”For ham er det en rigtig lækkerbisken at blive kastet ud i det her stormvejr”

Nye Borgerliges Lars Boje Mathiesen bruger Folketingets talerstol som platform til at skabe SoMe-indhold til perfektion, siger ekspert i ’Budskab’, efter at politikeren denne uge kastede sig ud i et stormvejr om menstruation

Nye Borgerliges folketingsmedlem Lars Boje Mathiesen røg ud i et vaskeægte stormvejr efter en debat i folketingssalen om gratis menstruationsbind på offentlige toiletter.

Ifølge eksperterne i ’Budskab’ er der dog ikke tale om en shitstorm, for den massive opmærksomhed gavner Lars Boje Mathiesen.

”For ham er det en rigtig lækkerbisken at blive kastet ud i det her stormvejr. Han vil jo gerne stille sig op imod de her – som han kalder det – krænkelsesparate nyfeminister. Det, at han kan være i opposition til dem, gavner kun hans sag,” siger Anna Rørbæk, selvstændig i Rørbæk Kommunikation.

Forslaget om gratis menstruationsprodukter kom fra partiet Frie Grønne – et forslag, Lars Boje Mathiesen kaldte ’fuldstændigt ligegyldigt’.

”Så laver jeg afføring i mine bukser. Skal vi til at have underbukser på offentlige toiletter? For det kan også være, jeg pludselig har behov for det, det er også tilgængelighed. Ahh, måske vil man nok sige, at jeg har et ansvar for at tage et par underbukser med i lommen, hvis jeg tror, jeg ikke kan styre min afføring,” sagde han blandt andet fra Folketingets talerstol.

Han fik også sagt, at kvinder jo bare kan tage p-piller uden pauser, hvis de ikke ønsker at bløde. Og foreslået skattefinansieret mad til mænd, der behøver et større kalorieindtag end kvinder.

Sådan fik han effektivt sat kog i debatten på blandt andet Twitter.

Lars Boje Mathiesen har netop lagt et videoklip fra folketingsdebatten med sine udtalelser op på sin Facebook-side med teksten:

”Så er den gal igen! Jeg har nok igen krænket en bunke identitets politiske korrekte, men det tager jeg nu ganske roligt. Og nej, jeg siger ikke menstruation og afføring er det samme, men jeg laver en humoristisk beskrivelse, for at se om der overhovedet er nogle grænser for, hvad disse folk mener staten skal blande sig i, og kræve at nogle finansierer i ligestillingensnavn. Og så elsker jeg at de ingen humor har..

Et opslag, som i skrivende stund har fået 6.700 reaktioner – alle positive – og 218.000 visninger.

Talerstolen på Facebook

Thomas Hundsbæk, kommunikationschef i 3F, kalder Lars Boje Mathiesen et ’virkelig interessant facebook-fænomen’, fordi han rammer sin målgruppe så rent med sine opslag.

”Han er så ren i sin kommunikation, at de folk, der gider ham derude, de er ekstremt loyale over for hans budskaber og også meget hurtigt reagerende.”

Han mener, der er en tendens lige nu, hvor flere politikere bruger Folketingets talerstol som platform for indhold til deres SoMe-kanaler.

”Men Lars Boje Mathiesen har perfektioneret den disciplin. Jeg tror faktisk aldrig nogensinde, han går på talerstolen på Christiansborg, hvor formålet ikke er at finde de der gyldne 20-25 Facebook-sekunder, som taler til hans følgere, som er rigtigt, rigtigt mange.

Lars Boje Mathiesen har omkring 85.000 brugere, som liker ham på Facebook. Til sammenligning har Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen omkring 32.000 og Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, omkring 74.000.

Engagerer med forargelse

Marcus Stoltze, kommunikationsrådgiver ved Operate og ekspert i politisk kommunikation på sociale medier, mener, Lars Boje Mathiesens effektive gennemslagskraft på Facebook skyldes to ting:

”Han er supergod til at opbygge et brand omkring sig selv. Han har en stærk kernefortælling. Han er denne her person, som ikke finder sig i noget pis for at sige det mildt. Han har et visuelt brand, han har denne her hvide skjorte på typisk, vesten, der strammer lidt hen over brystkassen, alle ved, hvem Lars Boje er,” siger han.

”Den anden pointe om, hvorfor han klarer sig rigtigt godt, er, at Lars Boje er supergod til at aktivere stærke følelser i de brugere, der sidder med deres telefon eller computer og scroller ned gennem deres facebookfeed.  En af de følelser, som han arbejder allermest med, og som vi ved, virker rigtigt godt i forhold til at skabe engagement på Facebook, det er forargelse,” fortsætter Marcus Stoltze.

Selv har Lars Boje Mathiesen sagt i et interview til B.T., at han ikke har ’den store forkromede Facebook-strategi’.

”Jeg er bare en ganske almindelig familiefar, der ikke pakker tingene ind. Jeg er ikke bange for at blive udskammet,” lød det fra politikeren.

0 Kommentarer

data_usage
chevron_left
chevron_right