
Statsminister Mette Frederiksen (S) afviser, at hendes kommunikation på de sociale medier er et problem. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Avisernes tilbagegang er en af årsagerne til, at statsminister Mette Frederiksen i stor stil benytter sig af Facebook og Instagram til at kommunikere til danskerne.
Sådan lød det på dagens pressemøde i Statsministeriet, hvor fagbladet Journalisten spurgte Mette Frederiksen, om hun mener, det er bedre for den offentlige samtale, at man kommunikerer ad envejskanaler som Facebook end ved at stille sig til rådighed for interviews med fagjournalister.
”Det mener jeg bestemt ikke, men jeg mener heller ikke, at det behøver at være et enten-eller. Jeg vil snarere se det som et både-og. Almindelige mennesker kan også stille kvalificerede spørgsmål og udfordre os politikere. Det gør den danske befolkning bredt,” sagde hun.
”Så har I selvfølgelig også den udfordring, at det bestemt ikke er alle aviser, der har så mange abonnenter længere, så hvis man kun er til stede i aviserne, så vil der være mange danskere, man ikke er i dialog med,” fortsatte Mette Frederiksen.
Journalisten spurgte til statsministerens kommunikation via sociale medier, efter at der de seneste dage har været kritik fra flere personer i mediebranchen. Dagens pressemøde og de nye restriktioner blev da også varslet i en Facebook-video i aftes, og det fik kritik fra flere sider.
Kritik fra medier: ”Ubegribeligt”
”Ubegribeligt at statsministeren melder ud på SoMe på denne måde – uden at stille op til kritiske spørgsmål fra danske medier,” tweetede Anne-Marie Dohm, adm. direktør og ansv. chefredaktør på Radio4.
Henrik Qvortrup, politisk redaktør på B.T., opfordrede på Facebook til, at Mette Frederiksen ”måske ligefrem kunne overveje at stille sig til rådighed for interviews til andre medier end Facebook”.
”I en hygge-nygge-nisse-video på Facebook (!) teaser Danmarks statsminister for et pressemøde mandag formiddag, hvor hun lige vil lancere en delvis nedlukning af DK resten af vinteren. ”God søndag aften,” slutter hun. Tak for kaffe, sikke et realityshow,” skrev Politiken-journalist Jakob Sorgenfri Kjær på Twitter.
Men statsministeren afviser, at tilstedeværelsen på sociale medier udelukker den kritiske presse.
”Vi arbejder efter at være tilgængelige på så mange platforme og i så mange medier og sammenhænge som muligt. Det gælder både os politikere og myndighederne, og det vil vi blive ved med at være, fordi det er vigtigt, at der er et højt informationsniveau i Danmark,” sagde Mette Frederiksen på pressemødet.
Dialog har måske aldrig været vigtigere
Hun tilføjede desuden, at det er vigtigt, at vi alle er kritiske i forhold til, hvad vi læser om corona.
”Vi kan også mærke, at der begynder at være fake news i Danmark og påstande, der ikke er korrekte. Så den offentlige samtale og dialogen med hinanden og muligheden for at stille kritiske spørgsmål hele vejen rundt, den har måske aldrig været vigtigere end nu,” siger statsministeren.
I det hele taget mener Mette Frederiksen, at regeringen gør, hvad den kan for at stå til rådighed.
”Vi har mange pressebriefinger og holder mange pressemøder, og derudover er vi tilgængelige i forskellige sammenhænge. Så vi passer vores arbejde og forsøger at få hele Danmark igennem den globale pandemi og ved siden af det stå til rådighed for så mange interviews og pressesammenhænge som muligt – blandt andet lige nu,” sagde Mette Frederiksen.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.