Filmoptagelser fra en bisættelse i 2015 er kernen i en strid mellem filminstruktør Boris Bertram og en del af familien til den danske fotograf Jan Grarups afdøde ekskone.

Optagelserne er med i Boris Bertrams dokumentar ’Krigsfotografen’ om Jan Grarup, der blev vist på DR tidligere på året. I sidste uge fik DR kritik af Pressenævnet for manglende samtykke til at medvirke i dokumentaren fra den afdødes bror, søster og far. De havde fået at vide, at der blev filmet til privat brug.

Men på trods af kritikken afviste nævnet klagernes ønske om at få scenerne fra bisættelsen slettet fra filmen. Og det møder hård kritik fra Jonathan Bjerg Møller, der selv er fotograf og bror til Jan Grarups afdøde ekskone.

”Rådden etik har ingen konsekvenser, det er risikofrit at snyde. Det må være konklusionen. Boris fortsætter med at sælge filmen, DR fortsætter med at vise den,” skriver han i et svar til Journalisten.

Han mener, at optagelserne fra bisættelsen af hans søster Zasha er en grov krænkelse af hans privatliv.

”Vores sorg over Zashas død bliver udnyttet på det groveste natten før bisættelsen til at skaffe adgang for et filmhold under falske forudsætninger.”

Vil reframe scenen

DR og filmens instruktør, Boris Bertram, har afvist at fjerne scenerne fra bisættelsen, som de betragter som ”virkelig centrale” for filmen. Men nu kommer instruktøren alligevel med en håndsrækning til klagerne.

Til Journalisten fortæller Boris Bertram, at han har valgt at lave en såkaldt reframing af bisættelsesscenen.

”Rent teknisk vil det sige, at jeg zoomer lidt ind i optagelserne, så jeg fjerner Jonathan og hans far og søster fra scenen. For jeg har ikke haft ønske om, at nogen af dem føler sig udstillet. Men scenen bliver i filmen, som den er,” siger han og forklarer:

”Jeg ønsker ikke at have mennesker i min film, som ikke vil være med. Og Jonathan og hans far og søster er ikke vigtige karakterer i filmens fortælling. Så når DR viser filmen igen, så er de fjernet fra filmen.”

Det bekræfter Lisbeth Langwadt, programchef for ’Aktualitet, Kultur og Dokumentar’ i DR.

”Efter Boris Bertrams eget ønske vil DR modtage en ny udgave af filmen fra producenten, som vil være den version, man fremover kan se på DRTV,” skriver hun i en mail og tilføjer, at DR som altid følger Pressenævnets kendelse.

”Og Pressenævnet har udtalt kritik af manglende samtykke fra klagerne, men har i lighed med det norske pressenævn PFU ikke udtalt, at scenen skal hverken sløres eller slettes.”

”Vildledt med fuldt overlæg”

Men for Jonathan Bjerg Møller er de varslede ændringer langtfra nok.

”Han har jo tydeligvis ikke fattet en skid. De har ikke krav på de optagelser. De skal ikke reframes eller ændres – de skal fjernes fra filmen. De eksisterer kun, fordi vi er blevet vildledt med fuldt overlæg,” siger han.

Som filmamagasinet Ekko også tidligere har beskrevet, skrev Jan Grarup aftenen inden bisættelsen til ekskonens familie og fortalte, at han havde spurgt Boris Bertram, om han ville filme mindehøjtideligheden.

”Hvis I helst er fri for hans tilstedeværelse med kamera, må I gerne lade mig det vide i aften, så jeg kan stoppe hans forberedelser,” skrev fotografen ifølge Ekko i mailen.

Det gav Jonathan Bjerg og resten af familien lov til. Men ifølge ham gav de kun lov, fordi de fik at vide, at optagelserne var til privat brug. For Jonathan Bjerg er hans søsters bisættelse en privat begivenhed, som ikke skal være en del af en dokumentarfilm om Jan Grarup.

”Den eneste grund til, at der blev filmet, er, fordi vi fik at vide, at det var til brug for vores søsters børn. Og vi fik en ubetinget vetoret,” siger han.

De er filmet hensynsfuldt 

For instruktøren Boris Bertram kom kritikken fra familiemedlemmerne ”helt ud af det blå” fem måneder efter premieren.

Han fortæller, at han handlede i god tro, da han blev inviteret af Jan Grarup og hans tre børn og nærmeste familie til at komme og dokumentere bisættelsen.

”På det tidspunkt havde jeg filmet i halvandet år og lavet scener med Zasha under hendes sygdomsforløb med hendes accept. Hendes mor og anden bror har også givet samtykke. Så vi føler jo, at vi har fået samtykke fra de allervigtigste nærmeste pårørende og medvirkende i filmen,” siger han.

Men den afdødes anden bror og søster og far er vel også nærmeste pårørende?

