
”Når man vælger at sige sit faste job op, så er der mange, der synes, man er modig. Men efterhånden føltes det ikke modigt. Det føltes faktisk fornuftigt. Når fyringsrunderne falder så tæt, så kommer man til at tænke på, om der kommer en dag, hvor avisen lukker.” Katrine Becher Damkjær
En dag sidste år, måske har det været i december, kom Camilla Qvistgaard Dyssels søn hjem til hende, og så sagde han: ’Mor, du virker meget gladere for at se mig nu, når jeg kommer hjem.’
Og det var hun nok også. I hvert fald var hun ikke lige så stresset, nedslået og bekymret, som hun havde været en stor del af sit arbejdstid de sidste år.
Det havde hun i juni 2018 taget konsekvensen af. I den femte sparerunde på Jysk Fynske Medier siden 2016 havde hun valgt at tage en frivillig fratrædelse med fire måneders løn for i stedet at blive freelancejournalist.
”Når man vælger at sige sit faste job op, så er der mange, der synes, man er modig. Men efterhånden føltes det ikke modigt. Det føltes faktisk fornuftigt. Når fyringsrunderne falder så tæt, så kommer man til at tænke på, om der kommer en dag, hvor avisen lukker,” siger hun.
Jokede om exitstrategi
Fredag den 27. september meldte Jysk Fynske Medier ud, at der er en sjette sparerunde på vej.
Denne gang skal mediehuset finde cirka 250 millioner kroner i besparelser frem mod 2022.
Det betyder også, at flere ligesom Camilla Qvistgaard Dyssel skal overveje, om de vil tage en frivillig fratrædelse.
Camilla Qvistgaard Dyssel har været med til syv spare- og fyringsrunder i alt i mediehuset. To sparerunder før fusionen og de fem sparerunder, der har været i Jysk Fynske Medier siden 2016.
”Fyringsrunderne lå tæt, og hver gang tingene var faldet til ro, så skete det igen. Med fare for at lyde arrogant, så følte jeg mig i de første runder ikke super utryg, men efterhånden var det svært at få øje på, hvorfor det ikke skulle være mig, der røg næste gang,” siger hun.
På et eller andet tidspunkt blev de mange fyringsrunder en ny norm. Som hun selv siger, kan man jo dårligt gå rundt i en tilstand af akut angst hele tiden.
”Der var mange jokes om exitstrategi,” siger hun.
Gik i gang med freelancelivet før stop
Selv om det var en joke, er det måske ikke så dumt for alvor at begynde at tænke i, hvad man kan og vil, hvis man ikke skal være fastansat længere.
Camilla Qvistgaard Dyssel vil nødigt kloge sig på, hvad kolleger, der står over for en fyringsrunde, skal gøre. Men for hende var det godt at have den exitstrategi, der blev joket med. Hun var faktisk allerede begyndt at bygge freelancekarrieren op igen, inden hun gik frivilligt i 2018.
Hun havde arbejdet på Fyns Amts Avis siden 2005. Hendes far havde arbejdet for avisen, og hun var vokset op med den. Hun var glad for at lave lokaljournalistik på Fyn, hun var stolt af det arbejde, de lavede, og hun kommer stadig til at sige ”vi”, når hun taler om avisen.
Men hendes optimisme på dagbladenes vegne kunne efterhånden være på et lille sted. I sparerunden i 2017 foreslog hun selv, at hun gik ned på halv tid og begyndte at freelance ved siden af.
”Det var aldrig nogen hemmelighed, at jeg gjorde det for at se, om jeg kunne blive freelance på fuld tid,” siger hun.
Hun havde indlæst lydbøger i al den tid, hun havde arbejdet på avisen. Det skruede hun op for. Hun havde haft et fagblad som kunde engang for mange år siden. Dem rakte hun ud til igen. Hun begyndte at bygge en forretning op ved siden af sit job som journalist.
”Arbejdsglæden er markant større i dag, selv om der også er usikkerhed. Jeg tjener mindre nu, men jeg er godt nok meget gladere,” siger hun.
Stadig stress om økonomi
I dag har Camilla Qvistgaard Dyssels freelancevirksomhed eksisteret i lidt over et år på fuld tid, og hun tjener cirka det samme, som hun gjorde, da hun var fastansat. Det er så til gengæld uden pension, betalte sygedage og de andre goder, man får som fastansat.
Hun freelancer også for Fyns Amts Avis i dag, hun gik ikke i bitterhed, og denne sommer var hun vikarierende redaktør på Langelands-redaktionen.
Hun mener selv, hun har været heldig. Hun var god til at læse bøger op og kendte folk, der ville betale for netop det. I dag er lydbogsoplæsning det største ben i hendes forretning. Og selv om hendes forretning går godt, har hun ikke lagt den store, forkromede forretningsplan.
Det burde hun måske, for hvorvidt der er arbejde i næste måned, er stadig noget, der kan stresse hende.
”Jeg har endnu ikke lært at lade være med at forhåndsstresse over, om jeg nu har arbejde i næste måned. Bekymringsbarometeret kører lidt op og ned, men det ser bedre ud end før.”
Enormt glad for fleksibilitet
Men måske er det okay, at økonomien er lidt mere usikker i dag.
”Jeg tog et kæmpe ansvar før, og jeg kunne ikke sige nej til opgaver. Det kan jeg nu. Og jeg kan være sikker på at få lov til at holde ferie med min familie. Den fleksibilitet, synes jeg, er enormt meget værd,” siger hun.
For nylig er hun også begyndt på en deltidsuddannelse i strikkedesign på Københavns Professionshøjskole. Det er ikke noget, hun kommer til at blive rig af, forudser hun. Men med lidt held bliver det et lille hjørne af det, hun kalder sin rodebutik, i fremtiden.
”At blive freelance er det bedste, jeg har gjort i mit arbejdsliv i mange år.”
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.