
Benita Marcussen
I går nedlagde Aller Media 65 stillinger. 20 DJ-medlemmer var blev ramt af besparelserne.
Ifølge formand for Dansk Journalistforbund Tine Johansen blev tillidsmanden på Aller, Kirsten Beyer, pålagt tavshedspligt af ledelsen indtil i går aftes.
”Jeg kan fortælle, at ledelsen har sagt til tillidsrepræsentanten derude, at hun har tavshedspligt indtil i aften,” siger Tine Johansen.
Hvad er problemet i det?
”Det er specielt at pålægge en tillidsrepræsentant tavshedspligt. Nyheden er sådan set ude, og de enkelte medlemmer, som er blevet opsagt, kan også fortælle om det på sociale medier. Det er en speciel situation, at de ikke må komme med en reaktion,” siger hun.
Tillidsmand afviser
Tillidsmand på Aller Media Kirsten Beyer ønsker ikke at udtale sig om sagen.
Journalisten forsøgte hele dagen i går at få en kommentar fra administrerende direktør for Aller Media Lars Sander Matjeka for at foreholde ham kritikken om, at Aller havde givet tillidsrepræsentanten mundkurv på. Det har ikke været muligt at få en kommentar hverken i går eller i dag.
I en mail skriver kommunikationschef i Aller Media Magnus Hviid dog følgende:
”Som vi allerede har orienteret Dansk Journalistforbund om, er vi uenige i deres udlægning af sagen. Vi mener, at det rigtige forum for denne diskussion er i forhandling med forbundet. Vi har derfor ikke yderligere kommentarer.”
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.