En hånd på et lår, en tunge i et øre, en fyret tv-vært og et par skandaliserede politikere. Omtrent sådan har det seneste års massive MeToo-fokus i medierne set ud fra 59-årige Ulla Andersens perspektiv. 

Ligesom de fleste andre danskere fulgte den førtidspensionerede lagerarbejder fra Svinninge med, da Sofie Linde for præcis et år siden ryddede forsider med sin tale ved ’Zulu Comedy Galla’. Her fortalte hun om en julefrokost i DR, hvor en stor tv-kanon truede med at ødelægge hendes karriere, hvis hun ikke suttede hans pik.  

Talen udløste en lavine af MeToo-historier. Alle ville vide, hvem tv-kanonen var, og i takt med at fortællinger og afsløringer af krænkelser og sexisme piblede frem i pressen, steg bestyrtelsen. 

Men Ulla Andersen fra Svinninge var knap så overrasket. Hun har selv været udsat for grov sexchikane som ansat på Coops ferskvarelager i Brøndby og tænkte i sit stille sind, at den slags jo foregår alle steder.

”Det er ikke for at retfærdiggøre det, men når jeg hører om alt det, medierne kommer frem med, kan jeg godt tænke: Ærlig talt, en hånd på låret og rend mig. Var det bare det? Det er jo intet i forhold til, hvad vi andre har oplevet,” siger Ulla Andersen. 

I efteråret stod hun derfor frem med navn og billede i Fagbladet 3F og fortalte sin historie. Hun fortalte om blowjob-billeder fra chefen, om kommentarer som ”du ville se meget bedre ud med min pik i munden” og om de mange nedladende bemærkninger til hendes krop og tøj, der til sidst udløste depression og PTSD. 

”Det kan godt være, Sofie Linde satte gang i en bølge, men den har jeg altså ikke mærket.”

Ulla Andersen, tidligere lagermedarbejder, Coop

Men hvor de celebre sager om Sofie Linde, Radikales Morten Østergaard, radiovært Mads Aagaard og tv-vært Jes Dorph satte dagsorden og blev citeret vidt og bredt, gik Ullas historie fra Coop stort set ubemærket hen i de landsdækkende medier. Kun B.T. lavede efter 10 dage en citathistorie. 

”Det kan godt være, Sofie Linde satte gang i en bølge, men den har jeg altså ikke mærket,” konstaterer Ulla Andersen i dag. 

Bølgen blev kun et skvulp

Og Ulla Andersen er ikke den eneste, der med rette kan føle sig forbigået i pressens dækning af MeToo. 

En undersøgelse lavet af Infomedia for Journalisten viser, at selv om mediernes fokus på krænkelser og sexisme har været massivt, så har dagsordenen aldrig for alvor bredt sig fra de bonede gulve i mediebranchen og på Christiansborg og ud til de fag og brancher, hvor langt de fleste danskere arbejder.

Faktisk handler en meget lille del af mediernes samlede MeToo-omtale fra Sofie Lindes tale og 10 måneder frem om sexisme og krænkelser blandt lærere, sygeplejersker, tjenere, håndværkere og alle de andre store og helt almindelige erhvervsgrupper i Danmark.

Ansatte i sundheds- og socialsektoren udgør for eksempel seks procent, mens ansatte i industrien nærmest er usynlige. 

Til sammenligning er politikere omtalt i 40 procent af MeToo-historierne, mediefolk udgør 24 procent, mens andre kendte personer indgår i otte procent af historierne, konkluderer Infomedia.

To dugfriske specialeafhandlinger fra henholdsvis Københavns Universitet og RUC, som Journalisten har fået lov at læse, bekræfter tendensen: I langt de fleste brancher, hvor helt almindelige danskere går på arbejde hver dag, blev MeToo-bølgen mest bare til et lille skvulp.  

Og det vækker skarp kritik fra både forskere, fagforbund og nogle af de danskere, der selv har forsøgt at råbe op om sexismen i deres branche. 

”Medierne har svigtet deres ansvar, når de kun i så begrænset omfang har afdækket sexismen på det mere strukturelle niveau uden for den kulturelle elite.”

