B.T. fyrer: Erstatter community managers med robotter

Otte studentermedhjælper på B.T. er i dag blevet opsagt. Fremover skal journalisterne selv skrive tekst til deres artikler på sociale medier, og kunstig intelligens skal dele dem på det helt rigtige tidspunkt

I løbet af marts indfører B.T. et nyt system styret af kunstig intelligens, der døgnet rundt skal stå for at udgive mediets artikler på Facebook og Twitter.

Det nye system betyder, at B.T. i dag har opsagt otte studentermedhjælpere, der som community managers hidtil har varetaget jobbet med at udgive på sociale medier. Det oplyser chefredaktør Michael Dyrby.

”Men det er da vores forventning, at nogle af dem vil kunne få studentermedhjælperjobs med en anden funktion et andet sted i huset,” siger han.

Michal Dyrby forklarer beslutningen med, at kunstig intelligens kan være med til at optimere B.T.’s udgivelse på sociale medier.

Flere andre medier i De Persgroep, der ejer Berlingske Media og dermed også B.T., benytter allerede systemet.

”Systemet beregner og beslutter, hvornår udgivelsestidspunktet vil være bedst, baseret på, hvordan brugerne interagerer med indholdet, og hvordan vores artikler performer,” siger han og forklarer, at det er ren udgivelse.

”Journalisternes opgave er at skrive den medfølgende tekst. Den har hidtil været formuleret af vores community managers.”

Michael Dyrby tilføjer desuden, at nogle udgivelser af indhold på sociale medier fortsat vil foregå håndholdt – for eksempel hvis journalisten skal være med i debatten.

0 Kommentarer

Læs også

Ekstra Bladet

Ekstra Bladet investerer millioner i kunstig intelligens

12. OKTOBER 2020
Steffen Lilmoes

”Find noget arbejde, som ikke kan automatiseres. Ellers risikerer du at blive arbejdsløs”

24. JUNI 2020