Se og Hør undskylder over for manden, der blev udstillet som morder

Den mand, der fejlagtigt blev udstillet som gerningsmand i en drabssag, har fået en ”uforbeholden undskyldning” fra Se og Hørs chefredaktør, der forventer, at sagen slutter her

Det er lykkedes for Se og Hørs chefredaktør, Niels Pinborg, at få kontakt til den mand, som ugebladet fejlagtigt bragte et billede af i forbindelse med omtalen af en drabssag i Malling.

Det oplyser Niels Pinborg i en mail til Journalisten.

”Jeg er oprigtigt glad for, at jeg fik fundet frem til og talt med manden på billedet og givet ham min uforbeholdne undskyldning. Det er mit helt klare indtryk, at han modtog den, og jeg forventer, at sagen slutter her,” skriver Niels Pinborg.

Undskyldningen kommer, efter at Se og Hør i lørdags ville have bragt et billede af gerningsmanden bag mordet på 43-årige Freyja Egilsdottir, der blev fundet kvalt og parteret med en sav i sit hjem i byen Malling. Politiet har sigtet kvindens 51-årige eksmand for drabet, hvilket han har erkendt.

Men efter udgivelsen af historien, der ifølge Se og Hør udkom både på net og print, kunne Lokalavisen Aarhus fortælle, at det ikke er kvindens eks-mand på billedet.

Se og Hør var ikke selv bevidst om, at det var en uskyldig mand, ugebladet bragte som gerningsmand, før lokalavisen rettede henvendelse. Efterfølgende har Se og Hør fjernet artiklen, som billedet optrådte i.

Lokalavisen Aarhus var blevet tilbudt de samme billeder af en kilde, men havde afvist dem. Da lokalredaktionen opdagede billederne hos Se og Hør, blev journalisterne mistænksomme, eftersom manden på billederne ikke lignede eks-manden, der dukkede op i grundlovsforhøret.

”Det er en ærgerlig sag”

Lokalavisen Aarhus har været i kontakt med familiemedlemmer til den dræbte kvinde, der har kunnet oplyse, at billederne viser et af deres familiemedlemmer til en fødselsdag på Island i 2016. Billeder, som et kvindeligt familiemedlem havde lagt på Facebook dengang.

Sten Schaumburg-Müller, der er mediejurist og professor ved Juridisk Institut på Syddansk Universitet, vurderede i går, at brugen af billedet af den forkerte mand ”er åbenlyst strafbart” efter straffelovens paragraf 267 eller 268, også selv om mandens ansigt er sløret.

I yderste fald ville sådan en sag kunne koste en straf på to års fængsel, men det ville ifølge Sten Schaumburg-Müller være sandsynligt, at Se og Hør ville give en godtgørelse, uden at der bliver gjort en sag ud af det.

Det har ikke været muligt for Journalisten at få et interview med Niels Pinborg, der ikke har svaret på, om Se og Hør har tilbudt manden en form for økonomisk erstatning.

”Det vigtigste for mig er, at manden ikke længere kædes sammen med en sag, som han intet har med at gøre. Og jeg opfattede det, som om han forstod, at der var tale om en fejl fra vores side, og at den blev hurtigt rettet,” skriver Niels Pinborg.

”Men det ændrer ikke på, at dette er en ærgerlig sag, og at vi skal have sikret, at det aldrig sker igen. Men jeg må også tilføje, at vi er blevet snydt af en mand, der var bedre til at snyde, end vi var til at opdage det,” tilføjer han.

 

 

 

0 Kommentarer

Læs også

Ekspert: Se & Hørs billede af forkert drabsmand er åbenlyst strafbart

Ekspert: Se og Hørs billede af forkert drabsmand er åbenlyst strafbart

09. FEBRUAR 2021
Uskyldig mand hængt ud for mord hos Se og Hør

Uskyldig mand hængt ud som morder i Se og Hør

09. FEBRUAR 2021