
Hos Berlingske overvejer de, om de også skal ændre indstillingerne, mens Politiken ikke har et udtalt problem med politikeres hijhacking af kommentarspor. Screenshot fra Facebook (red. Journalisten)
”Vi er i stigende grad kritiske over for Facebooks kommentarspor, og vi synes, at det er en god vej, som DR har valgt, og den vil vi gerne følge så hurtigt som muligt.”
Sådan lød det fra chefredaktør på B.T. Jonas Kuld Rathje, efter at DR Nyheder forleden fortalte til Journalisten, at man har valgt at ændre i rækkefølgen af kommentarer på Facebook-opslag, så politikeres kommentarer ikke lægger sig øverst og suger reaktioner til sig.
Som sagt, så gjort. 10 minutter senere meddelte chefredaktøren via mail, at indstillingerne var ændret.
Ændringen kommer, fordi B.T. ligesom DR oplever det som problematisk, at for eksempel politikere kunne spekulere i algoritmerne på Facebook og på den måde få sine kommentarer placeret øverst under opslagene på mediernes Facebook-sider. Det var et problem af flere årsager:
”Dels fordi det gør, at særlige modbydelige kommentarer, der får mange likes, kan ligge højt, dels fordi politikere – typisk fordi de har verificeret profiler – bliver prioriteret højt.”
”Politikerne må hjertens gerne blande sig i debatten, men vi har ikke nogen interesse i at være reklamesøjle for dem i vores feed. Og det kan vi helt entydigt se er noget, som politikere er begyndt at spekulere i inden for det sidste halve års tid,” siger Jonas Kuld Rathje.
Også hos Jyllands-Posten ser man nu de nyeste kommentarer frem for de mest relevante under opslagene på deres Facebook-side.
”Vi har ændret det nu, og vi vil se tiden an i forhold til, om fordelene opvejer ulemperne,” fortæller digital redaktør Karina Oddershede Dahlgaard.
”Vi har også været irriteret over de her kommentarer fra politikere, hvor de bare går ind og skriver noget for synligheden, og så i øvrigt ikke blander sig i debatten,” lyder det fra Karina Oddershede Dahlgaard om begrundelsen for at ændre indstillingerne.
Altid rart ikke at være en nyttig idiot i politikernes spinmaskine
Ekstra Bladet ændrede indstillingerne i kommentarsporene på sin Facebook-side for et par dage siden, efter at redaktøren for sociale medier gjorde opmærksom på, at det var en mulighed.
”Jeg har længe syntes, at det var virkelig irriterende med den der ulidelige hijacking af vores kommentarspor, så glæden var jordens gæst den dag,” lyder det fra chefredaktør Kristoffer Eriksen.
”Vi går og foregiver, at Facebook er åh så demokratiserende for samfundsdebatten, men når politikernes kommunikationsfolk kaprer mediernes kommentarspor med deres copy-paste budskaber, så fortaber hele pointen med debatten på Facebook sig lidt – og så er det altid rart ikke at skulle være en nyttig idiot i politikernes spinmaskine,” forklarer chefredaktøren.
Det er endnu for tidligt at sige noget om, hvad ændringen har betydet for debatten i Ekstra Bladets kommentarspor, men Kristoffer Eriksen kalder det for en ”super effekt”, at han kan registrere, at politikernes kommentarer ikke længere ligger øverst.
”Der er ingen grund til, at politikere skal have forret i debatten på Facebook, bare fordi de har et lille blåt flueben siddende ved siden af deres navn.”
Det kan være et problem, men det er det ikke nødvendigvis
Hos Berlingske kan de også genkende problematikken i, at politikernes kommentarer oftest ryger op i toppen af kommentarsporet, men her rejses spørgsmålet om, hvorvidt det er et problem eller ej.
”Hvis du gør det for at udnytte algoritmen og bare efterlader en kommentar og ikke ser dig tilbage og ikke deltager i debatten, og hvis du gør det med stort set den samme kommentar i alle tråde, så nærmer det sig spam, og så er det et problem,” lyder det fra Kevin Walsh, der er digital redaktionschef på Berlingske.
Det er Kevin Walshs indtryk, at Berlingske har fuldstændigt samme udfordring, som alle andre større medier har, og han er heller ikke afvisende over for at ændre indstillingerne i kommentarsporene, sådan som flere andre altså nu har gjort.
”Det er en interessant løsning, men at vise de nyeste kommentarer giver jo heller ikke nødvendigvis den bedste debat. Det er jo også et spørgsmål om kvaliteten af kommentaren eller debatten i trådene.”
Det er en relativt ny løsning, og derfor overvejer Berlingske ifølge Kevin Walsh stadig, om de skal samme vej.
”Man kan sige, at selve implementeringen er ret let. Det er jo bare et klik, så det er mest af alt en beslutning,” afslutter Kevin Walsh.
Kun et fåtal af opslagene bliver kapret af politikere
På Politikens Facebook-side går de fleste opslag dog fri for politikernes topkommentarer, selv om indstillingerne er sat til at vise de mest relevante.
Derfor står Politiken heller ikke til at ændre i indstillingerne lige nu og her. Det fortæller Thomas Gjedde-Nielsen, der er redaktør for publikumsudvikling.
”Vores overvejelser går på, at det trods alt er et fåtal af opslagene, hvor det er et problem.”
”Vi lægger jo også opslag op om madanmeldelser, Ibyen-stof, debatindlæg og alt muligt andet, og det er ikke de typer historier, der bliver kapret af politikere. Så det er virkelig kun få af vores opslag, hvor vi oplever det. Men vi oplever det, og vi oplever det i stigende grad,” lyder det fra Thomas Gjedde-Nielsen.
Fordelen ved den nuværende indstilling i kommentarsporene er ifølge Thomas Gjedde-Nielsen, at den giver god mening i de kommentarspor, hvor det er ”almindelige” danskere, der debatterer, fordi kommentarerne med flest likes og interaktioner bliver trukket op øverst i kommentarsporet.
Den rangering af brugernes kommentarer risikerer de at miste, hvis det ikke længere skal være de mest relevante kommentarer, der vises under opslagene.
Thomas Gjedde-Nielsen fortæller, at selv om Politiken ikke har konkrete planer om at ændre kommentarsporsindstillinger, er de opmærksomme på, at det er et greb, de kan tage i brug, hvis de skulle opleve tiltagende problemer, ligesom andre medier har oplevet.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.