search

Pressenævnsmedlem: Vi bringer navnet for at give hende oprejsning

Pressenævnet har tvunget et medie til at bringe en krænket persons navn mod den krænkedes vilje. Her forklarer journalist og medlem af Pressenævnet Lene Sarup hvorfor

Hun klagede til Pressenævnet, blandt andet fordi hun ikke ville identificeres. Pressenævnet gav hende medhold og pålagde netmediet POV International at bringe en kendelse.

Men i kendelsen står den krænkedes fulde navn. Det kan hverken den krænkede eller POV International forstå.

Men pressenævnsmedlem og erfaren journalist Lene Sarup kan både forstå og forklare beslutningen. Hun var selv med til at træffe den i Pressenævnet.

”Når man klager til Pressenævnet, så er det, fordi man er blevet krænket og vil have oprejsning. Hvis man vil have oprejsning i offentligheden, så forstår jeg ikke, hvorfor man ikke vil have sit navn frem,” siger Lene Sarup, der til daglig er debatredaktør på Fyens Stiftstidende.

Hvorfor er det vigtigt, at hendes navn optræder offentligt?

”En person er blevet krænket, og det giver vi hende ret i. Vi regner med, at hun er glad for den anerkendelse, at Pressenævnet støtter hende. Det er slet ikke krænkende for hende, at vi bringer hendes navn, tværtimod. Vi giver hende oprejsning,” forklarer Lene Sarup.

Hun understreger, at hun udtaler sig på egne vegne og ikke på Pressenævnets vegne.

Mediet forstår det ikke

I sagen udtaler Pressenævnet kritik af POV International for at bringe et debatindlæg om en mor, der har fået tvangsfjernet sit barn. I indlægget er oplysninger om en pårørende, som ifølge Pressenævnet kan være krænkende eller skadelige og burde have været forelagt den pårørende. Pressenævnet kritiserer også, at den pårørende får krænket sit privatliv i indlægget.

Det er den pårørende, som har klaget til Pressenævnet – og altså har fået medhold.

Den pårørende var ikke navngivet i det oprindelige indlæg. Men det er hun nu – i den kendelse, som POV International er blevet pålagt at bringe. Netmediets chefredaktør, Annegrethe Rasmussen, undrer sig.

”Jeg forstår det ikke. Jeg har fået mange mails fra den pårørende, hvor hun skriver, at hun ikke vil identificeres,” siger Annegrethe Rasmussen, som også har skrevet til Pressenævnet for at høre, om de nu har sikret sig, at den pårørende ønsker at fremgå i meddelelsen ved navn.

Det har Pressenævnet ikke svaret på.

Ligesom et læserbrev

Men Lene Sarup forklarer, at det er normal praksis for Pressenævnet at navngive den krænkede i de offentlige kendelser, hvor klager får medhold.

”Vi spørger ikke alle hver gang, om de vil have deres navn med i kendelsen, hvis de skulle få medhold. Det regner vi som en selvfølge, når de har klaget. Hvis man gerne vil anonymiseres, så skriver man det til Pressenævnet, når man klager,” siger Lene Sarup.

Så hun skulle selv have bedt om det, da hun klagede?

”Ja, selvfølgelig. Jeg opfatter det på samme måde, som hvis jeg som debatredaktør modtager et læserbrev. Jeg bringer ikke anonyme indlæg. Man må stå frem med sit navn. Derfor tænker jeg heller ikke, at man vil være anonym, når man vælger at klage til Pressenævnet. Det kan man godt blive, men så skal man skrive det på forhånd.”

Når sagen netop handler om, at hun helst ikke vil identificeres, kan man så ikke regne med, at Pressenævnet selv fjerner navnet fra kendelsen?

”Nej, tværtimod. Jeg kender det som journalist, nogle gange vil folk have navnet med, selv om jeg tænker ”nej nej, det skal du ikke gøre”. Andre gange vil de anonymiseres for ingenting. Det er simpelthen umuligt at aflæse på forhånd. Derfor skal man skrive det på forhånd, hvis man ønsker at være anonym.”

”Det ligner en fejl eller en misforståelse”

Kendelsen får kritik fra mediekommentator Jacob Mollerup, som i mange år var seerredaktør i DR.

