
Jesper Rosener er formand for Danske Medier og adm. direktør i Jysk Fynske Medier. Foto: Mette Mørk/ Ritzau Scanpix
Danske Medier har her til morgen lanceret et medieudspil.
Udspillet rummer en række konkrete forslag til det kommende medieforlig. Danske Medier foreslår blandt andet at omfordele millioner til lokale og regionale private medier, ligesom de vil stække de regionale TV 2-regioner.
”Vores udspil kommer med forslag til, hvordan vi regulerer virksomheder som Facebook og Google, der i dag lever højt på en lang række urimelige konkurrencefordele, som sætter dem i stand til at suge stadig flere annoncekroner ud af det danske marked. Samtidig peger vores udspil på, hvordan man kan fremme de lokale og regionale mediers digitale omstilling igennem etableringen af en midlertidig udviklingspulje,” udtaler Danske Mediers formand, Jesper Rosener, som også er adm. direktør i Jysk Fynske Medier, i en pressemeddelelse.
Ud over at styrke regionale og lokale medier er der også lagt op til et opgør med tech-giganterne.
140 mio. kroner til lokale og regionale medier
Den store overskrift i udspillet er omlægningen af mediestøtte.
De regionale og lokale medier skal have en midlertidig pulje på 140 millioner kroner til at finansiere den digitale omstilling. Nogle af pengene skal findes ved at omfordele penge fra andre medier. Titelloftet sænkes, så hvert enkelt medie kan få færre penge i mediestøtte. Samtidig barberes den såkaldte supplementspulje, som er en særlig mediestøtte til Dagbladet Information og Kristeligt Dagblad, ned med 12 procent i forslaget.
”Digitaliseringen af lokale og regionale medier er ikke på niveau med de landsdækkende medier. Dette er problematisk for opretholdelsen af en stærk uafhængig lokal- og regionalpresse,” lyder det i udspillet.
I udspillet lægges der op til at stække de lokale og regionale private mediers konkurrenter hos TV 2 Regionerne. TV 2 Regionerne er statsfinansierede, og derfor mener Danske Medier, at de optræder konkurrenceforvridende.
Danske Medier ønsker, at TV 2 Regionerne fortrinsvis laver egenproduceret indhold. En mærkesag, som Danske Medier i årevis har kæmpet for i forhold til DR.
”Desværre oplever private medier ofte, at statsfinansierede medier indgår i direkte konkurrence med både landsdækkende, regionale og lokale medier, som opererer på markedsvilkår. Særligt for de pressede lokale medier udgør den type af konkurrenceforvridning en trussel. Derfor foreslår Danske Medier, at de regionale TV 2-virksomheders tilstedeværelse på nettet fokuseres ved altid at tage afsæt i egenproduceret indhold, så deres aktivitet ikke truer med at udkonkurrere lokale og regionale medier,” lyder det i udspillet.
Nedslag i Danske Mediers udspil:
- 140 mio. kroner over fire år øremærkes til at styrke den digitale udvikling af regionale og lokale medier.
- Der etableres en ugeavispulje på 25 mio. kroner årligt.
- Der spares penge på andre medier ved at sænke det såkaldte titelloft fra 17,5 til 14 mio. kroner, samt at skære supplementspuljen (til Information og Kristeligt Dagblad) med 12 procent over tre år.
- Tech-giganterne skal betale penge til medierne for det indhold, der deles på platforme som Google og Facebook. Forhandlingerne skal tage udgangspunkt i en stram implementering af EU’s ophavsretsdirektiv.
- Mediernes lønsumsafgift afskaffes, og der indføres nulmoms på alle digitale udgivelser.
- TV 2 Regionernes produktion på nettet skal begrænses, så de tager udgangspunkt i egenproduceret indhold.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.