Kulturministeren vil se på hjælp til ugeaviser

Nedlukningen har ramt de lokale ugeaviser hårdt, fordi detailhandlen ikke annoncerer. Nu er der måske hjælp på vej

Danske Mediers nødråb om at en stribe lokalaviser risikerer at dø, hvis de ikke hurtigt får hjælp, ser ud til at blive hørt.

Kulturminister Joy Mogensen (S) skriver i en kommentar, at hun vil mødes med Danske Medier i næste uge.

”Jeg ser frem til at få uddybet fra Danske Medier, hvordan de ser situationen, når jeg har et møde med dem i næste uge. Herefter er jeg åben for at undersøge, om vi kan gøre noget for at hjælpe,” skriver Joy Mogensen.

Hun kalder de lokale ugeaviser vigtige, især fordi de når bredt ud.

”Jeg er enig med Danske Medier i, at ugeaviserne varetager en vigtig informationsopgave, også under Corona-epidemien, hvor de når borgere, som ikke nødvendigvis får nyheder fra andre kilder. Ugeaviserne er i det hele taget vigtige for vores demokrati,” skriver Joy Mogensen.

Danske Medier foreslår, at annoncekompensationen bliver genaktiveret til foråret, og at der bliver hastevedtaget og i al hast implementeret en ugeavispulje, som det blev aftalt med medieaftalen fra juni 2018.

Derudover foreslår de, at politikerne laver en aftale om støtte til de lokale ugeaviser på 25 millioner kroner årligt over de næste fem år, og at aftalen træder i kraft allerede fra i år.

Den sidste del har mener Socialdemokraternes medieordfører, Kasper Sand Kjær, dog hører hjemme i medieforhandlingerne, der er blevet udsat flere gange.

0 Kommentarer