Jannie Møller Hartley, lektor i journalistik, Roskilde Universitet

”Medierne har svigtet deres ansvar, når de kun i så begrænset omfang har afdækket sexismen på det mere strukturelle niveau uden for den kulturelle elite,” siger Jannie Møller Hartley, der er lektor i journalistik ved Roskilde Universitet og selv har forsket i mediernes dækning af første MeToo-bølge. 

”Journalisterne skriver om det, de selv finder interessant, men glemmer de vildt mange mennesker, som udgør flertallet og ikke tilhører den kulturelle elite. Det er dybt ærgerligt,” mener hun. 

De mest udsatte fylder mindst 

Hos 3F, der bragte Ulla Andersens historie i fagbladet, deler man kritikken. Her er chefredaktør og kommunikationschef Thomas Hundsbæk vant til at få fagbladets historier citeret i andre medier. Men Ulla Andersens historie om grov og årelang sexchikane hos Coop havde de for sig selv. 

”Og da vi hentede testimonials på nøjagtigt samme måde som i den talende klasses brancher, fik det meget, meget lidt omtale,” fortæller Thomas Hundsbæk. 

Det ærgrer og undrer ham – særligt fordi han ikke er i tvivl om, at der er mindst lige så mange MeToo-historier at grave frem fra almindelige arbejdspladser, hvor tjenere, sosu’er, faglærte og ufaglærte går på arbejde hver dag. 

”MeToo bliver noget elitært og fjernt københavneri i journalisternes egen omgangskreds – og det er super-ærgerligt.”

Thomas Hundsbæk, chefredaktør og kommunikationschef, 3F

”Jeg tror, vi kunne finde meget, hvis vi gad lede som journalister. Men man får indtryk af, at det skal være studieværter, balletdansere, politikere, ansatte i filmbranchen eller journalister på et stort medie, for at det får medieomtale og bliver taget rigtigt alvorligt og undersøgt på den dybe måde,” siger Thomas Hundsbæk og tilføjer: 

”På den måde bliver MeToo noget elitært og fjernt københavneri i journalisternes egen omgangskreds – og det er super-ærgerligt.”

Trods det store mediefokus tyder tallene ikke på, at journalister og andre fra den kreative og politiske elite skulle være mere udsat for sexchikane end ansatte i andre brancher. Tværtimod faktisk. 

Ifølge tal fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø oplever lavtlønnede syv gange så meget seksuel chikane som de rigeste. Sosu’er, kokke og tjenere topper statistikkerne over de faggrupper, der er allermest udsat for sexchikane, viser en anden undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø foretaget blandt 35.000 danske lønmodtagere. 

Journalister er nummer 24 på samme liste. 

Alligevel har social- og sundhedssektoren, der beskæftiger mere end 300.000 ansatte, kun fyldt seks procent af mediernes MeToo-dækning det seneste år. Kokke, tjenere, butiksansatte, rengøringspersonale og andre i servicefag fylder tilsammen kun to procent af mediernes samlede MeToo-omtale. 

Vidnesbyrd blev til mediekritik  

Én af dem, der har forsøgt at råbe op om sexisme i netop restaurationsbranchen, er tidligere tjener Mette-Marie Nørlev. 

Hun har arbejdet på en række restauranter og caféer, siden hun var 16 år, og delte i kølvandet på Sofie Lindes opråb nogle af de ”megasexistiske ting” på sin Instagram-profil, som hun selv har oplevet gennem årene. Og så væltede det ellers ind med vidnesbyrd fra andre i branchen. 

↑ ”Jeg synes ikke, pressen har levet op til sit ansvar, når den kun dækker dem, som i forvejen har taletid og mediebevågenhed,” siger tidligere tjener Mette-Marie Nørlev. Foto: Kasper Løftgaard.

 

En ung kvinde skrev om chefen, der ville vide, om hun ”altid slugte” og var til ”sport i to’eren”. 

En anden skrev om køkkenchefen, der tager kvindelige ansatte på numsen, mens en tredje fortalte om en chef, der tilbød hende penge for at have sex med ham.

Mange skrev om gæster, der kræver kys som tak for drikkepenge, og arbejdspladser, der kræver stramtsiddende T-shirts og korte nederdele som uniform. 

