
Jesper Rosener, direktør, Jysk Fynske Medier. Mette Mørk/Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix
Der er massefyring på vej på Jysk Fynske Medier. I en artikel på fyens.dk udtaler administrerende direktør Jesper Rosener følgende:
”Ugeaviserne er vores største annoncemarked, og vi taler lige nu om et stort fald på ugeavismarkedet. At gå fra 3-5 procents fald til et 10 procents fald på vores største annoncemarked gør ondt. Det er hovedårsagen til, at vi ser på besparelser nu.”
Betegnelsen ”massefyring” bruges, når der er udsigt til over 30 fyringer, og ifølge fyens.dk vil fyringerne finde sted i løbet af oktober.
Ifølge Mediawatch skal Jysk Fynske Medier spare 250 millioner kroner frem mod år 2022.
Jysk Fynske Medier beskæftiger omkring 1.600 medarbejdere, heraf omkring 300 DJ-medlemmer.
Tillidsmand: Stemningen er trykket
Steffen Lilmoës, som er tillidsmand på JydskeVestkysten og en del af tillidsmandsgruppen i Jysk Fynske Medier, fortæller, at de endnu ikke ved noget konkret. Midt i oktober skal tillidsmandsgruppen holde møde med koncernens ledelse, og her får de en klar melding om, hvordan der skal spares. Herefter begynder 14 dages forhandlinger.
Hvad er jeres prioritet som tillidsmænd lige nu?
”Det er at redde stillinger. Det lykkes altid at redde stillinger, det gør det også denne her gang, men hvor mange ved vi ikke endnu,” siger han.
Han fortæller, at stemningen blandt kollegerne lige nu er trykket.
”Det er pisse ubehageligt at gå og tænke på. Men vi er også blevet hærdede. Vi har været igennem mange sparerunder, og jeg tror, alle journalister i dagbladsbranchen har erfaring med at gå og vente på, at der bliver meldt fyringer ud,” siger han.
Hvorvidt sparerunden kommer til at gå ud over den journalistiske kvalitet, kommer an på, hvor mange der ender med at blive afskediget, siger Steffen Lilmoës.
”Hvis der bliver fyret mange, kommer det til at gå ud over den journalistiske kvalitet, det er en selvfølge. Men jeg har et håb om, at det ikke bliver voldsomt mange. Jeg går altid ind i spareforhandlinger med det mål, at vi skal ned på nul.”
Fem sparerunder siden 2019
I juni sidste år gennemgik koncernen en sparerunde, hvor fem medarbejdere blev afskediget og otte tog frivillige fratrædelser for at spare 90 millioner kroner i alt – 18 millioner kroner på det redaktionelle område.
I alt har der været fem sparerunder siden 2016. I alt er der forsvundet mere end 90 DJ-stillinger i Jysk Fynske Medier i perioden.
Journalisten har tidligere lavet et overblik over sparerunderne i Jysk Fynske Medier, som du kan læse her.
Opdateret klokken 11:28 med kommentarer fra tillidsmand Steffen Lilmoës.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.