”Du er altid på arbejde.”

”Det værste er aldrig helt at slippe jobbet mentalt.”

”Den der følelse af altid at være på. At man måske overser en vigtig notifikation. Ens hjerne kører ligesom altid …”

Sociale medier fylder meget i kommunikatørers arbejde. I en rundspørge, Journalisten har lavet blandt DJ-medlemmer i kommunikation, svarer 47 procent, at de står til rådighed på sociale medier for deres arbejdsplads uden for almindelig arbejdstid.

I samme rundspørge har Journalisten spurgt om det værste og det bedste ved at have SoMe-opgaver uden for almindelig arbejdstid. Særligt en ting går igen som det værste: Nemlig at sociale medier gør det svært at holde fri.

Ikke nødvendigvis fordi arbejdsgiverne pådutter kommunikatørerne at holde sig parat ved tasterne. Ofte handler det om deres egne faglige ambitioner.

”Jeg vælger selv at bruge tid på det uden for almindelig arbejdstid for at gøre det godt,” skriver et anonymt medlem for eksempel.

”Der er garanti for, at jeg ikke kan lade være med at svare folk på grund af min servicesamvittighed. Det er vel skidt for mig og godt for chefen og huset,” skriver en anden.

Brokkerøven brød ind i graviditetsscanning

Den følelse kan Jannik Roos, SoMe-specialist hos BL, Danmarks Almene Boliger, sagtens genkende.

”Det er virkelig noget, jeg har tumlet meget med.”

”Jeg har faktisk mere oplevet, at det har været arbejdsgiveren, der skulle sige stop, og ikke omvendt,” siger han.

Han var med, da Beredskabsstyrelsen gik på Twitter i 2012 og aktivt begyndte at bruge sociale medier i sin kommunikation. Omtrent samtidig skulle han til scanning med sin kone, som var gravid med deres første barn. Alt var godt med barnet. Jannik Roos Jacobsen gik før sin kone ud foran Rigshospitalet for at ryge en cigaret.

”Vi kiggede hinanden i øjnene, og så kunne jeg se, at hendes smil falmede. ”Du har kigget på din telefon,” sagde hun. Det var det første, hun sagde. Hun kunne se det på mig, uden at vi havde sagt noget som helst.”

Jannik Roos, SoMe-specialist hos BL, Danmarks Almene Boliger

Så stod han der. Uden det store at lave. Og så kunne han jo lige tjekke Beredskabsstyrelsens sider på sin telefon.

”Så var der en eller anden brokkerøv, der havde lagt noget ind,” fortæller han, som tydeligt husker, at han ikke gjorde noget aktivt ved kommentaren.

Straks efter kom hans kone ud til ham.

”Vi kiggede hinanden i øjnene, og så kunne jeg se, at hendes smil falmede. ”Du har kigget på din telefon,” sagde hun. Det var det første, hun sagde. Hun kunne se det på mig, uden at vi havde sagt noget som helst,” fortæller Jannik Roos.

Og i samme sekund brast ”vi skal være forældre-glæden”.

”Fra at vi havde siddet deroppe og været spændt på, hvilket køn vores barn havde, så blev det til en anti­klimaks-situation, farvet af, at ”ikke engang det her kunne være helligt”.”

Da han fra 2016 blev SoMe-redaktør for FOA, tappede han utallige gange ud af fredagsstemningen hjemme i sofaen, når endnu et FOA-medlem ikke havde nået at indsende sit dagpengekort inden fristen og spurgte, hvad hun så skulle gøre. Eller når en au pair var blevet sat på gaden med timers varsel og skrev på FOA’s Facebook-side: ”Hi, I’m on the street, what do I do now?”

Og i sit nuværende job bliver han jævnligt konfronteret med dilemmaet ”skal, skal ikke”, når beboere i almene boliger for eksempel skriver, at de ikke har fået søgt om boligstøtte.

