Flere amerikanske medier er torsdag fortsat blevet nægtet adgang til Det Hvide Hus.
Der er tale om medierne CNN, MS Now og Politico, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Det sker, selv om en dommer har beordret USA's præsident, Donald Trump, til igen at give medierne adgang til Det Hvide Hus, efter Donald Trump fredag sagde, at han ville forbyde de pågældende medier at komme i Det Hvide Hus som straf for, at medierne ifølge ham udgiver falske nyheder.
Udelukkelsen fik medierne til at anlægge en sag mod Trump-administrationen. Tidligere torsdag afgjorde den amerikanske dommer Tim Kelly, at udelukkelsen af de tre medier sandsynligvis er i strid med den amerikanske forfatning.
I kendelsen pålægger dommeren blandt andet, at Trump-administrationen øjeblikkeligt skal give medierne deres pressekort tilbage.
Dommer Tim Kelly har ifølge CBS desuden midlertidigt forbudt embedsmænd at håndhæve Trump-administrationens forbud i 14 dage.
Det amerikanske justitsministerium har forsøgt at forsvare udelukkelsen af de tre medier med hensynet til den nationale sikkerhed. Men det afviser dommeren.
Trods torsdagens afgørelse bliver journalister fra de pågældende medier fortsat nægtet adgang, oplyser Reuters.