Billede af uskyldig ”drabsmand” går igen i trykt Se og Hør

I weekenden bragte Se og Hør ved en fejl et billede af en mand, der ikke står bag mordet på en kvinde i Malling. Se og Hør blev opmærksom på fejlen i går, men billedet er med i det trykte blad i dag

”Det vigtigste for mig er, at manden ikke længere kædes sammen med en sag, som han intet har med at gøre. Og jeg opfattede det, som om han forstod, at der var tale om en fejl fra vores side, og at den blev hurtigt rettet.”

Sådan skrev chefredaktør på Se og Hør Niels Pinborg tidligere i dag i en mail til Journalisten efter at have givet en ”uforbeholden undskyldning” til den mand, som bladet fejlagtigt havde hængt ud som gerningsmanden bag drabet på en 43-årig kvinde, der i sidste uge blev fundet kvalt og parteret med en sav i sit hjem i byen Malling.

Billedet, som ikke viste den mistænkte gerningsmand, men et af den dræbtes familiemedlemmer, blev først udgivet i en artikel hos Se og Hør på nettet i lørdags og blev fjernet, da Niels Pinborg tirsdag blev gjort opmærksom på, at det var den forkerte mand på billedet. Det skete, da Lokalavisen Aarhus, der har dækket drabet, tog kontakt til Se og Hør og gjorde dem opmærksom på fejlen.

Onsdag morgen kan der dog ses et pixeleret billede af det samme mandlige familiemedlem i den trykte udgave i Se og Hør.

”Bladets sider blev trykt fredag, det er kørt ud i kioskerne om mandagen. Vi bliver gjort opmærksom på fejlen tirsdag lige før middag. Så har du en tidslinje,” siger Niels Pinborg.

Så det har ikke været muligt at stoppe udgivelsen?

”Nej, overhovedet ikke.”

Niels Pinborg vil nu overveje, hvordan det skal gøres klart for Se og Hørs læsere, at manden på billedet i bladet ikke er den samme som den, der er mistænkt for og har erkendt at have slået kvinden ihjel i sidste uge.

”Jeg har ikke bestilt andet end at lægge mig fladt ned siden i går. Jeg har ikke tænkt mig at rejse mig og skyde brystet frem i overmorgen. Så vi kommer selvfølgelig til at sige, at vi har bragt et forkert billede i printversionen, som vi har gjort det i øvrigt til vores læsere på netavisen. Vi kommer selvfølgelig til at beklage fejlen i bladet i næste uge,” siger Niels Pinborg.

Gjorde ikke nok

Sten Schaumburg-Müller, der er mediejurist og professor ved Juridisk Institut på Syddansk Universitet, vurderede i går, at brugen af billedet af den forkerte mand ”er åbenlyst strafbart” efter straffelovens paragraf 267 eller 268, også selv om mandens ansigt er sløret.

I yderste fald ville sådan en sag kunne koste en straf på to års fængsel, men det ville ifølge Sten Schaumburg-Müller være sandsynligt, at Se og Hør ville give en godtgørelse, uden at der bliver gjort en sag ud af det.

Efter at Niels Pinborg i går gav manden på billedet en uforbeholden undskyldning, forventer chefredaktøren ikke, at der sker yderligere i sagen, og han betragter de to separate udgivelser som ét forløb, bare på to forskellige platforme.

Billedet af den dræbtes familiemedlem kom til at fremgå som drabsmanden i Se og Hør, efter at bladet havde købt billederne af en kilde.

Samme kilde havde henvendt sig til Lokalavisen Aarhus med de samme billeder, som stammer fra en familiefest på Island i 2016, og som blev lagt på Facebook af et familiemedlem i den sammenhæng. Derfor kunne journalisterne i Aarhus genkende manden på billederne, som ikke var den samme mand, som var blevet fremstillet i grundlovsforhør i sidste uge.

Til spørgsmålet om, hvad Se og Hør har gjort for at dobbelttjekke rigtigheden af billederne, svarer Niels Pinborg ”ikke nok”.

Du kan ikke sige noget om, hvordan I har prøvet at tjekke rigtigheden af billederne?

”Det kunne jeg sagtens. Men det synes jeg ikke, at jeg skal komme ind på her. For mig handler det ikke om, hvad der er foregået på Se og Hør. For mig handler det om at minimere skaden over for en mand, som fejlagtigt er blevet kædet sammen med en sag, som han ikke har noget med at gøre. Jeg må ærligt indrømme, at jeg er ked af, at vi stadig taler om det, for jeg tror da, at han får sværere ved at slippe det,” siger Niels Pinborg.

Han vil for alt i verden undgå, at det samme gentager sig i fremtiden.

Hvordan skal I undgå det?

”Være bedre, end vi var den her gang.”

0 Kommentarer

Læs også

Ekspert: Se & Hørs billede af forkert drabsmand er åbenlyst strafbart

Ekspert: Se og Hørs billede af forkert drabsmand er åbenlyst strafbart

09. FEBRUAR 2021
Se og Hør undskylder til manden, der blev udstillet som morder

Se og Hør undskylder over for manden, der blev udstillet som morder

10. FEBRUAR 2021
Uskyldig mand hængt ud for mord hos Se og Hør

Uskyldig mand hængt ud som morder i Se og Hør

09. FEBRUAR 2021