search

Kasper Løftgaard

i

Bertel Haarder klarer pressen selv og fortryder ingenting. Heller ikke det med risengrøden

Mens pressens adgang til ministre og toppolitikere er groet til, har Bertel Haarder stædigt holdt sin telefon åben for journalister. Efter seks årtier på den politiske scene står han som antitesen på udviklingen af den politiske kommunikation, der er foregået

Bertel fortryder ingenting.

Ikke engang at han – midt i risengrøden – tog telefonen den aften, DR-journalist Kristian Sloth ville have ham til DR Byen og stille op til et interview, der endte med at gå fuldstændigt galt.

”Helt ærligt, nej. Gennem mine 22 år som minister og de mange andre travle år har jeg aldrig haft nogen grund til at fortryde den måde, jeg har håndteret medierne og været til rådighed på.”

Bertel Haarder har altid insisteret på den direkte adgang mellem presse og politikere. Hans telefon er åben, han stiller op, han står til rådighed, og han accepterer de knubs, der kan følge med.

For et par måneder siden annoncerede han, at han ikke genopstiller ved næste valg. En karriere som folkevalgt, der begyndte for 46 år siden, synger på sidste vers.

Journalisten har bedt Bertel Haarder fortælle om udviklingen af den politiske journalistik gennem de seks årtier, han har været på banen. Men som DR’s politiske kommentator Jens Ringberg bemærker, er Bertel Haarder selv måske det dårligste eksempel på den udvikling.

”Alt har forandret sig, men Bertel afspejler ikke den udvikling. Hvor andre politikere er blevet pakket ind i store mængder rockwool i form af kommunikations- og pressemedarbejdere, er Bertel bare fortsat med at være åben og tilgængelig.”

Jens Ringberg, politisk kommentator, DR

”Alt har forandret sig, men Bertel afspejler ikke den udvikling. Hvor andre politikere er blevet pakket ind i store mængder rockwool i form af kommunikations- og pressemedarbejdere, er Bertel bare fortsat med at være åben og tilgængelig. Selv som minister kunne man ringe til ham på alle tider af døgnet,” siger Jens Ringberg.

Christiansborg-symbiosen

Der var bajere på bordet, og cigarrøgen lå som en dyne over mødebordene, da den unge højskolelærer i 1975 trådte ind på Christiansborgs bonede gulve. Dengang var rejsetiderne til Jylland lange, og de fleste politikere blev i byen efter folketingsmøderne. En arbejdsdag på Christiansborg endte derfor tit med en øl eller mange i Snapstinget, og det gjaldt også for dele af pressekorpset. Alkoholkultur, politisk forhandling og journalistisk research gik op i en højere enhed.

Bertel Haarder husker et tæt, kollegialt forhold mellem politikere og presse, grænsende til det indspiste.

”Der var en betydelig symbiose mellem pressen og politikerne, hvilket blandt andet betød, at privatlivet aldrig blev omtalt. Alle vidste, hvis nogen havde elskerinder, men det var utænkeligt, at det kom i avisen. Man kunne snakke til baggrund, fordi der var tillid. Og det løftede informationsniveauet,” fortæller han.

Men det journalistiske fokus var også anderledes end i dag: En grundig, løbende dækning af det politiske arbejde frem for de skarpe nyhedsvinkler.

”I dag har man jo ikke en chance for at korrigere alt det sludder og vrøvl, der bliver sagt på News og i andre medier dagen lang.”

Bertel Haarder

”De levede ikke af at lave kioskbaskere, store overskrifter og afsløringsjournalistik, som kunne give dem Cavlingprisen. Deres opgave var at beskrive, hvad der foregik. Det gjorde de fremragende. Og de skulle nok få det at vide, hvis de skrev noget forkert. I dag har man jo ikke en chance for at korrigere alt det sludder og vrøvl, der bliver sagt på News og i andre medier dagen lang.”

Lærte at fodre medier

Selv om Bertel Haarder ikke var typen, der plantede historier hos journalisterne over en aftenbajer, så var han fra starten helt bevidst om at bruge pressen.

”Når jeg var ude og holde tale, så havde jeg altid sendt et lille taleuddrag til Ritzau og Radioavisen med en god idé, en kritik, eller hvad det nu kunne være. Når jeg så kørte hjem i min bil om aftenen, så kunne jeg høre, det blev læst op i 23-radioavisen. Det var Palle Simonsen fra Konservative – den senere finansminister – der lærte mig, hvordan man fodrer medierne med sine udtalelser. Han var formidabel til det. Men efterhånden som alle begyndte at gøre det, forsvandt effekten.”

