Det er ifølge et flertal af politikere i Folketinget særligt skærpende at fremsætte en ærekrænkelse i et ”gammeldags” massemedie sammenlignet med for eksempel Facebook, Instagram eller på Twitter.

Derfor skal journalister eller redaktører fremover kunne blive straffet dobbelt så hårdt for injurier, som hvis en politiker eller pædagog skrev det samme på Facebook.

Det fremgår af et lovforslag, der forventes vedtaget inden nytår.

Formanden for Politi- og Retsreporternes Forening, Sune Fischer, stiller sig helt uforstående over for prioriteringerne bag lovforslaget. Sune Fischer mener, at politikerne skulle kigge mere på sociale medier end på massemedierne.

”Der, hvor der virkelig er en fare for overtrædelser, er på sociale medier. Men det er åbenbart nemmere at slå på medierne end på de sociale medier. Jeg tror, det er, fordi politikerne ikke aner, hvad de skal stille op med problemerne på sociale medier,” siger Sune Fischer.

Nemme løsninger

Sune Fischer mener, at politikerne tænker for gammeldags, når de tror, at medierne er det største problem.

”Det er, fordi, vores politikere er populistiske og kører på de nemme løsninger. Jeg undrer mig over, at de ikke ser på sociale medier. Men Facebook er åbenbart kun en viljeløs platform,” forklarer Sune Fischer.

Det vejledende organ Straffelovrådet anbefalede sidste år, at der ikke skulle indføres strengere straffe. Straffelovrådet fandt, at de fastsatte straffe stod i passende forhold til den begåede forbrydelse.

Jan Søgaard er til daglig kriminalreporter på Ekstra Bladet. Han har skrevet et fem siders notat om det nye lovforslag for Politi- og Retsreporternes Forening.

”Straffen for ærekrænkelser er dobbelt op for massemedierne, nemlig op til to års fængsel, mens der for alle andre højst er et års fængsel i strafferammen. Det anses for skærpende, hvis udtalelsen er fremsat gennem et massemedie i stedet for på anden vis,” forklarer Jan Søgaard.

Samtidig femdobles bødestraffen for chefredaktører, mens straffen for privatpersoner kun tredobles.

Det taler til journalisters ære

Socialdemokratiets retspolitiske ordfører, Trine Bramsen, begrunder skærpelsen med, at offentligheden bør forvente højere troværdighed af medierne end af almindelige mennesker.

Derfor skal der også kunne falde en højere straf, når medierne går over grænsen.

”Det taler til journalisters og redaktørers ære, at der er en højere forventning om, at det, de skriver, er i orden, end hvis det er en privat person, der publicerer på sociale medier,” siger Trine Bramsen.

Venstres medlem af retsudvalget Jan E. Jørgensen siger, at højere straffe skal fratage medierne fristelsen til at spekulere i at bryde loven.

”Privatpersoner, der skriver noget ærekrænkende, gør det ikke ud fra en forventning om økonomisk vinding. Det incitament har medierne. Man tjener jo penge på at lave avis,” siger Jan E. Jørgensen.

Enhedslisten har forbehold

Enhedslisten og SF er de eneste partier i Folketinget, som endnu ikke har besluttet at støtte lovforslaget. Retsordfører i Enhedslisten Rosa Lunds største forbehold er, at loven måske rammer kritiske journalister.

”Journalister og medier skal kunne gå til kanten og udfordre magthavere. Vi skal ikke ud i en situation med en chilling effect, hvor historier ikke bliver lavet. Derfor er vi lidt lorne ved strafniveauet,” siger Rosa Lund.

Vanvittige på Facebook

Ifølge Venstres Jan E. Jørgensen tillægger befolkningen indhold i medierne større sandhedsværdi end opslag på Facebook.

”Det gør jeg i hvert fald selv, fordi folk skriver så vanvittige ting på Facebook,” siger Jan E. Jørgensen.

”Desuden har et medie større udbredelse end et opslag på Facebook,” mener han.

