
TV 2-dokumentaren om forholdene på danske plejehjem har vakt stor opmærksomhed. Foto: TV 2
Aarhus Kommune forventes at trække politianmeldelsen af holdet bag TV 2’s Cavling-nominerede dokumentar ’Plejehjemmene bag facaden’ efter et magistratsmøde mandag morgen.
Det oplyser Peder Udengaard (S), der er formand for Sundheds- og Omsorgsudvalget i Aarhus Kommune, til TV 2 Østjylland.
”Formelt set skal det besluttes på mandag til magistratsmødet. Men det er det, der er blevet indstillet til,” uddyber han til Journalisten.
”Med de meldinger, der har været fra byrådets partier tidligere, er der flertal for at trække den tilbage,” tilføjer han.
Det er dokumentarens skjulte optagelser af den 90-årige demensramte Else Marie Larsen, der fik Aarhus Kommune til at politianmelde dokumentaren, som også har været forsøgt standset med et fogedforbud.
Politianmeldelsen har udløst sigtelser mod journalist Michael Bech og redaktør Troels Jørgensen. Derudover er TV 2’s administrerende direktør, Anne Engdal Stig Christensen, og daværende nyhedsdirektør Mikkel Hertz sigtede.
De blev alle sigtet efter straffelovens paragraf 264 om uberettigede optagelser på et sted, der ikke er frit tilgængeligt.
Både Dansk Journalistforbund og Michael Bech har kritiseret kommunen for at holde fast i politianmeldelsen, som er blevet kaldt ”grotesk” og ”intimiderende”.
Vurdering har ledt til indstilling
Randers Kommune har også tidligere haft politianmeldt dokumentaren, men kommunen trak anmeldelsen tilbage i slutningen af september. Og nu ser Aarhus Kommune altså ud til at følge trop.
”I december blev jeg og de øvrige byrådsmedlemmer kontaktet med henvisning til, at Østjyllands Politi har meddelt, at såfremt kommunen trækker anmeldelsen tilbage, vil det indgå i vurderingen af, om der skal rejses tiltale,” siger Peder Udengaard.
Tidligere havde det ellers lydt, at det ikke ville ændre noget, selv om kommunen trak anmeldelsen tilbage.
”Som formand for udvalget tog jeg derfor fat i kommunens jurist om, hvorvidt det var muligt, og om det havde nogen indflydelse i sagen. I midten af december fik vi en vurdering, som har foranlediget, at der er blevet udformet en indstilling til magistraten,” siger han.
Turbulent forløb med fogedforbud
Forløbet i forbindelse med premieren på ’Plejehjemmene bag facaden’ har i det hele taget været turbulent.
Selv om det er TV 2’s dokumentar, var det i første omgang Ekstra Bladet, der løb med historien, da de udgav TV 2’s optagelser af den 90-årige demente Else på plejehjemmet Kongsgården i Aarhus. Ekstra Bladet viste optagelserne i juli, efter at Vestre Landsret med et fogedforbud havde forbudt TV 2 at vise dem.
Det fik TV 2 til at få nedlagt et fogedforbud, så det også skulle blive forbudt for Ekstra Bladet at vise optagelserne. Det endte dog i stedet med et forlig mellem de to parter.
Det er da heller ikke kun journalister og medier, der har fået politi og paragraffer på nakken i forbindelse med dokumentaren.
I slutningen af september blev flere ansatte på Kongsgården sigtet af politiet som følge af de optagelser, der blev vist, efter at Else Marie Larsens familie anmeldte plejerne. Ifølge TV 2 er i alt fire ansatte blevet sigtet for forskellige overtrædelser af straffeloven. Blandt andet straffelovens paragraf 157, der omhandler grov eller gentagen forsømmelse eller skødesløshed i forbindelse med et erhverv.
Nomineret til en Cavling
Det er dog ikke kun forløbet omkring dokumentaren, der er løbet med opmærksomheden. Optagelserne har også gjort stort indtryk på regeringen, og da finansminister Nicolai Wammen (S) præsenterede finanslovsudspillet med ekstra 1,9 milliarder kroner til ældreplejen, nævnte han også 90-årige Else.
I efteråret fik holdet bag ’Plejehjemmene bag facaden’ overrakt hovedprisen, da Foreningen for Undersøgende Journalistik uddelte sine priser.
Journalisterne bag dokumentaren kan også ende med at bryste sig af endnu en pris. Kim Maintz, Sara Munck Aabenhus og Michael Bech er nemlig nomineret til Cavling-prisen, som bliver uddelt klokken 15 i morgen.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.