”Det er helt ulogisk, at kendelsen nu er offentliggjort med klagers fulde navn. Det ligner en fejl eller en misforståelse. Jeg kan ikke forstå, at det skulle været Pressenævnets mening. Hele essensen af afgørelsen var jo, at klager skulle have været hørt i artiklen, og at hun i artiklen skulle anonymiseres,” siger han til Journalisten.

Lene Sarup er uforstående over for kritikken.

”Nej, for hvis det er så vigtigt for hende, kan jeg ikke forstå, at hun ikke skrev det med store bogstaver på hele sagen, at hendes navn ikke måtte komme frem. Så var det her aldrig sket,” siger hun.

Ifølge de presseetiske regler skal et medie bringe Pressenævnets kendelse, præcis som den er formuleret af nævnet. Derfor kan POV International ikke fjerne den krænkedes navn fra kendelsen, selv om hun har bedt om det.

Lene Sarup, kan hun på bagkant bede Pressenævnet om at få navnet fjernet fra den kendelse?

”Det tror jeg ikke. Hun kan bede Pressenævnet om at få genoptaget sin sag. Men det sker kun, hvis der kommer nye oplysninger,” siger Lene Sarup.

Kommentarer
7
Jesper Bech Pedersen
12.06.20 12:39
Det er vist et princip i journalistikkens verden, at ikke-medievante kilder skal have lidt ekstra snor og vejledning.

Lene Sarup er selv inde på det:

"Jeg kender det som journalist, nogle gange vil folk have navnet med, selvom jeg tænker ”nej nej, det skal du ikke gøre”.

På samme måde kan man vel ikke forlange, at en person, der - må vi gå ud fra - for første gang i sit liv prøver at klage til pressenævnet, skal vide, at hun MED STORE BOGSTAVER UD OVER DET HELE skal skrive, at hun vil anonymiseres i en fremtidig kendelse.

Det er vel tilladt for pressenævnet at tænke selv. Fair nok, hvis der sker en smutter, men det mener Lene Sarup jo så åbenbart ikke, der er tale om i sin meget kategoriske afvisning...
Fremhævet af Journalisten
Christian Lindhardt, chefredaktør Journalisten
12.06.20 13:39
Redaktionen har slettet to indlæg i denne debattråd, da der rejses en række alvorlige anklager mod en person, som vil være nem at identificere.
Fremhævet af Journalisten
Sara Høyrup, spanienskorrespondent
12.06.20 15:01
Qua sletningen af mine indlæg mangler der en forklaring:

Jeg er mor til det barn, som Danmark tilbageholder konventionsstridigt 2.000 kilometer fra hjemmet trods krav fra Spaniens justitsministeriums afdeling for internationale barnebortførelser om hjemgivelse af mit barn til mig.

Danmark er forpligtet af Haagerkonventionerne til at hjemgive børn til forældremyndighedsindehaveren, som er mig (og barnefaren gør ingen krav på barnet).

Danmarks centralmyndighed og kontaktpunkt for udlandet er sjovt nok Social- og Indenrigsministeriet. Ikke som i rigtige retsstater: Justitsministeriet. I Danmark trumfer socialstaten retsstaten,
og selv landsretsdommere træffer
afgørelser i strid med helt basal jura:

at gennemføre en konventionsstridig børnesag uden jurisdiktion og undervejs (indtil nu syv måneder) fastholde en mindreårig i åbenlys strid med Haagerkonventionerne.

Hvis det ikke regnes for fastslået endnu, at hele sagen er konventionsstridig, skyldes det jo netop, at selv retssystemet svigter totalt - og at pressen ikke har gidet gå ind i sagen og stille myndighederne til regnskab.