Startede med Se og Hør-sagen

Tankerne om at straffe medier hårdere blev første gang fremsat i 2015, da Se og Hør-sagen kom frem, men før der var faldet dom.

Se og Hør-sagen endte med, at Aller betalte en erstatning på 10 millioner kroner, og der faldt domme på op til halvandet års fængsel.

Trine Bramsen, der faldt jo forholdsvis hårde domme i Se og Hør-sagen. Er det ikke lidt ude af proportioner at ønske endnu strengere straffe?

”Det synes jeg ikke. I dag kan historier gå viralt, og modhistorien har ikke samme gennemslagskraft. Derfor er skaden for den, der bliver hængt ud, større,” siger Trine Bramsen.

Helt skørt

Lars Werge, formand i Dansk Journalistforbund, mener, man burde kigge på krænkelsens alvor og ikke på, om krænkelsen er fremsat i et massemedie eller på et sociale medie.

”Det virker helt skørt,” siger Lars Werge om forskelsbehandlingen.

”Jeg har mine reservationer over for, at straffen udmåles forskelligt, selv om forbrydelsen er den samme,” siger han.

Ifølge Lars Werge er der sandsynligvis meget større problemer med injurier på sociale medier som Facebook sammenlignet med massemedierne.

Det er Trine Bramsen fra Socialdemokratiet faktisk enig i.

”Når man ser på antallet af domme over medier, vil man se, at der er flere mod privatpersoner,” siger hun.

Hvorfor skærpe straffene, når der er så få overtrædelser i medierne?

”Hvis journalisterne ikke bryder reglerne, kan de jo være ligeglade,” svarer Trine Bramsen.

Det sker for tit

Der findes ikke et centralt register, hvor man kan se antallet af sager om ærekrænkelser.

Jan E. Jørgensen mener, at der var været for mange sager om ærekrænkelser i medierne. Han mener, der ligger økonomiske motiver bag.

”Derfor er vi nødt til at hæve den økonomiske skadevirkning, så man på diverse blade kan se, at det er dårligt for forretningen, og så lader man forhåbentligt være.”

Hvis der sker overtrædelser på grund af et økonomisk incitament, hvorfor ser man det så ikke oftere – hvis det er en så god forretning?

”Jeg synes, det sker for tit.”

Se og Hørs nuværende chefredaktør, Niels Pinborg, oplyser, at ugebladet de seneste fem år kun har haft en enkelt sag om ærekrænkelse, som Se og Hør vandt. Derudover har Se og Hør indgået forlig i en anden sag.
Der har ikke været nogen sager i Michael Dyrbys tid som ansvarshavende på B.T., fortæller han.

Politiken: Ikke en økonomisk kalkule

Bo Lidegaard blev i 2016 dømt for injurier i en sag om spion-anklage mod journalisten Per Michaelsen. Bo Lidegaard var ansvarshavende på Politiken, da historien blev bragt.

Den blev trykt, fordi avisen dengang følte sig sikker på, at historien var sand. Det var ikke ud fra en kalkule om, at det var en god forretning for avisen at bringe historien – selv hvis den var usand, forklarer Bo Lidegaard.

”Det var en ren redaktionel overvejelse at bringe historien. Vi ville aldrig træffe en afgørelse af den karakter, hvis det var et bevidst brud på loven. Vi traf den redaktionelle afgørelse om, at vi mente, at historien holdt. Det fik vi en dom for, at den ikke gjorde – og så må man rette ind,” siger Bo Lidegaard.

Jan E. Jørgensen anerkender, at medier nogle gange må afveje en histories samfundsmæssige betydning i forhold til risikoen for at overtræde lovgivningen.

”Men der må medierne fremover bare være endnu mere forsigtige og køre tingene omkring en advokat på forhånd, så man er sikker på at holde sig inden for lovgivningen,” siger Jan E. Jørgensen.

Loven L20 femdobler også straffen for overtrædelse af navneforbud.