
Anders-Peter Landert, direktør i Wunderkind, kommer ikke til at genansætte de fem, der blev mistede jobbet før jul. Claus Bech/Wunderkind
Lukningen af BT/Metro som gratisavis rammer nu mediebureaet Wunderkind.
Hidtil har Wunderkind layoutet BT/Metro. Men da Berlingske Media fremover kun udkommer med B.T. – nu som gratisavis på hverdage – er der blevet en kunde mindre hos Wunderkind.
Det betyder, at i alt fem ansatte har mistet deres arbejde.
”Vi lever af de kunder, vi har. Og når en kunde som Berlingske Media lukker en avis, så har det desværre den betydning, at vi må skære ned,” siger direktør i Wunderkind Anders-Peter Landert.
Ville gerne have beholdt ansatte
De fyrede medarbejdere fordeler sig på én ansat på Dansk Journalistforbunds overenskomst, to HK-ansatte (herunder en layouter) og to vikarer, der også var layoutere.
Anders-Peter Landert er ked af at sige farvel til dem.
”Jeg er rigtig glad for dem. Jeg havde bare ikke økonomi til at have dem gående lige nu,” siger han.
Hvad siger dine ansatte til det?
”Med det forbehold, at jeg ikke kan læse deres tanker, så synes jeg, at de overordnet har forståelse for situationen. Men jeg synes aldrig, det er sjovt at skulle afskedige mennesker. Vi har kæmpet hårdt for at få lukket tilstrækkeligt med nye aftaler i løbet af året, så vi kunne beholde dem, men det er ikke lykkedes,” siger han – og udstikker et løfte:
”Jeg har sagt til dem, at hvis det ender med, at vi får mere arbejde, og det passer på deres kvalifikationer, så vil jeg gerne beholde dem.”
Forventer ikke flere nedskæringer
Wunderkind er det mediebureau, der i en spareøvelse overtog layoutet af blandt andet Berlingske, det daværende BT/MX og B.T. i 2018. Det var planen, at i alt 32 ansatte i Berlingske Media skulle overgå til mediebureauet for at spare penge.
Wunderkind har derfor tætte forbindelser til Berlingske Media, og Anders-Peter Landert er selv tidligere chefredaktør på B.T.
Han er ærgerlig over at se BT/Metro forsvinde.
”Det betyder meget, når vi mister en aftale med dem. Men på den anden side er det sådan, at vi er en forretning, hvor man hele tiden siger farvel til nogle kunder og goddag til nogle andre,” siger Anders-Peter Landert.
Hvordan ser det ud i forretningen Wunderkind?
”Jeg synes overordnet, det går godt,” siger han.
”Vi har den filosofi, at vi ikke kører med underskud. Vi skal som minimum have nul på bundlinjen. Det ser sundt ud, men vi laver ikke vildt mange penge til os selv. Vi håber, at vi i løbet af fem til 10 år har en virkelig god forretning,” siger han.
Wunderkinds regnskab for 2018 viste et overskud på 700.000 kroner. Virksomheden har en egenkapital på 833.000 kroner.
Skal dine medarbejdere være bekymrede for, at flere skal ryge?
”Jeg har sagt til dem, at vi, når vi ser på budgettet for 2020, har det hold, vi skal bruge. Men vi ved aldrig, om der er kunder, der om et halvt år forsvinder, og så bliver vi nødt til at ændre holdet. Det er desværre den virkelighed, vi lever i.”
Men er det noget, du forventer?
”Nej, det er ikke noget, jeg forventer.”
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.