Der ryger i alt 67 stillinger i den store sparerunde, Jysk Fynske Medier i dag har eksekveret. Det fortæller journalistisk chefredaktør Troels Mylenberg til Journalisten. 65 stillinger er redaktionelle, mens to er HK-stillinger.
I alt er syv medarbejdere blevet afskediget i dag – seks i Fynske Medier og én på Midtjyske Medier.
Derudover har 22 medarbejdere ifølge Troels Mylenberg taget en frivillig fratrædelse, mens de resterende nedlagte stillinger er fundet igennem ansættelsesstop og medarbejdere, der er gået ned i tid. De 22 er hovedsageligt fundet igennem en seniorordning, hvor medarbejdere over 60 år kunne få en fritstilling.
Samtidig har Jysk Fynske Medier også skåret 918.000 på freelanceudgifterne. I alt skulle der spares 140 millioner kroner i hele koncernen – 36,2 millioner kroner på redaktionelle udgifter.
»Det er aldrig rart at skulle skille sig af med folk mod deres vilje. Men det er godt, at mange har valgt og fået lov til at tage en frivillig fratrædelse. Det er glædeligt på så trist en dag,« siger Troels Mylenberg.
Tillidsfolk: Nådigt sluppet
Der var på forhånd lagt op til, at 70 stillinger kunne blive skåret på Jysk Fynske Medier. Dermed er tre stillinger mindre, end tillidsfolkene frygtede, blevet nedlagt. Samtidig forventede tillidsfolkene også, at der kunne være op mod 20 fyringer på dagen, men også det har man undgået.
»Det er nådigt. Det er ikke billigt, men det er nådigt,« siger tillidsrepræsentant fra Fynske Medier Lene Sarup og tilføjer:
»Det er jo skidehårdt for de syv, der er blevet fyret. Det er jo en katastrofe for dem, der mister deres job. Det er ligegyldigt hvor mange eller hvor få. Når man sidder og taler med folk, kan man mærke, hvor hårdt det rammer dem. Det er nådigt, men der er også nogle, der tager slaget for os andre. Og det slår hårdt.«
Glade for langt varsel
På JydskeVestkysten er tillidsrepræsentant Steffen Lilmoës glad for, at ledelsen ikke har fyret medarbejdere i dag. Men han er slukøret over de udsigter, sparerunden efterlader de tilbageværende medarbejdere med.
»Det kan ikke undgå at påvirke dem, der er tilbage. Presset på dem vil blive endnu større, end det er i forvejen. Vi kan heller ikke undgå, at det vil gå ud over kvaliteten af det produkt, vi laver,« siger han.
Jysk Fynske Medier meldte allerede fyringsrunde ud i april. Det har ifølge Steffen Lilmoës betydet mange bekymringer for medarbejderne. Men det lange varsel er også noget, han roser i dag.
»I den lange periode, fra det her blev meldt ud og til i dag, har folk været meget bekymrede og haft ondt i maven over, om det bliver mig eller min sidemakker, og om der virkelig skal fyres 70. Det har været pisse ubehageligt. Men alligevel vil jeg mene, at det har været det rigtige at gøre, for det har givet så mange stillinger, som har afværget fyringer. Hvis vi har reddet 34 fra en fyreseddel ved at have en lang proces, så har det været godt,« siger han.
Lettelse over få fyringer
På Midtjyske Medier er medarbejderne ifølge tillidsrepræsentant Per Schultz-Knudsen glade for, at det "kun" blev til en fyring.
»Når vi i foråret startede med at skulle fyre mellem 65 og 70 ansatte, og vi ender med at skulle gennemføre syv fyringer, synes jeg faktisk, at vi er nået frem til et godt resultat. Folk er lettede over, at det er så få fyringer, der skal gennemføres,« siger han.
Ifølge tillidsrepræsentant Steffen Lilmoës betyder den overståede fyringsdag dog ikke, at der er helt ro på vandene hos Jysk Fynske Medier nu.
»Vi kigger frem i en uvis fremtid, og det har vi gjort i de gamle mediehuse i mange år. Det bliver ikke vildt nyt. Man kan ikke sige, at nu er der fred og ro. Nu skal vi til at lave en redigeringscentral i Esbjerg, og så skal vi flytte folk rundt på grund af ansættelsesstoppet,« siger Steffen Lilmoës.
I alt er 15 stillinger blevet nedlagt på JydskeVestkysten, 12 på Jyske Medier, 28 på Fynske Medier samt 12 på Midtjyske Medier.
Artiklen er opdateret klokken 12.28 med kommentarer fra tillidsrepræsentanter fra Midtjyske Medier og JydskeVestkysten.
4 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Hvor meget får Jysk Fynske Medier til sammen i offentlig mediestøtte? Og hvor meget skal de betale tilbage, når de nu skærer ned på medarbejderstaben?
Får Jydske Vestkysten også 17.000.000 kroner i offentlig mediestytte?
Igen et eksempel på, at også freelancerne rammes hårdt. Det bliver bestemt ikke lettere, at være freelancer i fremtiden. det virke som om, at freelancerne bare hvergang, er det første som rammes. Godt er det dog, at antallet af fyringer er begrænset.
Da læserne jo naturligvis får et ringere produkt, sætter man vel både løssalgspris abonnementspris tilsvarende ned. Også annoncepriserne må sættes ned, da aviserne bliver (endnu) mindre attraktive for annoncører.