Venstres Pressetjeneste var på det tidspunkt en enmandshær ved navn Paul Anker Olsen. Men Bertel Haarder ville egentlig helst selv.

”Jeg havde det problem, at han lavede om på det, fordi han syntes, det skulle skærpes lidt. Jeg tror nok, jeg plejede at give det til Paul Anker Olsen, som så faxede det,” siger Bertel Haarder, der må bruge lidt tid på at erindre, hvilken teknologi der blev brugt til at sende teksterne.

Bertel Haarder ville selv. Også da han i 1982 blev undervisningsminister i den borgerlige Schlüter-regering. Ministeriet havde en pressechef, men Bertel Haarder brugte ham ”stort set ikke”. I det hele taget lod han sig på ingen måde smelte sammen med sit ministerium. Embedsmændene blev ledet gennem tydelige politiske markeringer, og her spillede pressen en vigtig rolle.

”Jeg styrede på mange måder det kæmpe ministerium ved hjælp af udtalelser til pressen. Ofte foregik det ved, at Orla Borg fra JP eller nogle af de andre ringede søndag eftermiddag, når de manglede en historie, for de vidste, jeg altid var leveringsdygtig. Så embedsmændene lærte, at det var klogt for dem at læse avisen, før vi havde vores mandagsmøde. Dengang kunne man jo ringe til en hvilken som helst embedsmand og lave en historie om, hvad han eller hun sagde. Og det skete også, at der var ting, jeg ikke var enig i. Det betød ikke, at de blev kaldt ind til skældud … næ, jeg sagde bare det modsatte til avisen, så alle kunne se, hvad der var min politik.”

Bertel Haarder fortryder ingenting 2

Bertel Haarder fortryder ingenting 3

Bertel Haarder fortryder ingenting 4

 Man var tættere på journalisterne, husker Bertel Haarder, som her hvor Anker Jørgensen holder pressemøde. Måske også lidt for tæt. ”Hvis en journalist havde et godt forhold til en toppolitiker, så kunne det jo være, at informationsstrømmen stoppede, hvis man skrev dårligt om den politiker,” siger han.

Fri adgang til embedsmænd

Vi tager den lige igen: ”Dengang kunne man ringe til hvilken som helst embedsmand og lave en historie om, hvad han eller hun sagde.”

For en journalist anno 2021 er det næsten surrealistisk at forestille sig, at en menig embedsmand uden videre lader sig interviewe til en artikel. Men sådan var det. I ’Ministeriernes telefonbog’ kunne man finde navne og numre på samtlige ansatte, og så var det bare at ringe. Og det var godt, mener Bertel Haarder.

”Det er da en stor dyd, at alle kunne ringe til alle. Jeg kan nævne Lisbeth Skov Larsen, der skrev om undervisningspolitik på Weekendavisen. Hun var meget seriøs og ringede rundt til de embedsmænd, der vidste noget om tingene. Det var til stor hjælp for mig, for hendes historier var langt mere pædagogiske end de næsten ulæselige tirader, jeg fik fra embedsmændene selv. Jeg brugte hendes beskrivelser til at holde mig opdateret på mit eget ministerium. Hvis der så var noget, jeg var uenig i … nå ja, jeg fik jo altid min vilje til sidst.”

Et eksempel var en direktør fra folkeskoleområdet, der ikke var enig med ministerens politiske retning.

”Han syntes, han var klogere end mig, og det lagde han ikke skjul på, når han holdt taler ved kongresser. Men jeg fyrede ham ikke! Jeg ville ikke have et brutalt hold-kæft-regime. Så ville jeg hellere polemisere med dem og gennemtrumfe min vilje på anden vis.”

Grundtvigiansk ideolog

Et ministerium, der ledes gennem – og ikke på trods af – en offentlig debat. Det er Bertel Haarders værdimæssige baggrund og opvækst på Rønshoved Højskole, der kommer til udtryk som politisk strategi. Det mener Line Aarsland, der blev det nærmeste, Bertel Haarder kom på en rigtig spindoktor.

”Han er ofte blevet tillagt at have temperament, men det er synd, for Bertel var som chef i de ministerier, hvor jeg var med ham, meget empatisk og lyttende og ikke spor hierarkisk.”