Jeg kan kun opfordre til at kontakte mine advokater Tage Siboni og Kaavez Piroz for en kommentar og et overblik, hvis man som journalist og medie har den mindste interesse i at breake det fulde indhold af denne grumme historie om myndighedsmisbrug.
Fremhævet af Journalisten
Stig Wørmer
12.06.20 15:12
Meget mystisk, at pressen ikke gider gå ind i sagen. Der er jo tale om åbenbare overtrædelser af internationale regler. (Nej, nu handler det ikke om flygtningekonventioner, så ville man være helt anderledes oppe på dupperne!). Kunne man forlange at medierne var opmærksomme på egne medlemmers retssikkerhed, på retssikkerheden i landet ctr. tilsvarende lande, på om Danmark kørte sit eget system (lige som den fantastiske "danske" model på arbejdsmarkedet, der jo er fantastisk, fordi den er dansk!)? Kunne man forvente, at medierne IKKE optrådte som små politiske partier (læs Krasnik i Weekendavisen i dag) og i stedet vendte tilbage til klassiske dyder.....eller vil man hellere have identitetskaos i DK som i USA tilsat lidt censur (New York Times)?
Tilbage står: Hvorfor er man tavse, hele den "4. statsmagt"? Hm.
PS. Er man selv blevet en del af statsmagten. Stats-tv? Stats-(støttede)-aviser. Hm.
Fremhævet af Journalisten
Sara Høyrup, spanienskorrespondent
12.06.20 16:08
Altså jeg ville da i alt fald synes,
det var rart, hvis mit fagforbund bakkede mig op, når danske myndigheder reelt hindrer min frie bevægelighed i Europa og min mulighed for som udenrigskorrespondent at bosætte mig i udlandet, uden at den danske stat behøver tage mit barn af den grund.

Jeg savner også opbakning fra mit fagforbund, når danske myndigheder bruger som belæg for tvangsfjernelse, at jeg er vaskeægte freelancer helt uden at være gift med en velhavende fastansat.

Jeg får det skidt af at se mit fagblad opmale klageren som en "krænket", det skal have "oprejsning", når den eneste mediefejl var at tilbyde hende replik for sent, og når debatindlægget omhandler noget så sårbart som et barns forsvinden. (Det må jeg vel godt sige, uden at I sletter mit indlæg?)

Og det undrer mig meget, at mit fagblad ikke interesserer sig for det fejlslagne forsøg på censur, som klagen helt eksplicit var. Det
er forkert, når fagbladet sine steder slet ikke tager forbehold for sin påstand om, at "klager fik medhold" (det gjorde klager ikke i sit egentlige og udtrykkelige anliggende).

Helt underligt er det, at fagbladet ikke kan se nyhedsværdien i, at klager allerede før klagen formår at presse mediet til at anonymisere mig. Siden hvornår er det normalt, at nogen må kræve andre anonymiseret?
Fremhævet af Journalisten
Jan Hillers
13.06.20 13:23
Jeg vil helt klart råde POV International til at trykke Pressenævnets kendelse - men uden navn.
Kendelsen er jo for at få POV International til at stramme op. Og så er det ikke nødvendigt at fjerne den krænkedes ønske om anonymitet. Selvfølgelig.
Fremhævet af Journalisten
Janne Egede Høyrup
14.06.20 10:42
Det overses helt i debatten om denne afgørelse, at presse-etikske regler i praksis ikke skal overholdes når det gælder tvangsfjernede børn. Det er det der fortjener opmærksomhed og debat, for siden hvornår beskytter vi ikke udsatte og børn?

”Oprejsning” vs. ret til privatlivets fred
Efter mere end 8 måneders intensiv internet chikane har jeg nu valgt at tage til genmæle offentligt for første gang. Jeg har aldrig bedt om ”offentlig oprejsning” som Lena Sarup fra Pressenævnet hævder man nødvendigvis må ønske når man henvender sig til dem. Jeg har bedt om at der bliver passet på et barn i en sårbar situation og om at både jeg og barnet kan få lov at være i fred. Pressenævnet har bestemt at den krænkende artiklen ikke skal slettes fordi den nu, efter ændringer, er bedre anonymiseret og billedet af barnet er skiftet ud til et model billede (det originale ligger fortsat linket op til artiklen). -Og så har pressenævnet besluttet at mit fulde navn skal offentliggøres i forbindelse med artiklen = at af-anonymisere mig. Mit ærinde var 1. beskyttelse af mig og barnet og 2. fremadrettet at sørge for at POV og andre medier ikke frit kan udstille børn & teenageres private forhold og fotos.

