Danske Medier til Joy Mogensen: Lokalaviser risikerer at dø

Flere lokale ugeaviser må dreje nøglen om, hvis der ikke kommer mere støtte til dem i foråret. Regeringen er derfor nødt til at lave en coronahjælpepakke til ugeaviserne, lyder det fra Danske Medier.

Regeringen er nødt til at hjælpe de lokale ugeaviser igennem coronakrisen, hvis de ikke skal dreje nøglen om.

Sådan lyder det fra Danske Medier, der i dag har sendt et brev til kulturminister Joy Mogensen (S), hvor de beder om hjælp til de lokale ugeaviser.

Danske Medier foreslår, at annoncekompensationen bliver genaktiveret til foråret, og at der bliver hastevedtaget og i al hast implementeret en ugeavispulje, som det blev aftalt med medieaftalen fra juni 2018.

“Særligt de lokale ugeaviser har længe været presset på annoncemarkedet af techgiganter som Facebook og Google, og i foråret fik de en uventet økonomisk mavepuster, som de aldrig nåede at komme sig over, før anden nedlukning var en realitet,” siger Louise Brincker, adm. direktør i Danske Medier, i en pressemeddelelse.

“Nu kan det for flere ugeaviser ende med permanent lukning inden for den nærmeste fremtid,” tilføjer hun.

Det er ifølge Louise Brincker blandt andet lukningen af detailhandlen, der har gjort situationen for ugeaviserne værre nu, end den var i foråret. Det skyldes, at annonceindtægterne falder drastisk, fordi virksomheder på grund af nedlukningen stopper annoncering.

Medieforhandlingerne er gang på gang blevet udskudt på grund af coronaepidemien, der har sat sine dybe spor i Kulturministeriet. Men nu kan ugeaviserne altså ikke vente på, at smittetrykket bliver lavt nok til, at der kan tages hensyn til de danske medier.

“Derfor appellerer vi nu til politikerne om, at de laver en aftale om støtte til de lokale ugeaviser på 25 millioner kroner årligt over de næste fem år, og at aftalen træder i kraft allerede fra i år,” siger Louise Brincker i pressemeddelelsen.

 

 

0 Kommentarer