Mathias Svold/Ritzau Scanpix
Dansk Folkepartis beslutning om at mørklægge dele af partiets årsmøde, der i år bliver kaldt et decideret årsmødeshow, er noget skævt pjat, der hverken er dansk eller folkeligt.
Sådan siger Søren Søndergaard, der var pressechef for partiet fra 2005 til 2020 og i dag er seniorrådgiver hos Rud Pedersen, til Kforum.
Dansk Folkeparti har inviteret til partiets ”årsmødeshow” på lørdag, som ikke-medlemmer af partiet kan købe adgang til. Men det er kun medlemmer af partiet, der kan få adgang til den interne del af årsmødet, hvor regnskab, fri debat og valg til hovedbestyrelsen foregår. En praksis, der møder kritik fra blandt andre TV 2 og Dansk Journalistforbund - Medier & Kommunikation, fordi pressen bliver udelukket fra at kunne rapportere fra de dele af årsmødeshowet.
Det er den kritik, partiets tidligere pressechef nu tager del i.
”Medierne er en del af vores folkestyre. De har en megafunktion i ethvert folkestyre. I min verden er det kun ledere såsom USA’s præsident Donald Trump, der ikke lader til at ville forstå det,” siger Søren Søndergaard til Kforum.
Søren Søndergaard mener, at partiet med det lukkede årsmøde vil signalere, at pressen kan rende og hoppe, og at det er partiet selv, der styrer, hvad der skal kommunikeres.