
Jysk Fynske Mediers direktør, Jesper Rosener. Birgitte Carol Heiberg/JFM/Ritzau Scanpix
I 2015 gik Jyske Medier, Fynske Medier og Syddanske Medier sammen om at danne Jysk Fynske Medier. Målet var en mediekoncern, der via synergieffekter kunne styrke og udvikle lokale og regionale medier på Fyn, i Østjylland og i Syd- og Sønderjylland.
Dengang var der cirka 500 redaktionelle medarbejdere i mediekoncernen, men efter fyringsrunden i dag vil der kun være omkring 380 redaktionelle medarbejdere tilbage i Jysk Fynske Medier.
Her er overblikket over, hvordan Jysk Fynske Medier mistede 120 redaktionelle stillinger på tre år.
Juni 2016
Den første store sparerunde i Jysk Fynske Medier kom i 2016. Cirka et år efter den store fusion, hvor Fynske Medier, Syddanske Medier og Jyske Medier blev til det store mediehus med navnet Jysk Fynske Medier.
I denne sparerunde skulle der findes 140 millioner i besparelser. 6 millioner af dem skulle findes på det redaktionelle område.
Jysk Fynske Medier fyrede i denne runde syv medarbejdere og nedlagde 65 redaktionelle stillinger i huset.
Besparelserne blev fundet ved at skære en stor del af de redigerende væk og fjerne 10 fotografer – ligesom salgsdirektøren og økonomidirektøren blev fyret.
April 2017
Den næste sparerunde i Jysk Fynske Medier blev annonceret i 2017.
I overenskomstforhandlingerne havde Jysk Fynske Mediers tillidsrepræsentanter forhandlet lønstigninger på 1,2 procent om året for medarbejderne. Men de penge kunne man ikke finde i budgettet. I alt skulle der spares 3,7 millioner kroner årligt svarende til mellem fem og syv medarbejdere.
Pengene blev fundet ved at skære i udgifter til transport, freelancebudgetter og efteruddannelse, og man slap derfor for fyringer.
September 2017
I efteråret 2017 kunne Jysk Fynske Medier ikke undgå fyringer, og denne gang var det fotografernes tur. I alt skulle der findes fem millioner på fotoredaktionen.
To fotochefer valgte at gå frivilligt, mens tre fotografer blev fyret, og to fik en frivillig fratrædelse.
Rollen som fotochef blev nedlagt.
December 2017
I en intern mail lød det fra ledelsen, at der skulle afskediges seks medarbejdere på grund af det fortsat pressede printmarked.
Det endte dog med, at ledelsen og tillidsrepræsentanterne fik forhandlet en aftale på plads, hvor ingen blev fyret. Aftalen betød, at en række medarbejdere gik på pension og efterløn før tid, og at fire medarbejdere gik ned i tid.
Juni 2018
I alt blev fem redaktionelle medarbejdere fyret, mens otte fik en frivillig fratrædelse.
Der blev sparet 90 millioner kroner i denne sparerunde.
Oktober 2019
I denne sparerunde skal der altså nedlægges 52 redaktionelle stillinger. I en mail til koncernens ledelse, som Journalisten har indsigt i, fremgår det, hvordan fyringerne fordeles.
Der vil blive nedlagt 15 af koncernens 25 fotografstillinger.
En del af de penge, der bliver sparet på løn til fotograferne, beholder de enkelte avishuse til at købe billeder af freelancefotografer.
Express-afdelingen, hvor redaktionelle medarbejdere har lavet hurtig journalistik ud af pressemeddelelser, bliver lukket. Her fjerner man otte stillinger. Ligesom man nedlægger 11 stillinger på printcentralen i Esbjerg.
Det er fortsat uklart, hvor 18 af de 52 redaktionelle stillinger skal findes.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.