
Statsminister Mette Frederiksen har 273.000 ’synes godt om’ på sin Facebook-side og 379.000 følgere på Instagram. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Hundredetusindvis af danskere følger Mette Frederiksen på Facebook og Instagram. Statsministeren høster likes i tusindvis, når hun poster billeder og videoer på de to platforme.
På Instagram har hun fået over 18.000 likes for et billede af en makrelmad oven på Politiken med en tekst om, at: ”Der er ting, der ikke forandrer sig så meget. Jeg kan stadig li’ en rugbrød med makrel, mayo og agurk.”
Vis dette opslag på Instagram
Og hendes video, hvor hun jubler over en dansk håndboldssejr foran fjernsynsskærmen, har haft over 360.000 visninger.
I ’Budskab’ siger Karne Lykkebo, partner i Geelmuyden Kiese, at statsministeren følger en indholdsstrategi som siger: ’Jeg er en helt almindelig pige fra Aalborg, og så er jeg tilfældigvis også statsminister.’
Hun spejler almindelige danskeres opslag om mad, surdej og strikketøj.
”De ting, Mette Frederiksen lægger op, er meget, meget sjældent hendes arbejde. Der er faktisk enormt lidt: ’Jeg er ude, jeg holder møder, jeg taler med folk’, alt det, som en statsminister gør,” siger Karne Lykkebo.
Emil Nielsen, pressechef fra Danmarks Naturfredningsforening, hæfter sig også ved, hvordan statsministeren lykkes med at lave en fortælling om sig selv, ’som folk kan identificere sig med’.
”I moderne politik betyder det enormt meget at være i øjenhøjde med de politikere, man stemmer på,” siger han.
Styrker politisk gennemslagskraft
Emil Nielsen er tidligere pressechef for Enhedslisten. Han mener, Mette Frederiksen kan omsætte sin gennemslagskraft på sociale medier til politisk råstyrke.
”Det betyder enormt meget for Mette Frederiksens samlede politiske gennemslagskraft, at hun den ene dag kan stå og være alvorstung statsminister og lukke Danmark ned og så samme dag kan stå og juble sammen med resten af Danmark til håndboldherrerne eller synge med på fællessang,” siger han.
”Det betyder vildt meget for den legitimitet, der er omkring de beslutninger, som regeringen træffer, at man kan spejle sig i hende,” siger han.
Han mener, Mette Frederiksens opslag er med til at give en oplevelse af, at ’hun er med os, hun passer på os’.
”Det er lettere at lave den kobling, når man kan identificere sig med Mette Frederiksen som person,” siger Emil Nielsen.
Inspirerer til ’blød’ kommunikation
Derudover kan statsministerens strategi med at kommunikere i øjenhøjde med danskerne på sociale medier også være en inspirationskilde for ham i Danmarks Naturfredningsforening.
”Vi sidder jo som grøn organisation og skal kommunikere om den grønne dagsorden. Den er også bare superkompleks og superbesværlig,” siger han.
Det er langt fra alle danskere, der kan finde stærke følelser for tekniske aspekter af den grønne dagsorden såsom udtagning af lavbundsjord og udfasning af biomasse, påpeger han. Men der kan Mette Frederiksens strategi på sociale medier måske hjælpe præsident Maria Reumert Gjerding fra Danmarks Naturfredningsforening i interesseorganisationens kommunikation.
”Vi har et potentiale for at have en præsident, som kan skabe inspiration, og som folk kan identificere sig med,” siger Emil Nielsen.
”Jeg tror, man nogle gange kan opnå større politisk og adfærdsmæssig effekt af, at hun inviterer folk med ud i haven og viser, at ’det her kan du gøre under corona, sådan her kan du bruge naturen’. Altså af den mere bløde form for kommunikation, som er lettere at identificere sig med,” siger Emil Nielsen.
Inviteret ind i privatlivet
Karne Lykkebo vil heller ikke afvise, at Mette Frederiksens sociale medie-stil kan sætte sit aftryk, når hun rådgiver virksomheder om deres strategier på sociale medier. Hun peger på, at indholdet på statsministerens kanaler har fokus på privatlivet.
”Det har da en effekt. Man kan da godt overveje, om det er en effekt, hvor store virksomhedsledere også skal begynde at invitere indenfor i privatlivet,” siger Karne Lykkebo.
Hun er dog ikke helt uden skepsis.
”Man skal altid overveje, om det er det værd. Nu er vi alle sammen inviteret ind i Mettes privatliv. Spørgsmålet er, om det er noget, vi skal forlange af vores statsminister, vores politikere og af vores erhvervsfolk,” siger Karne Lykkebo.
”Det kan sagtens blive effektivt. Spørgsmålet er, om det er rigtigt på den lange bane,” siger hun.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.