Jannik Roos laver aldrig decideret sagsbehandling. Men når organisationer går på sociale medier, bliver det ofte brugernes første indgang til organisationen. Og derfor er dilemmaet sjældent, hvad han skal svare – men om han skal svare.

”Du er stadig på arbejde, når du forholder dig til forskellen på, om du skal reagere på det, eller om du skal lade det ligge til mandag. Hvis du vælger ikke at reagere, så har du allerede taget stilling,” siger Jannik Roos.

”Tingene flyder bare sammen”

Det er omtrent 15 år siden, Facebook og Twitter blev kendt i offentligheden, og efterhånden har virksomheder og myndigheder i høj grad taget SoMe-platformene i brug som kommunikationskanaler. I dag har sociale medier så stor betydning, at godt hver anden kommunikatør løser SoMe-opgaver uden for almindelig arbejdstid. Men kun syv procent af dem angiver i Journalistens spørgeundersøgelse, at de har en rådighedsaftale med deres arbejdsplads.

Flest fremhæver negative aspekter ved arbejdsopgaverne, som flyder ind i fritiden, men enkelte er positive.

”Det er sjovt, så jeg ser det ikke som en gene,” skriver en anonym deltager for eksempel.

Katrine Jacobsen er måske mest kendt som hende, der fik Danmarks første kommune – nemlig Thisted – på Snapchat. Det var hendes første job, og SoMe var nyt land for de fleste virksomheder og myndigheder. Og hun syntes også, det var sjovt.

”Når man hoppede på sociale medier, skulle man hele tiden være der – 24/7, det var ligesom præmissen,” husker hun.

Siden lavede hun SoMe for Dyrenes Beskyttelse, hvor hun blandt andet debatterede dyrevelfærd med veganere gennem en hel pinseweekend. Ligesom hun tydeligt husker en sen onsdag aften, som hun endte med at bruge på at udrede fakta om dyrevelfærd over for Nik og Jay på Instagram.

I dag arbejder hun som SoMe-specialist ved Infomedia, hvor hun rådgiver kunder og virksomheder om sociale medier.

Da hun arbejdede i Thisted, skelnede hun ikke så skarpt mellem arbejde og fritid. I første omgang fik hun jobbet som projektansat, og hun fik ikke rådighedstillæg for hele tiden at ”være på”, men forsøgte at flekse frem og tilbage mellem arbejdstid og fritid, så timerne gik nogenlunde op.

”Jeg havde en mission i Thisted, noget, jeg gerne ville vise og bevise,” siger hun.

Ofte brugte hun et kvarter hist og her om aftenerne og i weekenderne på at tjekke kommunens SoMe-sider, for eksempel hvis hun alligevel tjekkede sine egne profiler.

”Tingene flyder bare sammen på en anden måde,” som hun siger.

”Holder man overhovedet fri, når man arbejder med sociale medier? Det kan jeg faktisk godt sætte lidt spørgsmålstegn ved.”

Katrine Jacobsen, SoMe-specialist ved Infomedia

Men når du gør sådan – og du ”bare lige” tjekker – har du så samme mulighed for at holde fri?

”Nej, det har man vel ikke. Men jeg tror, at hvis man brænder for sit arbejde, så har man lyst til at tjekke det,” siger Katrine Jacobsen og tilføjer:

”Og holder man overhovedet fri, når man arbejder med sociale medier? Det kan jeg faktisk godt sætte lidt spørgsmålstegn ved.”

Da hun kom til Dyrenes Beskyttelse, var der en vagtordning, så kommunikationsafdelingen havde pressetelefonen og SoMe-vagten på skift, og hun fik rådighedstillæg for de ekstra timer.

”Jeg er blevet bedre til, i takt med at både jeg selv og sociale medier har ændret sig, at stille krav til alle omkring mig, både mit community og virksomheden. Hvis jeg skal være på 24/7, så skal det enten afspejle sig i min løn eller et rådighedstillæg eller noget afspadsering,” siger Katrine Jacobsen.