Line Aarsland, tidligere særlig rådgiver for Bertel Haarder

”Bertel er højskolemand og grundtvigianer. Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg har hørt ham citere Voltaire og Grundtvig: Munden fri, men hænderne bundet. Han er ofte blevet tillagt at have temperament, men det er synd, for Bertel var som chef i de ministerier, hvor jeg var med ham, meget empatisk og lyttende og ikke spor hierarkisk, og derfor utroligt afholdt af embedsmændene,” fortæller hun.

Line Aarsland mødte Bertel Haarder første gang, da hun som praktikant på Information ringede til ham i Bruxelles forud for 2001-valget, hvor Bertel på det tidspunkt sad i Europa-Parlamentet.

”Jeg husker, han var meget imødekommende og sagde, at jeg altid var velkommen til at ringe til ham. Og jeg var lidt imponeret. Bertel var jo en stor mand, som jeg selv havde været med til at demonstrere imod, da jeg gik i gymnasiet.”

Et par år senere blev hun ansat på Politiken, og her skulle hun opleve at komme til at stå på det absolutte modstanderhold i forhold til sin kommende chef. I mellemtiden havde Anders Fogh stiftet regering og indsat Bertel Haarder som integrationsminister med den særlige opgave at stramme gevaldigt omkring udlændingepolitikken.

Stramningerne medførte kraftig kritik, og den mest vedholdende kom fra Politiken.

”Politiken forsøgte at begå et rent karaktermord på mig. De gik efter manden i stedet for bolden, og de brugte hele registret – fra forfærdelige overskrifter til hæslige billeder. Det var meget ubehageligt, og det gjorde også, at jeg ikke ville være minister mere,” siger Bertel Haarder.

”Brutal udlændingepolitik”

Der blev skrevet harske ord i Politiken. Det medgiver Kjeld Hybel, der som politisk redaktør og efterfølgende PS-redaktør selv formulerede mange af dem.

”Hvordan i alverden kan det at forpeste stemningen mellem danskere og udlændinge og svejse grænsen til for alle fremmede med forkerte vaner og en upassende trosretning kvalificere en til at blive undervisningsminister?” Sådan lød det eksempelvis i en klumme, Kjeld Hybel skrev, da Bertel Haarder skiftede ministerpost tilbage til Undervisningsministeriet. Den slutter med spørgsmålet: ”Måske var det en idé at få denne selvbestaltede Kristus knaldet op på korset?”

”Da jeg blev PS-redaktør, opfandt jeg en klumme, der hed ’Til stregen’. Konceptet var, at den skulle være hård og gå lidt til yderligheder. Det var der, jeg skrev de mest saftige tekster,” fortæller Kjeld Hybel.

Det var ikke kun Bertel Haarder, der reagerede på Hybels hårde retorik. Mogens Lykketoft blev også gal i skralden.

”Jeg tror, det handlede om, at man ikke var vant til, at der blev gået til den. Så politikerne blev helt forbløffede: Vi troede, vi var venner. Vi spiser i samme kantine! I forhold til Bertel mener jeg ikke, vores dækning generelt var hårdere ved ham. Vi gjorde det, jeg mener var vores forbandede pligt.”

”I Bertels selvopfattelse er han offer for et karaktermord. Han ser sig som en intellektuel humanist, og han kan ikke se modsætningsforholdet mellem den dannede mand og den brutale udlændingepolitik, der blev ført ud i livet. I hans selvfortælling har han aldrig gjort noget galt.”

Kjeld Hybel, tidligere politisk redaktør og PS-redaktør, Politiken

Set i bakspejlet vil Kjeld Hybel godt indrømme, at sætningen med korsfæstelsen virker noget barsk. Men han køber ikke præmissen om et karaktermord.

”I Bertels selvopfattelse er han offer for et karaktermord. Han ser sig som en intellektuel humanist, og han kan ikke se modsætningsforholdet mellem den dannede mand og den brutale udlændingepolitik, der blev ført ud i livet. I hans selvfortælling har han aldrig gjort noget galt.”

Trods al kritik fik Bertel Haarder et fremragende valg i 2005. Men han nægtede at fortsætte som integrationsminister. I stedet kom han tilbage til Undervisningsministeriet efter 12 års fravær.

Spindoktorernes indtog

Bertel Haarder var kommet ”hjem”, men tiden var en anden. Særligt under Anders Fogh var der sket en markant oprustning og professionalisering inden for den politiske kommunikation. Begrebet ’spindoktor’ var ved at indfinde sig i det danske sprog, og både partier og ministerier rustede sig med strategier og mandskab til at sikre de rette historier og budskaber i offentligheden.

Kun Bertel Haarder strittede imod.

