Kongehuset får kritik for at dele billede med tech-giganter i stedet for medier

”Det er et principielt problem, at Kongehuset giver billeder og trafik til amerikanske interessenter,” siger Ekstra Bladets chefredaktør, Poul Madsen, i forbindelse med, at Kongehuset har lagt et billede af kronprinsessen på sociale medier

Det er et problem, at Kongehuset vælger at kommunikere gennem amerikanskejede sociale medier og ikke gennem danske medier. Sådan lyder det fra underholdningsjournalist Nikolaj Vraa, der i et Facebook-opslag retter kritik mod Kongehuset.

Kritikken går på, at et billede af Kronprinsesse Mary i forbindelse med hendes fødselsdag ikke udleveres til den danske presse, men i stedet kun lægges op på Facebook og Instagram. Noget, som Nikolaj Vraa ser som problematisk.

”Kongehuset foretrækker at kommunikere denne ”fortælling” gennem den børsnoterede amerikanske virksomhed, der ikke skaber danske arbejdspladser og kun betaler symbolsk skat og moms af milliardomsætningen på annoncer,” skriver han på Facebook.

Det er ikke første gang, at Nikolaj Vraa kritiserer Kongehuset for dets forhold til pressen. I 2017 måtte journalister ikke deltage i fejringen af Dronning Margrethe og Prins Henriks guldbryllup. Det mente Nikolaj Vraa også var et problem. Pressen måtte dog dengang gerne benytte de billeder, der kom ud af arrangementet, men de var kun taget af Kongehusets egen fotograf.

Et principielt problem

Hos Ekstra Bladet er man enig i Nikolaj Vraas kritik. Chefredaktør Poul Madsen mener, at Kongehuset ikke må glemme, at det lever af den PR, som den danske presse giver det.

”Det er et principielt problem, at Kongehuset giver billeder og trafik til amerikanske interessenter. Særligt nu, hvor danske medier har det svært med annoncer, burde Kongehuset da om nogen værne om danske medier og deres interesser,” siger han.

Han tilføjer, at det er særligt problematisk, at Kongehuset vil styre fortællingen om sig selv så direkte.

”Jeg tror, at hvis den her tendens fortsætter, kan vi komme til at miste de mere kritiske historier om Kongehuset, hvilket ville være en stor skam,” siger han.

Kongehuset har ikke ønsket at stille op til interview, men oplyser i en skriftlig kommentar, at billedet af Kronprinsesse Mary, der blev lagt på Kongehusets hjemmeside og sociale medier, ”er af officiel karakter og er forbeholdt Kongehuset samt Kronprinsessens protektioner.”

”Af den grund blev fotoet ikke udleveret til redaktionelt brug i forbindelse med Kronprinsessens fødselsdag. Vi udleverer dog løbende fotos og videoer til mediernes redaktionelle brug og har desuden en lang række fotos liggende på kongehuset.dk/presse,” lyder det i det skriftlige svar.

0 Kommentarer

Læs også

Nyhedschef om kongehuset: “Man er ude på et skråplan”

08. JUNI 2017

Kongehuset opruster på sociale medier

18. JANUAR 2016
Avisboss til Mette Frederiksen:

Avisboss til Mette Frederiksen: ”På langt sigt undergraver det demokratiet”

08. DECEMBER 2020
data_usage
chevron_left
chevron_right