Morgenreglen og ferie-metoder

Jannik Roos i BL følger en stribe regler for at adskille SoMe-opgaver fra familietid og ferier.

I ferier bytter han ofte telefon med sin kone, så han ikke kan tjekke resultater for rækkevidde og respons på SoMe-siderne. Og så har han indført en ”morgenregel” for sig selv, som gælder, hvis han ved, der er et opslag, der ikke klarer sig så godt, eller hvis han i det hele taget er inde i en periode, hvor han tjekker nøgletal for SoMe-siderne ofte.

”Hvis det er gået dårligt med et opslag, kan jeg blive i så dårligt humør af det, at jeg vrisser af mine børn. Det har jeg det sindssygt dårligt med,” siger han.

”Så hvis jeg har en morgen, hvor jeg er sårbar for at komme i dårligt humør, er jeg meget bevidst om først at tjekke profilen, når jeg møder ind på arbejdet. For ellers slår det morgenen i stykker med mine børn,” siger han.

Både i FOA og BL har Jannik Roos været ansat uden øvre arbejdstid, og derfor har han ikke fået rådighedstillæg for SoMe-opgaverne. Men han har sørget for vagtordninger, så kollegerne i kommunikationsafdelingerne skiftes til at passe SoMe-siderne i weekenden, og han selv kan holde fri med god samvittighed.

Han udligner den tid, han bruger på SoMe på hverdagsaftener, ved for eksempel at gå tidligere fra kontoret om eftermiddagen.

”Der går noget tid, fra jeg lukker ned, til mit hoved og min krop vænner sig til, at nu er det ikke min hovedpine.”

Jannik Roos, SoMe-specialist hos BL, Danmarks Almene Boliger

Og han insisterer på, at det skal være muligt at holde fri nogle gange, også når man er den person, som har ansvaret for sociale medier.

”Men det kræver, at man laver nogle osteklokkevalg, hvor man lukker helt ned. Og så tror jeg også, det er et meget individuelt spørgsmål. Jeg tror ikke, at alle har det ligesom mig. Jeg kan godt gøre det. Men der går noget tid, fra jeg lukker ned, til mit hoved og min krop vænner sig til, at nu er det ikke min hovedpine.”

 

I undersøgelsen spurgte Journalisten:
Hvad er det værste/bedste ved at have SoMe-opgaver uden for almindelig arbejdstid?

”Den der følelse af altid at være på. At man måske overser en vigtig notifikation. Ens hjerne kører ligesom altid.”

”Det værste: At man aldrig kan koble helt fra.”

”Hvor tit man skal tjekke opslag og interaktioner – og tankerne om det.”

”At man hele tiden skal holde øje og dermed ikke kan ’melde sig ud’.”

”Sure kommentarer rammer mit humør, selv om de intet har med mig personligt at gøre. Lidt træls at få ødelagt sin nattesøvn, søndag formiddag el.lign. af sådan noget.”

”Det er indgribende i privatlivet og kan være stressende.”

”Det værste er, at jeg aldrig har fri. Og det stjæler ikke bare en enkelt tids-”klods” på to timer en aften fx. Det stjæler ti minutter hist og her drysset ud over al min tid – min fritid. Fra jeg står op om morgenen, til jeg går i seng om aftenen.”

”Jeg har aldrig rigtigt fri. Min læge har tilbudt at sygemelde mig med stress i syv år, men jeg er bange for konsekvensen.”

”Jeg kommer til at forholde mig til arbejdsopgaver, som sagtens kan vente til i morgen.”

”At de skal gøres ASAP, og derfor forventes det, at jeg altid er PÅ PÅ PÅ.”

”Værst: At jeg har svært ved at administrere min tid og ender med at bruge hele aftener på arbejde i stedet for noget, der gavner børn, hjem og familie og mig selv mere.”

”Det er ikke aftalt/afstemt, hvad forventningerne er til svartid uden for arbejdstid. Så det bliver en vurderingssag fra gang til gang.”