”Det blev en uting, da det nærmest blev en befaling, at alle ministre skulle have en. Jeg fik ligefrem bebrejdelser for, at jeg ikke ville have spindoktorer,” fortæller han.

”Jeg fik ligefrem bebrejdelser for, at jeg ikke ville have spindoktorer.”

Bertel Haarder

Ikke desto mindre valgte han efter kort tid som undervisningsminister at ansætte Line Aarsland, der dækkede uddannelsesstoffet for Politiken. Men hun skulle ikke være det, Bertel Haarder havde så meget imod: En chikane på vejen mellem ministeren og offentligheden.

”Vi havde som noget af det første en snak om, hvorvidt hans mobiltelefon stadig skulle være åben og tilgængelig for journalister. Vi var enige om, at det skulle den, for han var kendt for at være åben. Det er hans grundtvigianske forankring: Jeg stiller op, forklarer og forsvarer. Hvis jeg var blevet et filter, ville det ikke være tro mod den, Bertel er,” siger Line Aarsland.

Bertel Haarder fortryder ingenting 5

Bertel Haarder fortryder ingenting 6

Bertel Haarder fortryder ingenting 7

Under Anders Fogh Rasmussen skete der en markant professionalisering af den politiske kommunikation. Men Bertel Haarder var ikke glad for udviklingen. ”Introduktionen af spindoktorer skabte et filter mellem medier og ministre og især mellem medier og embeds­mændene. Det synes jeg er meget forkert.”

Risengrøden

Bertels telefon er altid åben. Det var den også den december­aften i 2010, hvor det famøse ’risengrød-interview’ fandt sted. DR-journalisten Kristian Sloth skulle lave et indslag om et regeringstiltag, der skulle sætte en bremse på antallet af fedmeoperationer på det offentliges regning.

Tiden var presset, og i stedet for at lave indslaget ved hans hjem på Østerbro, som det først var aftalt, indvilgede Bertel Haarder i at tage i DR-Byen til et kort interview, selv om han skulle nå til en koncert med sin kone. I slutningen af interviewet stillede Kristian Sloth et spørgsmål, Bertel ikke var forberedt på, om et fagligt udvalg under Sundhedsstyrelsen, der var imod tiltaget. Bertel Haarder kendte ikke til udvalget, og da Sloth blev ved med at bore i det, mistede han besindelsen og brugte vendinger som ”dumme svin” og ”pis mig i øret”.

Efterfølgende valgte DR at bruge optagelserne af den rasende Bertel Haarder i et indslag, der handlede om, at ministre i stigende grad forsøgte at undgå kritiske spørgsmål. Søger man Bertel Haarders navn på YouTube, popper klippet straks op med næsten 700.000 visninger.

”Det var resultatet af min åbenhed, at jeg tog min mobiltelefon. Tilmed da jeg sad og spiste aftensmad. På den måde var jeg selv skyld i det. Men jeg følte mig også misbrugt. Han holdt ikke den aftale, vi havde indgået. Og så sagde jeg nogle grimme ord til ham,” siger Bertel Haarder.

Én detalje ved interviewet er der ikke enighed om. Line Aarsland og Bertel Haarder siger begge, at Kristian Sloth ikke briefede om, at han ville spørge om udvalget. Kristian Sloth siger, at Line Aarsland var informeret.

”I dag er jeg meget stolt af det interview, for jeg lod mig ikke skræmme af ham. Men jeg synes, det er synd for ham, at optagelsen efterfølgende blev bragt – også selv om jeg gav tilladelse til det. Det havde vi ikke behøvet.”

Kristian Sloth, tidligere DR-journalist

”Jeg sagde til hende, at jeg også ville spørge ind til det udvalg, Bertel selv har nedsat. I dag er jeg meget stolt af det interview, for jeg lod mig ikke skræmme af ham. Men jeg synes, det er synd for ham, at optagelsen efterfølgende blev bragt – også selv om jeg gav tilladelse til det. Det havde vi ikke behøvet,” siger Kristian Sloth.

Dagen efter interviewet sendte Bertel Haarder et brev til DR og Sloth, hvor han undskyldte sine ”hårde ord”. Men den måske mest oplagte konsekvens: At slukke for mobilen, lade pressen vente, give lidt mindre af sig selv, har han ikke overvejet et sekund.

”Det er ikke faldet mig ind. På intet tidspunkt,” siger han.

Men han lægger ikke skjul på, at han er irriteret over at skulle mindes om situationen gang på gang.

