Der gik et døgn, fra Politikens dameblad landede på min dørmåtte, til jeg indså, at der ikke blot var tale om endnu en glitret reklametryksag, men derimod et spritnyt magasin, der har langt flere læseværdige artikler, end de blade jeg normalt betaler to tyvere for.
Med en forside, hvor en kvinde, der mest af alt ligner en fe, bliver skudt op af en cirkuskanon, adskiller Community sig allerede på forsiden fra de øvrige dameblade, kvinder normalt hiver ned fra kioskernes hylder.
Måske var det det usædvanlige cover, som normalt på den slags blade består af et styks fotomodel- kvinde fotograferet i front og i øjenkontakt med læseren, lige præcis grunden til, at jeg alligevel fik åbnet Community.
Og hvor er jeg dog glad for, at jeg fik gjort det. Lederen på det nye blad, der bliver sendt ud til Politikens abonnenter, lovede mig "Mer' end bare sex og shopping." På Communitys redaktion er det ambitionen "at påvirke udviklingen og tidsånden og os alle på baggrund af gode artikler og vedkommende historier."
I premierenummeret er der både artikler om global opvarmning, og hvad penge samlet ind til brystkræft egentlig går til. Selv om det ikke var de artikler, jeg læste først, er de med til at gøre, at jeg oplever, "at her er et blad, der tager mig seriøst."
Den første artikel, som jeg læste fra A-Z, var en artikel om en dansk kvinde, der har giftet sig ind i italiensk rigmandsfamilie med tilhørende modeimperium. En fin askepotfortælling, som samtidig gav et unikt indblik i en verden, der ellers ikke er tilgængelig for os andre dødelige. At artiklen så ender lidt naivt med at fortælle, at hendes italienske rigmand i dag overlader økonomiske forhandlinger af enhver art til hende, er bare underholdende og en anelse provokerende. Jeg tipper på, at det fortsat er familiens overhoved, 85-årige Wanda Ferragamo, han spørger til råds, når det virkeligt gælder.
Derudover blev jeg også fanget af artiklerne om de nye førerkvinder plus artiklen om miljøaktivisten Ulrik Vedel, og jeg har stadig mange artikler til gode, så bladet får lov til at blive liggende lidt endnu på mit køkkenbord.
Egentlig har jeg sagt mit abonnement på Politiken op og venter bare på, at det udløber i midten af måneden, men efter at jeg har fået det første nummer af Community, overvejer jeg kraftigt at omgøre den beslutning. Selvfølgelig kan Community ikke fastholde læserne alene. Det skal det gøre i samspil med fremragende fortalte og grundigt researchede artikler, som artiklen om De Radikales storhed og fald på forsiden af PS sidste søndag. Men det er måske lige præcis Community, der gør forskellen, når jeg vakler mellem Politiken og dens konkurrenter eller for den sags skyld: slet intet abonnement.
Jeg gad godt vide, om denne nye gratis tryksag får redaktørerne på de andre dameblade til at ryste lige så meget i bukserne, som de gjorde rundt omkring på dagbladene, da Nyhedsavisen meldte sin ankomst. Er en ny damebladskrig med ankomsten af Community skudt i gang?
Med venlig hilsen
Signe Højgaard Nielsen
PS: Community har selvfølgelig en hjemmeside, som, chefredaktør Helle Retbøll Carl skriver, skal være en ny platform, hvor kvinder kan udveksle erfaringer og oplevelser og selvfølgelig også læse bladets artikler. Deraf bladets navn. Det kan så bare undre mig, at siden ikke er til at få øje på på politiken.dk
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.