”Med så stor en nedgang kan vi ikke opretholde det samme niveau”

Jysk Fynske Medier har bragt antallet af redaktionelle stillinger, som skal skæres, ned på 24. Men det ændrer ikke på, at fyringsrunden vil ramme indholdet, hvis ikke man også skærer i opgaverne, siger tillidsmand

Den varslede fyringsrunde i Jysk Fynske Medier vil skære færre redaktionelle stillinger end først meldt ud. Men sparerunden er så voldsom, at den ikke kan undgå at påvirke indholdet negativt, siger fællestillidsrepræsentant Per Schultz-Knudsen.

”De her nedskæringer bliver nødt til at blive fulgt op med, at der tilkendegives, hvad der ikke skal laves fremover. Med så stor en nedgang kan vi ikke opretholde det samme niveau,” siger han.

I begyndelsen af juni måned varslede Jysk Fynske Medier, at der skulle spares mere end 60 millioner af de årlige udgifter og nedlægges omkring 100 stillinger. Den primære årsag er coronakrisen, som har ramt printannoncemarkedet hårdt.

I går skrev MediaWatch, at forhandlinger og alternative besparelser på redaktionsbudgetterne har nedbragt antallet af stillinger, der forsvinder på redaktionerne.

Per Schultz-Knudsen fortæller til Journalisten, at der var lagt op til, at der skulle findes 23,6 millioner på de redaktionelle budgetter og nedlægges 60 stillinger, men at arbejdet med at finde alternative besparelser har ændret det.

”Vi har fundet cirka 3 millioner. Det betyder, at frem for at skulle fjerne 30 redaktionelle stillinger, (der skal nedlægges på grund af corona, red) skal vi nu af med 24.”

Ud over en omsætningsnedgang på grund af coronakrisen, er det fastlagt, at der vil være syv opsigelser, der skal kompensere for de lønforhøjelser, der kom med overenskomstforhandlingerne i foråret.

Ligesom det ligger fast, at der skal fjernes seks stillinger fra printcentralen i Esbjerg, fordi der er kommet systemer, der automatiserer arbejdet. Derudover ved man endnu ikke, hvor fyringerne vil ske.

”Men med så højt et antal kommer det nok til at ramme samtlige mediehuse,” lyder det fra Per Schultz-Knudsen med henvisning til de mange lokale og regionale medier, som udgør Jysk Fynske Medier.

”Vi har flere lokale mediehuse, hvor man har været hårdt spændt for i lang tid, og jeg har svært ved at se, at der kan spares der. Men der kan jo heller ikke spares på de store redaktioner, uden at det kan mærkes på dækningen.”

En følelse af opgivelse

Per Schultz-Knudsen fortæller, at der er en følelse af resignation blandt kollegerne, der står i modsætning til de tidligere sparerunder, Jysk Fynske Medier har været igennem.

”I de andre sparerunder har vi kunnet pege fingre ad ledelsen, fordi de ikke havde været forudsigende nok eller ikke havde truffet de rigtige beslutninger. Nu er det svært at sige, hvem der har skylden.”

”Det er ikke vores ledelse, der er skyld i coronakrisen. Er det så Mette Frederiksens skyld, at det går ned, fordi hun lukkede samfundet ned? Nej, det var nok fornuftigt nok. Der er en anderledes følelse af opgivelse, fordi vi ikke kan rette vores vrede og frustration mod nogen,” siger han.

Per Schultz-Knudsen og de andre tillidsrepræsentanter for de redaktionelle medarbejdere har sidste forhandlingsmøde på fredag. Afskedigelsesrunden gennemføres den 1. juli.

Journalisten forsøger at få en kommentar fra Jysk Fynske Mediers ledelse.

2 Kommentarer

Bjarne p. Nielsen
24. JUNI 2020
Inde i købte lokalaviserne i København Blev der opsagt journalister.Overlever alle lokalaviserne.&
Karen Hedegaard
24. JUNI 2020
"Ligesom det ligger fast, at der skal fjernes seks stillinger fra printcentralen i Esbjerg, fordi der er kommet systemer, der automatiserer arbejdet."
Mere præcist betyder ovenstående, at der fjernes seks stillinger fra layoutfunktionen. Jysk Fynske Medier vælger desværre at nedprioritere den visuelle formidling, ved at layoutet bliver mere skabelonbaseret. Der vil fremover være færre professionelle personer, som arbejder med en levende og relevant visuel formidling af indholdet.
Man sparer penge, ja, men - pardon my French! - det er som at p.... i bukserne for at holde varmen.

Læs også

Massefyringer igen

Kæmpe corona-sparerunde i Jysk Fynske – skal skære op til 100 stillinger

09. JUNI 2020
Sådan rammer massefyringen på Jysk Fynske Medier

Sort dag på Jysk Fynske Medier: ”Medarbejderne har det simpelthen så ad helvede til”

30. OKTOBER 2019
Forstå hvordan Jysk Fynske Medier gik fra 500 til 380 medarbejdere på tre år 1

Forstå hvordan Jysk Fynske Medier gik fra 500 til 380 medarbejdere på tre år

30. OKTOBER 2019