Anders Krab: ”Det er en fin mail” fra Michael Dyrby

”Jeg synes, at det er en fin mail.” Sådan lyder det fra Berlingske Medias adm. direktør, Anders Krab-Johansen, oven på, at Michael Dyrby i en mail til medarbejderne kaldte sin optræden i ’Presselogen’ for ”en nedsmeltning”

Anders Krab-Johansen, administrerende direktør for Berlingske Media, ser positivt på den mail, som B.T.’s ansvarshavende chefredaktør, Michael Dyrby, sendte ud mandag aften til medarbejderne.

”Jeg synes, at det er en fin mail, Michael Dyrby har sendt ud til sine medarbejdere. Og den kan sagtens tåle offentlighedens lys,” siger Anders Krab-Johansen til Journalisten.

Michael Dyrby beskrev i mailen, som Ekstra Bladet er kommet i besiddelse af, sin optræden som gæst i ’Presselogen’ på TV 2 News søndag som en nedsmeltning.

”Jeg så det samme som jer i søndagens presseloge – eller rettere, jeg oplevede det fra første parket. Det var en katastrofe – en nedsmeltning – en chefredaktør, der blev udstillet, så det gjorde ondt,” skrev Michael Dyrby.

Undskyld for hykleriet

11 dage. Så mange dage skulle der gå, før Michael Dyrby for første gang deltog i et interview om en sag på B.T., hvor otte tidligere studentermedjælpere har fortalt om grænseoverskridende adfærd fra en redaktør.

Journalisten afdækkede sagen den 11. marts. Dengang kaldte Michael Dyrby sagen for alvorlig, men afviste siden at stille op til interview hos adskillige medier, fordi der var tale om en personalesag.

”Men det er jo ikke rigtigt, for vi skriver hele tiden historier om personalesager,” skriver Michael Dyrby nu i mailen til sine medarbejdere.

I ’Presselogen’ stillede Politikens chefredaktør Anne Mette Svane også spørgsmål til Michael Dyrbys fortid som chef på TV 2, hvor det er blevet afdækket, at der har været en sexistisk kultur. Men det afviste Michael Dyrby at svare på, fordi han ikke var forberedt på spørgsmålene.

Vil ikke uddele karakterer

Anders Krab-Johansen , synes du, at Michael Dyrby som chefredaktør på B.T. skal svare på spørgsmål, som han ikke er blevet forberedt på? 

”Jeg synes, Michael Dyrby svarede fint på det hele i den mail, han har sendt til sine medarbejdere, og som ad bagvejen er kommet ud til offentligheden. Og jeg skal ikke give karakterer til det ene eller det andet. Brug den mail. Læs den. Se, hvad der står i den. Og det, tror jeg, fint besvarer det hele.”

Den har jeg læst. Men jeg spurgte ind til, om du mener, at man som chefredaktør på B.T., som Michael Dyrby er, skal svare på spørgsmål, som man ikke er blevet forberedt på?

”Jeg synes, du skal læse den mail fra Michael Dyrby. Det er en sag for Michael Dyrby og B.T., og jeg skal ikke sidde og give karakterer til det. Det er, hvad du får ud af mig.”

Jeg beder dig ikke om at give karakter. Jeg spørger, om du mener, at man som chefredaktør på B.T. skal svare på spørgsmål, man ikke er blevet forberedt på? 

”Nu sker der så det, som du helst ikke vil have. Nu har jeg faktisk ikke flere svar. Tak for interviewet. Hej, hej.”

Michael Dyrby skriver i mailen til sine medarbejdere, at han dagen efter sin optræden i ’Presselogen’ har ”tusind bedre svar” i hovedet. Dem ville Journalisten gerne have spurgt nærmere ind til. Men det har ikke været muligt at få et interview med Michael Dyrby.

Formanden for B.T.’s medarbejderforening, Rasmus Skat Andersen, har ikke nogen kommentarer til sagen.

0 Kommentarer