
Fotograf Jan Grarup, der er hovedperson i dokumentaren ’Krigsfotografen’. Foto: Oscar Scott Carl/Ritzau Scanpix
Den bitre strid om dokumentaren ’Krigsfotografen’ mellem instruktør Boris Bertram og en del af familien til den danske fotograf Jan Grarups afdøde ekskone fortsætter.
Ifølge Jonathan Bjerg Møller, bror til Grarups ekskone, blev filmens scener fra hendes bisættelse i 2015 optaget, uden at han, hans far og søster havde givet samtykke til, at de skulle bruges i en dokumentarfilm.
I oktober fik DR, som har vist filmen, således kritik af Pressenævnet for manglende samtykke fra den afdødes bror, søster og far. I samme forbindelse sagde filminstruktør Boris Bertram til Journalisten, at han har valgt at lave en såkaldt reframing af bisættelsesscenen.
”Jeg ønsker ikke at have mennesker i min film, som ikke vil være med,” sagde han og forklarede, at han derfor rent teknisk ville fjerne de forurettede fra scenen ved at zoome lidt ind i optagelserne.
Siden har en ny versionen af filmen ligget hos DR og Filmstriben. Men da den i sidste uge blev vist på SVT, Sveriges pendant til DR, var det i den originale version. Og det er brænde på Jonathan Bjerg Møllers bål.
”Det viser bare igen, at de her folk er uvederhæftige. Der er ikke noget af det, de siger, man kan stole på,” siger han.
”Han sagde jo, at han ikke vil have folk med i sine film, som ikke ønsker det. Men gælder hans etik kun i Danmark?”
Producer: Vi har prioriteret Danmark
Journalisten har spurgt instruktør Boris Bertram, hvorfor bisættelsesscenen ikke er ændret i den svenske visning af filmen. Han afviser at svare og henviser til filmens producer, Katrine Sahlstrøm.
Hun vil ikke stille op til mundtligt interview, men forklarer på mail, at ”de samarbejdspartnere, der har været del af filmens tilblivelse, såsom SVT, for længst havde fået leveret filmen, da Jonathan Bjerg Møller fremlagde sin klage”.
Men hvorfor gælder den etiske beslutning om ikke at have folk i filmen, der ikke vil medvirke, ikke i Sverige?
”Vi har prioriteret at ændre den alle steder, hvor filmen er tilgængelig her i Danmark, hvor den forurettede bor, og til alle fremtidige salg,” skriver Katrine Sahlstrøm.
Hun understreger, at ændringerne er sket på instruktørens eget initiativ, hverken det danske eller det norske pressenævn, som også har behandlet sagen, har krævet det.
”Jeg synes, vi har strakt os langt og gjort mere, end man kan forlange, men det er ikke mit indtryk, at vi nogensinde kommer til enighed med forurettede,” skriver hun.
Fik en ubetinget vetoret
Som Jonathan Bjerg Møller tidligere har fortalt, skrev Jan Grarup aftenen inden bisættelsen til ekskonens familie og fortalte, at han havde spurgt Boris Bertram, om han ville filme mindehøjtideligheden.
Det gav Jonathan Bjerg og resten af familien lov til. Men ifølge ham gav de kun lov, fordi de fik at vide, at optagelserne var til privat brug.
”Den eneste grund til, at der blev filmet, er, at vi fik at vide, at det var til brug for vores søsters børn. Og vi fik en ubetinget vetoret,” sagde han i oktober til Journalisten.
Her sagde han også, at de varslede ændringer af scenen i filmen langtfra var nok for ham.
”De skal ikke reframes eller ændres – de skal fjernes fra filmen,” sagde han.
Så gør det egentlig nogen forskel for dig, at det er originalversionen, der nu ligger på STV?
”Næh. Det er bare endnu et eksempel på, at de her mennesker ikke er til at stole på. Og det er ikke optagelserne i sig selv, der er krænkende. Det er måden, de er blevet til på, og konteksten de bruges i,” siger Jonathan Bjerg Møller.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.