Presseetik & tvangsfjernede børn
For mig er det presseetisk interessante i denne sag for det første at POV international der er et digitalt medie, der ifølge deres redaktør Anne-Grethe aldrig afpublicerer, giver fri spalteplads til egne skribenter til at udøve person-chikane. For det andet viser pressenævnets afgørelse at tvangsfjernede børn, små som store, også de der selv har bedt om at blive tvangsfjernet, ikke har samme til ret beskyttelse som andre børn har, medmindre de forældre de er fjernet fra beder om, at de bliver beskyttet. Og det gør de ikke altid. Hvem vogter så børnenes ret til privatliv?

Børns rettigheder:
Pressenævnets afgørelse danner, som jeg forstår det, præcedens for at tvangsfjernede børn kan udsættes for digital krænkelse og at blive udstillet i pressen og offentligheden i højere grad end andre børn, fordi der ikke er nogen voksne der passer på dem. Det kan have fatale konsekvenser for de børns liv.

Det er i strid med bl.a. de presseetiske regler, men disse kan åbenbart ikke håndhæves, hvis forældremyndigheds indehaver aktivt ønsker at udstille egne børn i offentligheden imod barnets/den unges vilje eller passivt ser til at det sker.

God-presseskik fra pressenævnets hjemmeside:
”B. Adfærd i strid med god presseskik
5. Der bør udvises særligt hensyn over for børn og andre personer, som ikke kan ventes at være klar over virkningerne af deres udtalelser eller anden medvirken. Ved offentliggørelse af interview eller lignende bør forældresamtykke indhentes, når emnets karakter og den mindreåriges alder taler herfor.
8. Meddelelser offentliggjort i digitale medier vil ofte være tilgængelige længe efter, at de er publiceret. Efter anmodning til mediet kan tilgængeligheden af sådanne tidligere offentliggjorte, følsomme eller private oplysninger hindres, i det omfang det er muligt og skønnes rimeligt.”

De børn der krænkes må leve med, at det digitalt spor der udruller deres liv for åben skærm, inkl. billeder af dem ligger tilgængeligt langt ind i deres voksenliv.
• Er der nogen der tænker over hvad det gør ved børnene?
• Hvad skal vi bruge presseetiske regler til når de ikke anvendes overfor dem der har allermest brug for dem?

Takket være POV internationals ufravigelige holdning om at der ALDRIG afpubliceres, vil de børn hvis privatliv de krænker være krænket for evigt.

Er det nu også i offentlighedens interesse?
Hvis man læser pressenævnets afgørelse vil man se at ”klager” er nævnt 31 gange med ikke-verificerede injurierende påstande. ”Klager” er barnets nærmeste familie i Danmark. Hun er artiklens omdrejningspunkt. Nederst i artiklen nævnes Dansk lovgivning en gang og Hagerkonventionen tre gange, uden at hverken relevant lovgivning eller konventionens formål eller indhold belyses. Artiklen belyser altså slet ikke det, der kunne være interessant for offentligheden: det juridiske aspekt. Hvis man ønskede at belyse det kunne man starte med at læse om Hagerkonventionens formål (at beskytte børn), forældreansvarsloven §2 (hvad vil det sige at udøve forældremyndighed), Børnekonventionen (børns rettigheder) og Serviceloven.

I serviceloven § 154 står der:
”Den, der får kendskab til, at et barn eller en ung under 18 år fra forældres eller andre opdrageres side udsættes for vanrøgt eller nedværdigende behandling eller lever under forhold, der bringer dets sundhed eller udvikling i fare, har pligt til at underrette kommunen.”

Men med dette krav til borgerne følger der desværre ingen ret ti beskyttelse imod repressalier for at overholde loven. Så når repressalierne rammer fx. i form af injurierende internet chikane, trusler og hademails så er det bare ærgerligt.

Så kære Lena Sarup: Du formoder jeg ønsker ”offentlig oprejsning” uden at spørge mig og regner med at jeg er "glad for jeres afgørelse". Men du glemte at spørge mig. Det har resulteret i yderligere internet-chikane imod mig. Det er muligt at det ikke var hensigten med afgørelsen, men det var bestemt forudsigeligt.

Men det er ikke det værste. Det værste er at presse-etiske regler ikke bliver håndhævet når det gælder tvangsfjernede børn.
Fremhævet af Journalisten

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen