge CNN kan det også få konsekvenser for andre mediers dækning af Trumps rejse til FN's generalforsamling i denne uge. Det var meningen, at CNN også skulle stå for det poolmateriale. Men da der søndag aften blev sendt en mail ud til amerikanske medier, stod der ifølge CNN ikke, hvem der skal stå for den primære pooldækning af rejsen.

DR er tilbage med en korrespondent i Rusland. Mikhail Metzel/Reuters/Ritzau Scanpix
Efter at DR's korrespondent Matilde Kimer i 2022 blev smidt ud af Rusland, har mediet for første gang i fire år en journalist inde i Rusland.
DR-journalist Louise Brodthagen Jensen blev torsdag efter ni timers ventetid ved grænsen mellem Estland og Rusland lukket ind i landet af de russiske grænsevagter.
Det skriver mediet selv i en artikel søndag.
”Det første, jeg bemærkede, da jeg landede på den russiske side, var et stort, fedt "Z" spraymalet på en bygning i Ivangorod,” siger Louise Brodthagen Jensen til DR.
Bogstavet "Z" er et symbol på støtte til den russiske hær.
Louise Brodthagen Jensen har tidligere dækket krigen mellem Ukraine og Rusland og også før været udsendt til Rusland for DR.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
En afgørelse fra Ophavsretslicensnævnet slår fast, at Yousee ikke kan slippe af sted med at betale markant mindre for rettigheder til eksempelvis filmfolk.
Nu vil Yousee fortsætte kampen ved domstolene, oplyser selskabet bag til MediaWatch.
Anna Porse Nielsen, direktør i Producentforeningen, er meget tilfreds med afgørelsen fra Ophavsretslicensnævnet:
”Når man pludselig bliver beskyldt for, at ens priser er alt for høje og skal sættes ned, er det jo fantastisk at få medhold og en kendelse, der viser, at vores priser er rimelige”, udtaler Anna Porse Nielsen i en pressemeddelelse.
Flere retsordførere melder nu deres skepsis over for et forslag fra Politiforbundet om at gøre det ulovligt at dele optagelser af politiet.
Det skriver mediet Puls, efter at de har talt med retsordførerne fra Liberal Alliance og Socialistisk Folkeparti.
Jens Meilvang, der er retsordfører for Liberal Alliance, siger til mediet, at ”det vil blive en stat, jeg ikke ønsker at bo i, hvor politiet har en masse beføjelser, men man må ikke filme eller dele det.”
Karina Lorentzen (SF) er ikke afvisende over for stramninger på området. Hun kan godt se problemet i, at politibetjente oplever chikane.
Men hun fastholder samtidig, at "det er et dilemma, at borgeren ofte står svagt, når det handler om situationer, hvor politiet går for langt, hvis man ikke kan fotodokumentere det.”
Politiforbundet kom med forslaget tidligere på måneden, og flere, herunder pressefotografer, har kritiseret det.