
Joy Mogensen træder tilbage som kulturminister. (Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Joy Mogensen (S) stopper som kulturminister. Hun har meddelt statsministeren, at hun gerne vil forlade posten, skriver Joy Mogensen på Facebook.
Hun er løbet tør for overskud, skriver hun blandt andet. At blive minister, at miste sin datter og at have håndteret coronakrisen på to stofområder har sat sine spor.
”Hver af de tre ting i sig selv er livsændrende udfordringer, og jeg er løbet tør for overskud. Og da jeg altid har været i politik med den tommelfingerregel, at man kun skal være der så længe, man kan give alt, hvad man har i sig, så giver næste skridt sig selv,” skriver hun.
”Det andet er, at jeg har været bedst i mit liv som politiker, når jeg kunne samle mine politiske kolleger og samfundets aktører omkring visioner og løsninger.”
”Den måde at arbejde på, som virkede for mig som lokalpolitiker, har jeg ikke kunnet tage med ind i landspolitik. Så jeg skal finde et arbejdsliv, hvor det, jeg er god til, skaber resultater for andre. Det er løsningerne mere end debatterne, der har optaget mig som politiker,” skriver Mogensen om sit stop.
Mogensen er tidligere borgmester i Roskilde, og hun blev hentet ind på ministerholdet efter folketingsvalget i 2019.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.