
Venstres Jan E. Jørgensen til ministrenes spørgetid i Folketingssalen, onsdag den 6. maj 2020.. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Se & Hør-sagen har allerede betydet skærpede straffe til medierne, hvis de begår injurier og æreskrænkelser, og hvis de bryder navneforbud.
Nu tegner sig også et bredt flertal i Folketinget for at skærpe reglerne, så medier skal betale erstatning til ofrene, hvis medierne krænker deres privatliv.
Det har Jan E. Jørgensen og Preben Bang Henriksen, begge medlemmer af Folketinget for Venstre, stillet beslutningsforslag om.
Og også dette forslag er en udløber af Se & Hør-sagen, der blev kendt i 2014. Sagen, hvor den såkaldte ’tys-tys-kilde’ forsynede Se & Hør med lækkede personfølsomme oplysninger fra kendtes kreditkort.
Siden har et af ofrene i Se & Hør-sagen, Morten Helveg Petersen, nemlig ført sag for at få erstatning. Men i marts sidste år afgjorde Højesteret, at Morten Helveg ikke kunne få erstatning. I dommen fra Højesteret lød det, at Morten Helveg Petersen:
”havde været udsat for grove retsstridige krænkelser af sit privatliv i form af overvågning af sine kreditkorttransaktioner”, men også at krænkelserne ikke berettigede til erstatning ifølge erstatningsansvarsloven.
Og det har altså fået Jan E. Jørgensen og Preben Bang Petersen til at stille beslutningsforslag.
”Den retstilstand, som vi fandt ud af eksisterede med den højesteretsdom, er utilfredsstillende. Det virker stødende,” siger Jan E. Jørgensen.
Bred opbakning fra partierne
Han henviser til, at Se & Hør-sagen havde en så grov karakter, at den udløste både store bøde- og fængselsstraffe til de dømte i sagen.
”Ofrene får jo ikke som sådan noget ud af, at Se & Hør får en bøde, eller at Henrik Qvortrup kommer i fængsel. Ofrene får noget ud af en erstatning som en anerkendelse af, at de har været ude for noget, de ikke skulle have været udsat for,” siger han.
Ifølge beslutningsforslaget er det den ’krænkende part’, som skal betale erstatning til offeret.
På et møde i retsudvalget fik beslutningsforslaget bred opbakning fra Folketingets øvrige partier.
”Jeg synes, der er mange sympatiske ting, der taler for at stemme for det her beslutningsforslag,” lød det fra Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt.
Også SF, Radikale, Enhedslisten, Konservative og Nye Borgerlige tilkendegav, at de støttede forslaget.
Justitsministeren er ikke afvisende
Justitsminister Nick Hækkerup var heller ikke afvisende, selv om han blandt andet påpegede, at der er økonomiske aspekter af forslaget, som skal afdækkes.
”Jeg sætter som sagt pris på, at forslagsstillerne har taget initiativ til at rejse den her debat. Vi skal sikre, at vi får det landet på den rigtige måde,” sagde han.
Beslutningsforslaget skal nu enten til afstemning, eller retsudvalget skal udarbejde en beretning om det, oplyser Jan E. Jørgensen.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.