
TV 2 har brugt skjult kamera i to københavnske daginstitutioner. Videograb: TV 2
I aften viser TV 2 dokumentarprogrammet ’Daginstitutioner bag facaden’, der handler om alvorlige problemer med den pædagogiske kvalitet i københavnske vuggestuer og børnehaver.
Optagelserne dokumenterer en hård tone fra pressede pædagoger og medhjælpere.
Dokumentaren viser børn, der slår børn, uden at det opdages – og børn med særlige behov, som ikke får hjælp.
Programmet er baseret på optagelser lavet med skjult kamera af en forhenværende pædagog, der tog ansættelse i to daginstitutioner på vegne af TV 2.
Ifølge kommunen lavede TV 2 skjulte optagelser i efteråret 2018 uden at undersøge muligheden for at komme ind i institutionen og filme på normal vis først.
Først i april 2019 henvendte journalisterne sig til den øverste ansvarlige leder for daginstitutionerne med et ønske om at filme med åbent kamera.
”På det tidspunkt var de skjulte optagelser allerede gennemført,” lyder kritikken i pressemeddelelsen.
Filmer først – spørger bagefter
Programmet indeholder optagelser fra to institutioner – en ”gul” og en ”rød”.
Dokumentarredaktør hos TV 2 Lasse Bjerre siger, at TV 2 i efteråret 2018 bad om lov til at optage i den ene institution – den såkaldt røde institution.
Det gav en klyngeleder i kommunen afslag på 12. november 2018.
”Derefter gik vi ind i den røde institution i december og januar og filmede med skjult kamera, fordi vi havde mundtlige og skriftlige kilder på, at forholdene var kritiske,” siger Lasse Bjerre.
Men i den anden, gule institution spurgte TV 2 ikke om tilladelse på forhånd.
”På den gule institution optog vi i september og oktober 2018, fordi der også dér var mundtlige kilder, der berettede om kritiske forhold. Vi havde på det tidspunkt fået afslag fra omkring 20 institutioner i hele landet, og vi havde en klar formodning om, at vi ikke ville få lov til at komme ind,” forklarer Lasse Bjerre.
Samfundsmæssig relevans
Efter at produktionsselskabet Dokumentarkompagniet, der har lavet dokumentaren, havde lavet de skjulte optagelser, henvendte TV 2 sig til kommunen og spurgte om lov til at filme.
Her var svaret nej. Alligevel valgte TV 2 at bringe de skjulte optagelser.
”Vi mener, at optagelserne er så samfundsmæssigt relevante, at det er berettiget at bringe optagelserne, og at det ikke var muligt at dokumentere på andre måder,” siger Lasse Bjerre.
Men I spurgte ikke på forhånd?
”Vi spurgte efterfølgende – hvor kommunen så gav et afslag,” siger Lasse Bjerre.
Men kan man sige, at I havde udtømt alle andre muligheder, da I besluttede at lave de skjulte optagelser?
”Vi gjorde det i første omgang for at researche og undersøge. Men vi mener, at det har stor samfundsrelevans at bringe frem. Og ifølge Pressenævnets praksis er faktorernes rækkefølge ikke afgørende. Det vigtigste er, at det har en klar samfundsmæssig relevans.”
Metode gør ikke juraprofessor nervøs
Juraprofessor ved Syddansk Universitet Sten Schaumburg-Müller siger, at det umiddelbart lyder som en fornuftig fremgangsmåde, fordi TV 2 har fået så mange afslag på at filme på normal vis.
”Det er nok ikke en metode, man skal bruge alt for meget. Men hvis man har fået afslag mange steder, må det være i orden, at man spørger om lov bagefter. Det er ikke noget, jeg ville være vildt nervøs over,” siger han.
Københavns Kommune har ”taget de nødvendige skridt” for at få rettet op på de problemer, dokumentaren afslører. Det har allerede fået personalemæssige konsekvenser. De berørte forældre og medarbejdere vil få tilbudt den hjælp og støtte, som de har behov for, skriver Københavns Kommune i sin pressemeddelelse.
2