Metoo-debatten kører for fulde gardiner (igen). Og der er al mulig grund til at håbe, at snakken denne gang fører til ændringer for både mænd og kvinder i arbejds- og foreningsdanmark.

Men igen.

Debatten skal drives af medierne, men vi har medier, der fokuserer på chikanen blandt de ”sexede” fag. Dem med en vis form for prestige; medier, film-industrien, sundhedsvæsnet og advokatbranchen.

Chikanen i de ”usexede” fag

Men man glemmer at have fokus på den chikane, der finder sted i de ”usexede” fag. Og når et specialmedie så skriver en hjerteskærende artikel om en kvinde, der har mistet stort set alt på grund af sexchikane, så forbliver det en historie kun i det specialmedie. I skrivende stund har INTET landsdækkende medie taget fat i historien.

For der er ikke noget sexet over historien med Ulla fra lageret i Brøndby. Og hvorfor så bruge spalteplads på den slags?

Men når Coop, som det er her, slipper afsted med et ikke-svar på, hvorfor ingen er blevet sanktioneret, så bliver der heller ikke lavet noget om. Der er også brug for en kulturændring på det brede arbejdsmarked. Ikke kun blandt de sexede fag.

Vi har nemlig glemt, at #metoo også handler om #themtoo.

Nu kan vi, dagligt, læse den ene kvalmefremkaldende historie om sexisme eller seksuelle overgreb efter den andet. Fra uønskede kys til deciderede voldtægter og efterfølgende intimidering af offeret – handlinger, der selvfølgelig skal straffes efter de regler og love, som er på arbejdspladser og i samfundet, for at krænkere mærker en konsekvens af deres handlinger.

Men!

For der er jo altid et men. Ser vi på avisforsider, netartikler ,og hvad der ellers skrives om netop det her, så virker det mest af alt, som om det er den øvre middelklasse og opefter, som har et problem og er i gang med at italesætte den chikane (seksuel eller ej), som findes blandt journalister, skuespillere, filmfolk, politikere og andre lignende professioner.

Hvor er forsiderne med #metoo-beretninger fra Susan i SuperBrugsen, Merete fra McDonalds og Iben fra ISS (det er tilfældige navne, læg ikke noget i dem)?

For lur mig, om de ikke også bliver seksuelt chikaneret på den ene eller anden måde. Hvorfor skulle Niels fra Netto (igen fiktivt navn) ikke også være typen, som tager nogle af de kvindelige ansatte på brysterne eller begår andre former for chikane og overgreb? Og hvorfor skal de fortællinger ikke ud? Niels’ forbrydelse og Susans traume bliver vel ikke mindre af, at de arbejder i detailhandelen og ikke i mediebranchen?

Hvorfor kommer Niels og Susan ikke på forsiden?

Der er, set fra min stol, to scenarier for, hvorfor hverken Niels, Susan, Merete eller Iben havner på forsiden med deres historier. Begge lige sørgelige. Måske ser medierne ikke forbrydelserne som værende lige så slemme som dem, der i dag fylder avissiderne. Men nej. Sådan burde klaveret ikke spille. For når man vælger at skrive om krænkelser, så skal man da tage udgangspunkt i de(n) krænkedes historier og ikke svælge i, om der er en vis form for spænding i at gætte på, om det er en kendt person, som har gjort noget dumt. Noget, der kan sælge klik eller aviser.

Måske er det, fordi de medlemmer af den kreative klasse, som skriver alle forsidehistorierne, ikke kender til hverken Susan, Merete eller Iben, som nok ikke bruger Twitter og #metoo, når de åbner op om deres historie – og så forbliver den ufortalt. Og hvorfor? Fordi lige børn leger bedst, og derfor har journalisterne bag skriverierne ikke brudflader med folkene fra de klasser, som ernærer sig ved at arbejde i lavtlønsjobs, hvor risikoen ved at tale højt om seksuel chikane er, om muligt, højere end for de kvinder, der for øjeblikket sender mediebranchen og politiske partier i krisestemning.

Jeg ved det ikke. Men jeg undrer mig over, at vi ikke hører om Susan, Merete og Iben. For #metoo gælder også for #themtoo.

Anders Grabow er redaktør på fagbladet Bager & Konditor