”I løbet af tre timer havde jeg 150 historier på min platform,” fortæller Mette-Marie Nørlev. 

Til at starte med havde hun ikke dybere tanker med indsamlingen end at høre, hvad andre har oplevet. Men det udviklede sig hurtigt til en kritik af medierne. 

”Det blev en kritik af, at det var folk, som normalt har meget taletid i medierne, der fik dækket deres MeToo-oplevelser i pressen. Det var mediepersoner, politikere og kultureliten, men der var virkelig mangel på folk med jobs, der ikke har lige så meget anerkendelse. Folk, der ikke er så ressourcestærke, og som er lettere at udskifte,” siger hun. 

Ligeglad med arbejderklassen

Det skal retfærdigvis nævnes, at det ikke er svært at finde eksempler på artikler, hvor landsdækkende medier faktisk har løftet blikket fra egen navle og omtalt problemer med krænkelser og sexisme uden for journalisternes egen eller tilstødende brancher. 

Information har for eksempel talt med 11 unge, der er ved at uddanne sig til maler, frisør eller læser HF, og som alle kender til krænkelser. Berlingske har beskrevet MeToo i lægeverdenen og på mikrobryggerier, og P1 har for nylig sat fokus på krænkelser i den danske handelsflåde. 

Mette-Marie Nørlevs egen indsamling af MeToo-oplevelser fra restaurationsbranchen gik heller ikke helt ubemærket hen. Zetland og Femina interviewede hende, og Politiken satte fokus på problemet under overskriften ’Tjenere er trætte af krænkende gæster’.

”Men i forhold til størrelsen på problemet synes jeg slet ikke, det har fået nok fokus,” siger Mette-Marie Nørlev og uddyber: 

”Det var mest sådan konstaterende ’ja, der findes også sexisme i restaurationsbranchen’. Det var intet i forhold til underskrifterne fra journalisterne til Sofie Linde-brevet, som fik forsiden på Politiken og blev dækket meget større og omtalt vidt og bredt i andre medier. Det her blev bare en lille sideartikel.”

Og det er kritisabelt, mener Mette-Marie Nørlev. 

”Jeg synes ikke, pressen har levet op til sit ansvar, når den kun dækker dem, som i forvejen har taletid og mediebevågenhed. Det er lidt som at være ligeglad med arbejderklassens problemer,” siger hun og understreger, at det kun tog hende tre timer at indsamle 150 eksempler på sexisme i restaurationsbranchen. 

”Det viser, at det er et kæmpestort problem. Men i medierne blev det affejet som en lille ting,” siger hun. 

Ingen forandring uden mediepres    

Det er ikke første gang, pressens navlepillende MeToo-dækning problematiseres. 

Allerede 7. oktober, halvanden måned efter Sofie Lindes tale, skrev redaktør på fagbladet Bager & Konditor Anders Grabow et debatindlæg på journalisten.dk med overskriften ’#Metoo skal også være #themtoo’. 

Her efterlyste han forsiderne med MeToo-beretninger fra ”Susan i SuperBrugsen, Merete fra McDonalds og Iben fra ISS”. 

”Jeg var træt af, at journaliststanden over en bred kam kun interesserede sig for de celebre sager,” forklarer han.

”Selvfølgelig skal ’Ålen’ opføre sig ordentligt i Zentropa, men det skal Peter i McDonalds eller chefen nede i Netto da også – og dem hører vi bare aldrig om.” 

I debatindlægget henviste han til Fagbladet 3F’s historie om Ulla Andersen, den tidligere lagermedarbejder hos Coop, der – som han beskriver det – ”var blevet kørt helt ned af sexchikane, uden at der var sket en skid”.

”Vi får altså ikke hr. og fru Lagermedarbejder med i debatten, hvis vi ikke skriver om dem og deres virkelighed.”

Anders Grabow, redaktør på fagbladet Bager & Konditor 

”Det var en ganske forfærdelig historie, men den har ikke stået andre steder, og det forstår jeg simpelthen ikke. Hvorfor er det mere interessant at skrive om pigekoret end om folk på et lager?” spørger Anders Grabow og tilføjer: 

”Vi får altså ikke hr. og fru Lagermedarbejder med i debatten, hvis vi ikke skriver om dem og deres virkelighed.”