”Fuldstændig enig. Og en begravelse er en rigtig sårbar situation. Men jeg har filmet med hovedfokus på Jan og hans tre børn. De andre er filmet hensynsfuldt på afstand og med ryggen til. Vi mener ikke, at scenen udstiller klagerne – de er med i ganske få sekunder i yderkanten af billederne. Og jeg kendte ikke til, at de havde et problem,” siger han og understreger, at han blev inviteret af familien til at filme bisættelsen.

”Jeg har ikke været inde over yderligere kommunikation og havde ikke kendskab til mailen fra aftenen før.”

Du tænkte ikke selv på, at alle til bisættelsen måske ikke ville synes, det er fedt at blive filmet i så sårbar en situation?

”Jo, selvfølgelig. Derfor filmede jeg også scenen, som jeg gjorde, med fokus på Jan og hans tre børn. Alle andre pårørende er filmet med ryggen eller siden til og på meget lang afstand,” siger Boris Bertram.

Jan Grarup afviser kritikken

Instruktøren undrer sig over, at DR får kritik for manglende samtykke, når han havde samtykke fra hovedkaraktererne og har filmet respektfuldt.

Men har klagerne ret i, at optagelserne kun findes, fordi de er blevet lokket i en fælde kort før bisættelsen?

”Jeg kan ikke udtale mig om, hvordan familien har kommunikeret internt. Det har jeg ikke haft noget med at gøre. Jeg kan kun sige, at vi var blevet inviteret til at filme og fik at vide, at alle var orienteret. At vi havde samtykke fra filmens hovedpersoner, og at der ikke kom indsigelser, mens jeg filmede eller efterfølgende,” siger Boris Bertram.

Journalisten har forelagt kritikken fra Jonathan Bjerg Møller for Jan Grarup. Han afviser, at han skulle have lokket sin ekskones familie i en fælde.

”Der er ingen, som er blevet udsat for noget udspekuleret. Det er noget pjat det hele – det handler om andre ting,” siger han og tilføjer:

”Jeg har ikke andet at sige, end at jeg forholder mig til, at mine børn, som er min ekskones allernærmeste, har fået alle muligheder for at sige fra, hvis de ikke ville medvirke i filmen. Det synes jeg, at det danske Pressenævn skulle have kigget på, i stedet for, hvad to halvsøskende i USA mener.”

Han understreger desuden, at han ikke har redigeret Boris Bertrams film og heller ikke har haft nogen ønsker om det.

Vil få samtykke fra alle fremover

Boris Bertram selv er glad for, at både det danske og det norske pressenævn – der også har behandlet sagen – afviser, at begravelsesscenen skal slettes eller klippes om.

”Det er meget betydningsfuldt for os, der har lavet filmen. For vi mener ikke, at scenen udstiller klagerne,” siger han.

Som Journalisten beskrev i sidste uge, mener det norske pressenævn modsat det danske ikke, at Jonathan Bjerg Møller og de andre klageres sorg er ”fremstillet på en krænkende måde” i optagelserne, hvor de kun bliver vist i nogle sekunder sammen med en række andre personer.

Alligevel får sagen Boris Bertram til fremover at ændre praksis, når han laver dokumentarfilm.

”Fremover skal vi nok have skriftligt samtykke fra alle i billedet. Det er kompliceret – og må give anledning til diskussioner inden for det dokumentariske felt – men måske er det nødvendigt,” siger han.

Hvad gør en ordblind tømrer fra Brønderslev?

Tilbage sidder Jonathan Bjerg Møller med følelsen af, at det er urimeligt vanskeligt at gå op imod mediemastodonter som DR. Han understreger, at han selv har to videregående uddannelser inden for journalistfagene, mens hans søster er ph.d.

”Vi er med andre ord både privilegeret og ressourcestærke, og vi kan intet gøre mod systemet, selv om vi får ret. Hvad gør en ordblind tømrer fra Brønderslev eller en Sosu fra Næstved, hvis de skal op mod DR eller en dokumentarfilminstruktør? Det er et kæmpe problem det her,” skriver han og tilføjer:

”Det her handler ikke om, at vi er med i nogle få sekunder. Vi har Pressenævnets ord for, at vi er blevet vildledt, da vi var mest sårbare. Natten før en bisættelse er vores sorg og tillid blevet groft misbrugt. Det er hamrende uetisk.”

Han mener ikke, at Boris Bertrams uvidenhed om det manglende samtykke fritager ham fra ansvar.

”Hvis Boris har valgt at udlicitere indhentning af samtykke til Jan, må han æde lorten og respektere den aftale, som Jan lavede natten før. Ellers må han passe sit arbejde som instruktør og selv skaffe samtykke,” skriver han.

Men for instruktøren handler det også om, hvem der har ret til virkeligheden.

”Jeg mener, at Jan og hans tre børn har ret til at fortælle deres egen historie om det sorgforløb, de har gået igennem, så længe ingen personer i filmen føler sig udstillet i en sårbar situation. For dem er bisættelsesscenen vigtig, og de har alle givet samtykke sammen med Zashas mor og halvbror,” siger Boris Bertram.