Ane Halsboe-Jørgensen bliver ny kulturminister

Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen overtager posten efter Joy Mogensen, der i går valgte at træde ud af regeringen

Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen udnævnes senere i dag til kultur- og kirkeminister.

Det oplyser Statsministeriet på Twitter.

Ane Halsboe-Jørgensen erstatter Joy Mogensen, der i går meddelte på Facebook, at hun forlader sin ministerpost. Samtidig rykker Jesper Petersen fra sin post som politisk ordfører for Socialdemokratiet til at skulle varetage rollen som uddannelses- og forskningsminister.

Der vil dog ikke foregå en overdragelse i de respektive ministerier i dag, oplyser Statsministeriet. Det skyldes situationen i Afghanistan, hvor Taleban i går vandt magten over landet.

Nogle af Joy Mogensens sidste ord om medierådet faldt i juni, hvor hun varslede, at ”medieforhandlingerne går i gang i år”.

Ordene faldt, efter at medieforhandlingerne er blevet udskudt på ubestemt tid gennem to år på grund af corona. Med Joy Mogensens exit forventer Producentforeningen, at forhandlingerne kan blive yderligere forsinket.

”Det er nok realistisk, desværre, at de bliver udsat, men jeg håber ikke, det bliver mere end 14 dage til en måned. Det kommer også an på, hvor meget der ligger klar. Jeg ved, der ligger et oplæg, men spørgsmålet er, om den nye minister er klar til at tage fat derfra eller lige skal have det vendt,” siger foreningens direktør, Jørgen Ramskov, til MediaWatch.

Medieforhandlinger udskudt gennem to år

Jørgen Ramskov håber på, at den kommende kulturminister er ”en erfaren og rutineret politiker”, der kan få sat kulturpolitik på dagsordenen. Lignende melding kommer fra Danske Mediers formand, Jesper Rosener.

”Vi har behov for, at der kommer en ind, der meget hurtigt kan tage stafetten, og som ikke skal begynde forfra og lære hele vores branche at kende først. Der er behov for at komme i gang meget hurtigt,” siger Jesper Rosener til MediaWatch og tilføjer:

”Vi har ventet (på nye medieforhandlinger, red.) i to år, og presset på de lokale og regionale medier er øget i perioden, men der er mange andre usikkerheder i medieforliget, som trænger til at blive afklaret for en længere periode, og der har vi behov for, at der kommer en minister, der kan køre det på plads.”

Joy Mogensen er gennem sin ministerperiode flere gange blevet opfordret af de andre partiers medieordførere til at få sat skub i medieforhandlingerne. Samtidig har der været rettet kritik af Joy Mogensens håndtering af kulturlivet under coronakrisen. Det kombineret med, at Joy Mogensen sidste år mistede sin datter, har ført til, at hun i weekenden valgte at trække sig.

”Den måde at arbejde på, som virkede for mig som lokalpolitiker, har jeg ikke kunnet tage med ind i landspolitik. Så jeg skal finde et arbejdsliv, hvor det, jeg er god til, skaber resultater for andre. Det er løsningerne mere end debatterne, der har optaget mig som politiker,” skrev hun i går på Facebook, hvor hun meddelte sin afgang.

Fokus på lokaljournalistikken

Mens medieordførerne har presset på for at komme i gang med medieforhandlingerne, lancerede regeringen i maj et udspil, der skal styrke landets lokalsamfund.

I det udspil fremlagde regeringen også sit udspil til en kommende medieaftale med fokus på lokale og regionale medier.

Et element i udspillet vil være, at mediestøtten i højere grad skal flyttes fra de nationale redaktioner til de lokale. I år blev der udbetalt 368 millioner kroner i mediestøtte til både nationale, regionale og lokale medier.

De regionale og lokale dagblade har fra 2010 til 2020 tabt halvdelen af sine læsere, mens de lokale ugeaviser har tabt en tredjedel af læserne ifølge tal fra Kulturministeriet.

Regeringen agter også at lægge op til, at lokale og regionale medier kan samarbejde med DR og TV 2’s forskellige lokalafdelinger. Det skal ske efter forbillede fra Storbritannien. Her har BBC lavet et lignende samarbejde.

Derudover skal der oprettes en ny pulje penge til distriktsblade og ugeaviser. Det fremgår ikke, hvor mange penge regeringen vil lægge i den pulje.

0 Kommentarer

Læs også

Joy Mogensen løber tør for overskud og stopper som minister

Joy Mogensen stopper som minister

15. AUGUST 2021
Joy Mogensen vil styrke lokalsamfund ved at flytte penge fra nationale medier

Joy Mogensen vil styrke lokalsamfund ved at flytte penge fra nationale medier

27. MAJ 2021