”Når man bruger grimme ord over for en journalist og bliver optaget, selv om ingen af os vidste det, så er det åbenbart så interessant, at også Journalisten her 10 år efter synes, det er en vigtig sag at bruge tid på, selv om det var uendeligt ligegyldigt. Det er en selvoptaget stand!”

Nyhedsstrømmen eksploderede

Man kan vælge at se episoden som et skrækeksempel på, at tiden er løbet fra Bertel Haarders idealistiske principper. At kombinationen af administrativ kompleksitet og accelererende nyhedstempo nødvendiggør en styret og strategisk planlagt kommunikation. Ellers bliver risikoen for at se dum ud på tv simpelthen for stor.

I årene op til ’risengrøds-interviewet’ havde den politiske journalistik været genstand for en voldsom forandring.

”Da jeg kom til Bertel i 2006, var TV 2 News lige gået i luften, og netaviserne begyndte at være noget, man forholdt sig til. Det, at nyhedsstrømmen blev konstant, var et paradigmeskifte. Før havde man måske et døgn til at svare på et spørgsmål, nu ringende journalisterne og bad om kommentarer til noget, der gik ud en halv time efter. Det gjorde, at ministrene professionaliserede deres pressehåndtering. Og det tror jeg sådan set er meget godt i forhold til at skulle forholde sig til alle mulige ting hele tiden,” siger Line Aarsland.

Fra docering ved statsministerens rundbord til ’doorsteps’ med skarpe spørgsmål. Fra bajere med ordførerne til sms’er med spindoktorerne. Fra ugentlige besøg af DR’s tv-hold til mure af videokameraer. Fra to daglige deadlines til evigt glødende SoMe-tråde. Forandringen på Christiansborg er åbenlys, konstaterer Jens Ringberg. Indspistheden mellem politikere og journalister er røget. Men det samme er meget af tilliden.

”Man taler stadig med hinanden på gangene, men måske alligevel ikke helt så meget mere, for der er kommet nye generationer af politikere, og nogle af dem får nervøse trækninger, bare man spørger dem om noget. Jeg synes især, jeg oplever det, når folk får en ministerpost. Ikke hos alle, men hos nogle. De bliver ligesom pakket væk og overbeskyttet, og som medie bliver man mødt med stor skepsis. Det samme gælder til dels i folketingsgrupperne,” siger han.

”Åbenhed og mangel på frygt”

Men sådan behøver det ikke være. Det er Bertel Haarder stadig det levende eksempel på.

”Det kan være, Bertel har glemt at høre efter, da alle mulige mennesker begyndte at tude politikerne ørerne fulde med, hvor svært det er at være politiker og have et samarbejde med pressen. Men Bertel er eksempel på, at hvis man er en dygtig politiker, der hviler i sig selv og kender sit stofområde, så er man ikke afhængig af at være pakket ind i 5-10 DJ-medlemmer. Han er en interessant og livlig person. Og han er ikke bange for at sige noget, han måske kan få en shitstorm over. Den tilgængelighed, åbenhed og mangel på frygt er noget, de unge politikere godt kan lære af, uden at de bliver slagtet af den glubske journalistflok,” siger Jens Ringberg.

”Bertel er eksempel på, at hvis man er en dygtig politiker, der hviler i sig selv og kender sit stofområde, så er man ikke afhængig af at være pakket ind i 5-10 DJ-medlemmer.”

Jens Ringberg, politisk kommentator, DR

Line Aarsland stoppede et par måneder før valget i 2011 for at blive kommunikationschef i KL. Da Bertel Haarder i 2015 blev kulturminister, fravalgte han igen at have en spindoktor, og hans udtalte kritik af spindoktor-fænomenet er fortsat frem til i dag. I december kritiserede han i Altinget Hans Engell for at forsvare den øgede brug af politiske rådgivere. Så hellere flere embedsmænd, der kender sagernes substans og har pligt til at sige sandheden.

Og selv fortsætter Bertel Haarder med at stå til rådighed for pressen. Først da interviewet med Journalisten nærmer sig en time ud over den planlagte tid, får han diskret indskudt:

”Jeg håber ikke, det varer meget længere.”

Bertel Haarder fortryder ingenting 8

↑ På Folkemødet i 2011 ville Bertel Haarder gerne rejse en debat om pressen og personsager. Blandt andet på grund af sagen om Lene Espersen, der måtte trække sig efter at have droppet et møde for en privat ferie. ”Desværre skræmmer det mange fra at ville have med politik at gøre, når de ser, hvordan toppolitikere slæbes igennem i medierne.” Foto: Kasper Løftgaard.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen