Klokken er 14:45 på en grå onsdag i december, da Camille Gudmand Lange parkerer cyklen foran sin søns vuggestue ved Nørreport i København. Knap en halv time tidligere cyklede hun fra sit job som tv-tilrettelægger på ’Tværs på DR3’.

”Hej, det er Pelles mor,” siger hun i dørtelefonen og bliver buzzet ind i opgangen, hvor et skilt på opslagstavlen opfordrer forældrene til at slukke mobilen.   

I garderoben uden for vuggestuen på 3. sal hænger der stadig små jakker og flyverdragter under navneskiltene i de fleste garderoberum. Camille Gudmand Lange tager selv sit overtøj og sine sneakers af, inden hun går ind på stuen. 

”Når man nu har tiden og ikke skal skynde sig ud ad døren, så kan man lige så godt gøre det til en rolig ting at hente,” siger hun, inden hun forsvinder ind på stuen i strømpesokker. 

Ingen andre forældre er på vej ind eller ud på det her tidspunkt.

Græd flere gange på jobbet

Helt anderledes og langt mere kaotisk var hverdagen for knap halvandet år siden.

Dengang var Camille Gudmand Lange lige kommet tilbage fra barsel med sit første barn, og indkøringen i vuggestuen gik ”ad H” til. I seks uger var hendes søn ked af det, når han blev afleveret, og tit også, når han blev hentet.

”Det føltes bare helt forfærdeligt, og jeg kan huske, at jeg var ret langt ude i den periode. Jeg græd flere gange på arbejdet, og jeg oplevede at sidde der og tænke på ham og have dårlig samvittighed over ikke at kunne være der. Der gik bare noget hormonelt i gang: Det er mig, der skal sørge for, at han er glad, og det kan jeg ikke, når jeg sidder her langt væk på mit arbejde,” fortæller Camille Gudmand Lange.

Hun husker det som ”et virvar” for hende og hendes kæreste at skulle få to gange arbejdsliv på 37 timer og et familieliv til at passe sammen. Og efter et par måneder var hun ved at køre sur i det hele.

”Jeg kom ret hurtigt frem til, at det ville være godt, hvis jeg ikke arbejdede så meget. Men jeg kendte ingen, der var på deltid, og jeg havde hørt, at det kunne signalere nogle forkerte ting at spørge sin arbejdsgiver om det. Og jeg havde jo ikke andre argumenter, end at jeg gerne ville være mere sammen med min familie,” fortæller Camille Gudmand Lange.

Alligevel tog hun mod til sig og spurgte sin chef, om der var en chance for, at hun kunne nedskalere fra 37 til 30 timer. Til sin store forbavselse svarede han prompte ja – og kort efter gik hun ned i tid.

I oktober 2018 var det ét år siden. Det markerede Camille Gudmand Lange med et opslag på Instagram, hvor hun skrev, at det at gå på deltid er noget af det bedste, hun har gjort for sig selv.

”Det er hårdt at have et job og sygt hårdt at have et familieliv oveni. Så det var et oplagt tidspunkt at tage sagen i egen hånd og bede om en forandring. Og tænk engang, nogle gange får man, hvad man beder om!” skrev hun i opslaget, der sluttede med ordene:

”I min verden er deltid det nye sort.” 

Danskerne bruger én time mere på deres børn

Camille Gudmand Lange er ikke den eneste dansker, der i dag prioriterer tid med familien højere end tidligere. For nylig viste en ny stor undersøgelse fra Rockwool Fonden, at danskerne arbejder lidt mindre og bruger mere tid med deres børn i dag end for 10 år siden.

Faktisk bruger både fædre og mødre i gennemsnit én time mere med deres børn om dagen sammenlignet med en lignende undersøgelse fra 2008.

Til gengæld har både mænd og kvinder reduceret deres daglige tidsforbrug på husholdningsarbejde med cirka 20 minutter. Arbejdstiden på en gennemsnitlig ugedag er for mændenes vedkommende reduceret med 18 minutter, mens kvinder arbejder fem minutter mindre.

Der findes ikke tal for specifikke faggrupper eller professioner, men i Dansk Journalistforbund (DJ) fortæller leder af Individuel Rådgivning Mette Karin Thomsen, at deltid er noget, medlemmerne efterspørger.

”Ofte handler det om at få hverdagslivet med børn til at hænge bedre sammen. Det er jo en branche, hvor det kan gå meget stærkt, og det kan være svært at forene med at have små børn. Nogle beslutter også at blive selvstændige eller freelance i en periode. På vores BIZ-kurser for medlemmer, der ønsker at starte egen virksomhed, er der ofte personer, som planlægger en 30 timers arbejdsuge,” siger hun.

Alt var godt – men Johannes var ikke glad

På en lille lukket vej med 12 ens røde murstenshuse i Sdr. Bjert uden for Kolding nærmer klokken sig 14. Om cirka en time forlader freelancejournalist Johannes Hartkopf-Mikkelsen hjemmekontoret og går den lille runde i kvarteret, der først bringer ham til dagplejen 300 meter væk for at hente sin datter Agnes på to år og derefter videre ad en lille sti forbi legepladsen og skolen til børnehaven for at hente sin fireårige datter, Dicte.

”Når vi kommer hjem, sætter vi os her ved bordet og får en bolle at spise. Og så har vi et par timer til at læse en bog, tumle eller se lidt fjernsyn – bare være sammen – inden der er fællesspisning klokken 18:15,” fortæller Johannes Hartkopf-Mikkelsen ved det runde køkkenbord.

Fællesspisningen foregår i fælleshuset for enden af vejen – de 12 røde murstenshuse udgør et bofællesskab, og fire dage om ugen spiser de sammen. Hver 7. uge er det Johannes’ tur til at lave mad.

Han og familien flyttede hertil fra København i juni 2017. Godt et halvt år tidligere havde han sagt sit faste job på nichemediet ShippingWatch op. Han sagde op, efter uden held at have forsøgt at få lov at gå ned i tid på jobbet for at få mere overskud i hverdagen. 

”Jeg havde en dejlig kone, en fantastisk datter, en fed lejlighed og et job, der på papiret var godt. Men jeg var ikke glad,” fortæller Johannes Hartkopf-Mikkelsen om livet for to år siden.

Mentalt drænet og fysisk indebrændt

Hans første datter var dengang to år, hans anden datter var på vej, og selv om familien fik hverdagen til at hænge sammen, så trivedes han ikke. Han sov for lidt, trænede for lidt og så sin datter for lidt.

”Praktisk kunne det godt lade sig gøre at aflevere og hente inden for institutionens åbningstider. Men jeg havde ikke lyst til, at vores datter skulle være så lang tid i institutionen. Og når jeg kom hjem fra arbejde, var jeg mentalt drænet, men fysisk indebrændt. Tit havde jeg mest lyst til bare at løbe en tur for mig selv i stedet for at lege med mit barn eller snakke med min kone,” fortæller han.

På arbejdet betød det manglende overskud, at Johannes Hartkopf-Mikkelsen ikke præsterede, som han gerne ville. Han beskriver det selv, som om han hele tiden var på 80 procent af sin ydeevne – og det var en daglig frustration.

Efter et langt tilløb fik han til sidst spurgt sin chef, om han kunne få lov at gå på deltid.

”Jeg argumenterede med, at jeg ville præstere tilnærmelsesvis det samme på de 30 timer som på de 37 timer, fordi det ville gøre mig mere veludhvilet og øge mit velbefindende. Det troede jeg fuldt og fast på, og det gør jeg stadig. Men chefen sagde nej,” fortæller Johannes Hartkopf-Mikkelsen.

”Det var enormt frustrerende. Jeg kunne simpelthen ikke forstå, hvorfor de overhovedet ikke var lydhøre over for mine argumenter. De sagde det aldrig, men jeg kan ikke se anden forklaring, end at de var bange for, at det ville starte en lavine. Watch Medier er en ung arbejdsplads, og jeg var jo ikke den eneste, der begyndte at få børn og stod med trætte øjne ved kaffemaskinen om morgenen,” fortæller han.

Watch Medier: En helhedsvurdering  

Ifølge DJ er netop frygten for, at det skal danne præcedens, en af grundene til, at nogle arbejdsgivere siger nej, når en medarbejder ønsker at gå på deltid.

”Vi oplever, at arbejdsgiverne kan være mere villige til at tage familiehensyn, hvis de er et sted, hvor det ikke er hele flokken, der er småbørnsforældre,” fortæller Karin Mette Thomsen.   

Men hos Watch Medier, som ShippingWatch er en del af, afviser administrerende direktør og ansvarshavende chefredaktør Anders Heering, at frygten for, at det kan danne præcedens, spiller en rolle, når han skal forholde sig til en ansats ønske om at gå ned i tid.

”Vi har ikke noget problem med at sige ja til én og nej til en anden,” skriver han i en mail til Journalisten.

Men han afviser at forklare, hvad der lå til grund for, at Johannes Hartkopf-Mikkelsen fik nej, da han i sin tid spurgte om en deltidsstilling. Generelt siger han:

”Når vi vurderer, om vi vil give folk lov til at gå ned i tid, er det en helhedsvurdering af en række parametre, herunder dynamikken og kontinuiteten på den enkelte nyhedsredaktion, den enkelte medarbejders motivation med mere.”

Hvad kan set fra jeres side være argumenterne for at lade en ansat, der ønsker det, gå på deltid?

”Vi tror på, at glade og motiverede medarbejdere giver det bedste arbejdsmiljø og det bedste produkt, og derfor kigger vi altid seriøst på forespørgsler af denne type,” skriver Anders Heering.

Han tilføjer, at deltid ikke er noget, de har fået mange henvendelser om. Ud af de to, der har spurgt i mediehusets otte års levetid, har én fået ja, og én har fået nej. 

Deltid føles som snydejob

En duft af nyvaskede trægulve møder Camille Gudmand Lange og sønnen Pelle, da de omkring klokken 15:10 låser sig ind i lejligheden ved søerne i København.

”Vi har lige haft rengøring i dag,” forklarer hun, mens vi tager overtøjet af i gangen.

Siden Camille Gudmand Lange gik på deltid for lidt over et år siden, har hun eller kæresten – der i mellemtiden er gået freelance – kunnet hente deres søn omkring klokken 15 hver dag.

”Og det har jeg det bare rigtig godt med,” fortæller hun.

”Jeg har vitterligt 90 procent mindre dårlig samvittighed over ikke at være nok sammen med mit barn i dag. Og det betyder, at jeg helt ubekymret kan lægge de timer ude på arbejdet og være helt opslugt af det.”

Camille Gudmand Lange fortæller, at hun de fleste dage møder omkring klokken 9 og går omkring klokken 15. Med en halv times betalt frokostpause betyder det, at hendes arbejdsdage reelt kun er på 5,5 time.

”Det er jo lige før, det ikke føles som arbejde – nogle dage føles det som et snydejob, fordi jeg også er så vild med det, jeg laver,” griner hun.

Camille Gudmand Lange fortæller, at de syv timers ekstra fritid om ugen reelt føles som mere og har gjort en verden til forskel. Og det er særligt den ekstra tid med sønnen, der har givet mere overskud i hverdagen.

”Hvor mit arbejde er noget, der kan få mine stresshormoner op at boble, så gør tid med Pelle i en afslappet setting præcist det modsatte. Det kan jo blive super stresset med børn, når man skal nå alt muligt. Men hvis man ikke skal nå noget, så synes jeg, at det at komme ned i børnetempo og se verden med hans øjne er noget af det mest afslappende, jeg har prøvet,” siger hun.

Hun fortæller også, at hun kan være sammen med sin søn på en bedre måde, når hun henter ham tidligt, før han er begyndt at blive træt og grumpy efter en lang dag i vuggestuen.

”Normalt kan man jo kun lige nå at hente, købe ind, lave maden og spise den, inden de skal i seng. Og det kan være så lidt hyggeligt. Men i dag kan vi faktisk nå at lave noget, som ikke er nødløsninger hele tiden. Vi kan mødes med nogen, tage en tur i Tivoli eller bruge to timer på legepladsen,” siger hun.

