
Forsvarsminister Trine Bramsen er under kritik for ikke at have haft rettidig omhu med situationen i Afghanistan – og hendes Facebook-opslag fra en koncert i Odense hjælper ikke. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix (red. Journalisten)
”Folkeklubben og Patina i den fynske landsby. Endelig kan vi gå til koncert igen,” lød teksten i et Facebook-opslag, forsvarsminister Trine Bramsen postede sammen med et billede af hende selv ved siden af statsminister Mette Frederiksen og Odense-borgmester Peter Rahbæk Juel fredag aften.
Samme aften, som nyhedsmedierne berettede, at den danske ambassade i Kabul blev midlertidigt lukket på grund af Talebans offensiv.
Siden er kritikken af regeringens håndtering og forløbet frem mod evakueringer fra Afghanistan taget til i styrke. En kritik, der har fået ekstra ild af forsvarsministerens Facebook-opslag, som begge eksperter i ’Budskab’ mener er en klar skævert.
”Det er jo en fejl,” konstaterer Henrik Kjerrumgaard, stifter af White Cloud og tidligere mangeårig rådgiver for Radikale Venstre, der kalder det ’upassende’ og ’skævt’.
Kim Larsen, kommunikations- og marketingdirektør i Danske Bank, er enig, selv om han mener, at der er gået ’politisk spil’ og ’hykleri’ i kritikken af forsvarsministeren.
”Det skulle man ikke have gjort,” siger han om Facebook-opslaget og Trine Bramsens besøg videre til Ærø søndag.
Folkelig strategi koster
Henrik Kjerrumgaard hæfter sig ved, at Mette Frederiksens regering generelt har haft stor succes med at kommunikere via sociale medier.
”Når man er så professionel til at bruge sociale medier, som denne her regering er, bliver det interessant at se på: Hvad lægger de ikke op? For det er jo så i vores øjne de ting, de ikke prioriterer. Der er et underliggende signal om, at ’vi prioriterer det her mere end at fikse noget med Afghanistan’,” siger Henrik Kjerrumgaard.
Kim Larsen mener, politikerne har skabt en udfordring for dem selv ved at bruge sociale medier på den måde, de gør.
”De har hele tiden brug for at vise, at ’ih, vi er så folkelige. Vi spiser makrelmadder. Se mig, jeg ordner have, og se mig, nu er jeg til koncert’,” siger han.
Men fortællingen om politikere som helt almindelige mennesker kan spænde ben for politikere i krisesituationer, mener han.
”Når der opstår krisesituationer, så tænker folk: ’Jamen, er det bare helt almindelige mennesker, og har de overhovedet styr på det?’ Så glemmer man at få fortalt historien om, at man faktisk også er leder, og at man har styr på situationen,” siger Kim Larsen.
Bruger stadig tid på billedet
Siden weekendens Facebook-opslag har såvel statsminister Mette Frederiksen, udenrigsminister Jeppe Kofod og forsvarsminister Trine Bramsen optrådt adskillige gange i medierne og på pressemøder, hvor de har fortalt om status for og planerne med evakueringer fra Afghanistan.
Eksperterne er uenige om, hvorvidt forsvarsminister Trine Bramsen nu har rettet op på sin Facebook-skævert.
Kim Larsen mener, regeringen er kommet godt igen.
”Jeg synes, at de er kommet godt igen i forhold til at vise, at de tager situationen alvorligt, at de handler på den, og at der er en kompetent regering, som har planer nu,” siger han.
Men Henrik Kjerrumgaard er ikke enig.
”Det, der er deres udfordring rent kommunikativt lige nu, er, at Trine Bramsen bliver ved med at blive nødt til at bruge tid på det billede, også fordi hun insisterer på, at hun ikke har gjort noget forkert,” siger han og henviser blandt andet til, at Trine Bramsen blev spurgt til opslaget og Fyn-besøget på et pressemøde onsdag.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.