Og det er pressefolk hos FOA og HK Handel, som Journalisten har talt med, enige i. De oplever heller ikke, at medierne har vist interesse for at afdække den sexisme, som deres medlemmer udsættes for.

”Vi er ikke blevet kontaktet af nogen landsdækkende medier. Heller ikke da vi sendte en pressemeddelelse ud om netop sexisme og chikane i handelsbranchen,” siger Jacqueline Rodriques, presse- og kommunikationsmedarbejder i HK Handel, der blandt andet organiserer butiks- og lageransatte.  

”Det viser en form for ligegyldighed over for dem og de oplevelser, de måtte have,” mener hun. 

Hvad er konsekvensen af, at de ikke i særlig høj grad bliver en del af MeToo-fortællingen?

”Man risikerer at misse den forandring, man har oplevet i andre brancher. Når arbejdsgiverne ikke oplever det fokus og pres fra medierne, så tænker de måske, at problemet nok ikke er så stort hos dem. Og så er der risiko for, at man ikke tager det så alvorligt,” siger Jacqueline Rodriques.

Det er ud fra Infomedias tal ikke muligt at se, hvordan de enkelte nyhedsmedier klarer sig. 

Chefredaktør på Berlingske Mette Østergaard mener, at mediebranchen fylder så meget i den samlede dækning, fordi mediebranchen var MeToo-bølgens epicenter.

”Og politik er et område, som mange medier dækker tæt. Derfor er det naturligt, at vi lettere får indsigt i historierne – og så er det jo personer med gyldne kæder, som vi derfor stiller til ansvar i offentligheden,” siger hun.

”Jeg vil ikke sige, at medierne har svigtet, for vi har vist en interesse for at løfte sagerne, men det er fair at sige, at der har været en skævvridning i forhold til, at mediebranchen og det politiske liv har fyldt så meget.”

Mette Østergaard, chefredaktør, Berlingske

Mette Østergaard mener, at der har været en stor villighed til at se på MeToo-anklager, ligegyldigt hvor de foregik. Berlingske har blandt andet skrevet om MeToo blandt advokater og it-ansatte.

Men samlet set er der ifølge Mette Østergaard desværre en overrepræsentation dér, hvor medierne bevæger sig mest.

”Jeg vil ikke sige, at medierne har svigtet, for vi har vist en interesse for at løfte sagerne, men det er fair at sige, at der har været en skævvridning i forhold til, at mediebranchen og det politiske liv har fyldt så meget,” siger hun.

 ”Der skete ikke en skid”   

I mediebranchen og i dansk politik har det seneste års MeToo-bølge både ført til fyringer, kulegravende advokatundersøgelser og opdateringer af personalehåndbøger og procedurer. Men ifølge den tidligere tjener Mette-Marie Nørlev er det gået mere stille for sig i restaurationsbranchen.  

”Der er sgu ikke rigtigt sket noget. Jeg har ikke hørt om nogen sager, der har fået konsekvenser,” siger hun. 

Den tidligere Coop-lagermedarbejder Ulla Andersen sidder tilbage med samme oplevelse. 

”Jeg havde da håbet, at min sag ville få konsekvenser. Men der er ikke kommet noget som helst ud af det. Intet – den er bare blevet skrinlagt igen.”

Ulla Andersen, tidligere lagermedarbejder, Coop

”Jeg havde da håbet, at min sag ville få konsekvenser. Men der er ikke kommet noget som helst ud af det. Intet – den er bare blevet skrinlagt igen,” konstaterer hun. 

Selv om Ulla Andersen i sin tid både fortalte tillidsmanden, flere overordnede og til sidst altså også medierne om chikanen mod hende, er chefen, der sexchikanerede hende, stadig ansat. Coop har over for Fagbladet 3F afvist at have et generelt problem med mobning og sexchikane.   

”Jeg sagde fra og har betalt prisen, og alligevel skete der ikke en skid. Det var bare den ene artikel, og så kom det igen til at handle om politikerne og en hånd på låret og alt det der,” siger Ulla Andersen og tilføjer:

”Men sådan er det med medierne. Jeg er ikke rig og berømt, politiker eller journalist, så jeg er ikke så spændende at høre på.”