Mere fleksibilitet som selvstændig 

For Johannes Hartkopf-Mikkelsen i Sdr. Bjert ved Kolding er hverdagen i dag også langt bedre, end da han for to år siden boede i København og havde fuldtidsjob.

”Den største forskel er tempoet. Både det tempo, vi selv sætter, men også det tempo, vi oplever omkring os. Jeg tror på en måde, det smitter, når alle går helt vildt hurtigt, som de gør i København. Og den smittefare er der bare ikke her i Bjert med 1.900 indbyggere. Selvfølgelig har folk her også travlt, og der er også kø ind til Kolding om morgenen. Men det er bare mindre hektisk,” siger Johannes Hartkopf-Mikkelsen.

Året efter at han havde sagt op på Shippingwatch, flyttede han og familien fra København, og siden har han været selvstændig. Hver dag mellem klokken 8 og 11 har han en fast tjans, hvor han skriver online nyheder for fagbladet Søfart. Resten af tiden bruger han på at sparke sit eget nichemedie om selvkørende biler i gang. Hans kone, der er jurist, arbejder i dag halv tid i Tønder Kommune.

”Jeg tror egentlig, at jeg er endt med at arbejde noget, der ligner 37 timer. Men som familie arbejder vi samlet set mindre, og hverdagen føles mere tilfredsstillende. Jeg trives meget bedre, og jeg kan være mere mentalt til stede sammen med mine børn efter en arbejdsdag,” fortæller han.

Hverdagen som freelancer uden faste arbejdstider og vagtskema har også givet mere fleksibilitet. Det betyder blandt andet, at Johannes Hartkopf-Mikkelsen kan tage korte arbejdsdage de dage om ugen, hvor han både afleverer og henter, fordi hans kone arbejder i Tønder 90 kilometer sydpå, og længere dage andre dage.

”Hvis det tager 10 minutter ekstra at undgå en konflikt om morgenen, så gør det heller ikke noget nu, og hvis der er et arrangement i børnehaven, så er der ikke nogen, man skal bytte vagt med, eller en arbejdsgiver, man skal ned på knæ og spørge om fri hos. Det er fedt,” siger Johannes Hartkopf-Mikkelsen.

Til gengæld tjener både han og hans kone mindre i dag, end da de boede i København. Men leveomkostningerne i provinsen er også reduceret, og de sparer gerne en rejse om året til fordel for en bedre hverdag.

”Med to fuldtidsjob var der jo penge til at tage på skiferie om vinteren og til Gran Canaria om efteråret og også holde en fin sommerferie. Men alt det indimellem blev noget, der skulle overstås for at nå hen til de der ferier. Og sådan bør det simpelthen ikke være,” siger Johannes Hartkopf-Mikkelsen.

Han undrer sig stadig over, hvorfor hans tidligere arbejdsgiver ikke ville lade ham gå ned i tid.

”Jeg tror altså, at mange arbejdsgivere undervurderer, hvor meget det betyder for deres medarbejderes ydeevne, at de trives og er veludhvilede,” siger han.

Deltid bør ikke være tabu

Også Camille Gudmand Lange anbefaler i dag deltid til alle, der gider at høre på det.

”Jeg synes, det er mærkeligt, at vi har et samfund, hvor vi prioriterer tid med vores familier så lidt,” siger hun, mens vintermørket uden for lejligheden sænker sig, og Pelle leger med Lego med sin far på gulvet.

Om lidt skal de over til en veninde og hendes søn og spise aftensmad og lege.

”Jeg tror, der er mange derude, som slet ikke overvejer det at gå ned i tid som en mulighed. I tv-branchen fornemmer jeg i hvert fald, at det nærmest er tabu at tale om, at man gerne vil prioritere noget andet i sit liv højere end sit arbejde. Og det synes jeg bare er mega synd,” siger hun og tilføjer:

”For mig har det i hvert fald været det helt, helt rigtige at gå på deltid. Og hvis jeg kunne gå ned til 20 timer, så ville jeg nok også gøre det. Jo mere tid og hygge og omsorg og kærlighed, jeg kan give min søn, jo mere tror jeg, at han kan få et godt liv. Og det er det, der er i fokus for mig,” siger Camille Gudmand Lange.