Ekspert: Se og Hørs billede af forkert drabsmand er åbenlyst strafbart

Straffen for at bringe et billede af en forkert mand i forbindelse med dækningen af en bestialsk drabssag kan løbe op i to års fængsel, siger ekspert

”Her dobbeltmorderen til en fødselsdag på Island i 2017.”

Sådan lyder billedteksten til et billede i en artikel hos Se og Hør, der handler om en bestialsk drabssag fra Malling, hvor en kvinde i sidste uge blev fundet dræbt og parteret. Politiet har sigtet kvindens eksmand for mordet, og han har også erkendt forholdet.

Men i Se og Hør er det ikke eksmanden på billedet, der er blevet brugt på både nettet og på print. Der er tale om et af den dræbte kvindes islandske familiemedlemmer. Det har Lokalavisen Aarhus afdækket.

Efter lokalavisens henvendelse til Se og Hør har chefredaktør Niels Pinborg beklaget brugen af billedet, der kom fra en ukendt kilde, som Se og Hør har betalt for det. Se og Hør har samtidig fjernet artiklen fra nettet, hvor den udkom lørdag.

Men det er ikke nødvendigvis nok for Se og Hør at undskylde og rette i dette tilfælde.

”Jeg vil åbenlyst anse det her for strafbart,” siger Sten Schaumburg-Müller, mediejurist og professor ved Juridisk Institut på Syddansk Universitet.

”Det er åbenlyst i strid med god presseskik at hænge en forkert mand ud. Og selvfølgelig skal de berigtige det, men det er stadig i strid med god presseskik at hænge en forkert mand ud. Og så er det jo en forkert beskyldning. Det er endda en ret grov beskyldning, der er strafbar,” tilføjer han.

Sten Schaumburg-Müller vurderer, at det ikke bare er straffelovens paragraf 267 om freds- og ærekrænkelser, der kan komme i spil. I det tilfælde ville den krænkede på billedet selv skulle anlægge sagen.

”Jeg vil bestemt ikke afvise, at man kan få det ind under paragraf 268, hvilket jeg vil mene, eftersom det er en grov beskyldning at have begået et mord, og den beskyldning er fremsat i et massemedie,” siger han.

Kan straffes med op til to års fængsel

Når der er tale om paragraf 268, kan den forurettede politianmelde sagen i stedet for at føre sagen selv. Samtidig lyder straffen for brud på paragraf 268 på op til to års fængsel i forhold til bøde eller op til seks måneders fængselsstraf i paragraf 267.

Sten Schaumburg-Müller mener dog ikke, at hverken bøder eller fængselsstraf kommer på tale, men en bødestraf er mulig.

”Der er også den mulighed, at Se og Hør vil give en godtgørelse, uden at man gør en sag ud af det. Typisk vil man som forurettet gerne have to ting: For det første, at det bliver rettet. Og for det andet en form for godtgørelse, mens man typisk er mindre interesseret i, om de bliver straffet,” siger han og understreger, at han mener, at den forurettede vil være berettiget til en godtgørelse.

Manden på billedet i Se og Hørs artikler er blevet sløret med pixelering. Men det gør ikke nødvendigvis hverken fra eller til, hvis der bliver gjort en juridisk sag ud af det, forklarer Sten Schaumburg-Müller.

”Der må alligevel være nogen, der har genkendt ham. Lokalbladet har kunnet se, at det ikke er den rigtige,” siger han.

I 2012 blev to journalister dømt for at have krænket beboere på plejehjemmet Fælledgaarden, fordi de med skjult kamera havde filmet beboere på toilettet og nøgne i sengen. Dommen nåede både forbi byret og landsret, før den blev stadfæstet i Højesteret.

”Der var nogen, der kunne genkende beboerne, og det var nok til, at det var strafbart. Det kunne man også forestille sig, at det var i det her tilfælde,” siger Sten Schaumburg-Müller.

”Vi er simpelthen blevet snydt”

Det har ikke været muligt for Journalisten at få et interview med Se og Hørs chefredaktør, Niels Pinborg. Han henviser i stedet til en artikel hos Se og Hør selv, hvor han forklarer, at billedet er blevet fjernet.

”Vi er blevet bekendt med, at manden på billedet er en anden end den, vi var blevet oplyst. En mand med relation til offeret, som intet har med sagen at gøre. Heldigvis er billedet bragt fuldstændigt maskeret, men det er meget beklageligt at bringe et forkert billede, og så i så alvorlig en sag. Det burde ikke kunne ske,” siger Niels Pinborg til Se og Hør.

Lokalavisen Aarhus beskriver, at deres redaktion er blevet tilbudt de samme billeder som Se og Hør fra en ukendt person. Billederne stammer fra en familiefødselsdag på Island i 2016, og et kvindeligt familiemedlem har tidligere lagt dem på Facebook.

Det er de billeder, som Se og Hør har købt af en kilde.

”Vi er simpelthen blevet snydt af en kilde, som vi troede, vi kunne stole på. Vi har, som vi plejer, forsøgt at tjekke oplysningerne, men jeg har aldrig været i denne situation før, så alarmklokkerne har slet ikke været indstillet til, at det kunne ske. Det er de nu. Om kilden har været i god tro, da han tilbød os billederne, eller om der er tale om en, der mod bedre vidende sendte forkerte billeder, ved jeg ikke. Men det er for så vidt lige meget. Fejlen er vores,” siger Niels Pinborg til Se og Hør.

0 Kommentarer

Læs også

Uskyldig mand hængt ud for mord hos Se og Hør

Uskyldig mand hængt ud som morder i Se og Hør

09. FEBRUAR 2021