
Foto: Lærke Posselt, TV 2, Axel Schütt
’Comeback’
Miriam Zesler, journalist på TV 2 News og vært på ’Presselogen’
”Jeg skulle være vært på ’Presselogen’ 20. september 2020, ugen efter at Jens Gaardbo havde været vært, og programmet havde mødt kraftig kritik. Jeg og redaktionen sagde til vores chefer, at vi ville have 100 procent frie hænder, ellers ville jeg aldrig lave programmet igen. Vi skulle genrejse programmets troværdighed, og hvis vi ikke tog sidste uges program op, ville vi save benene over på os selv.
Samtidig ville jeg gerne undgå at sværte Jens Gaardbo, min medvært og gode kollega, mere end nødvendigt.
Der var ting, jeg vidste, men som jeg ikke kunne sige. Gaardbo var fortsat ansat på TV 2, så den fulde forståelse af, hvorfor det ikke var en god idé at sætte ham i spidsen for programmet ugen før, var der ikke endnu.
Jeg synes, det blev et fremragende program, hvor vi fik renset luften, og jeg oplever, at det gav programmet en ny troværdighed i forhold til, hvordan vi dækker os selv.”
Foto: TV 2
’Forspring’
Esben Seerup, direktør, TV 2 Fyn
”De 701 Sofie Linde-støtteunderskrifter skabte momentet for at gøre mere for at ændre en skrupforkert kultur i mediebranchen. Fra starten gav vi i ledelsen og de to tillidsfolk hinanden håndslag på at arbejde som ét team. Vi fik lavet en uvildig undersøgelse, der viste, at fire ud af 10 TV 2 Fyn-medarbejdere havde oplevet sexistisk adfærd. Alle i den milde ende, men alligevel. Otte ud af 10 gange var det fra kollega til kollega.
Jeg gav interviews til Jyllands-Posten, P1, Zetland, Journalisten og flere andre. Alle dækkede nysgerrigt, sagligt og korrekt. Men det var besynderligt at opleve, hvordan MeToo-fronterne blev skærpet fra arbejdsmiljø til en mand-kvinde-ting. JP’s netversion trak mere end 100 kommentarer. Det var ren gakkelak at læse. Som ’Nationen’ bare på jysk.
Berlingske lavede et andægtigt mikrofonholderinterview med Inger Støjberg, hvor hun trak os frem på et åbenlyst, underinformeret grundlag som et skræmmebillede. Jeg blev hvid af vrede, da jeg læste det. Jeg inviterede hende til at ringe eller en kop kaffe på TV 2 Fyn. Hun svarede aldrig.
Her i sommeren 2021 er vi ikke i mål. Men vi er heller ikke bagefter. Og næste år laver vi en ny, uvildig undersøgelse.”
Foto: Morten Albek, TV 2 Fyn
’Mod’
Fotojournalist Sofia Busk portrætterede 14 kvinder, som har fortalt om deres oplevelser med seksuelle krænkelser og sexisme. Billederne har været udstillet på ’Køn – gender museum Danmark’ i Aarhus.
”Før jeg mødte kvinderne bag ’En blandt os’, må jeg indrømme, at jeg var lidt skeptisk over for MeToo-bølgen. Jeg tænkte, ’at vi jo heller ikke skal blive for sarte’.
Når jeg har sat fokus på kvinders liv i lande som Kenya og Indien, så har jeg stolt fortalt, hvordan kvinder bliver behandlet i mit land. Ikke pralende, men som en måde at sige: ’Der findes en anden vej. Samfund og roller kan forandre sig.’
Kvinderne fra ’En blandt os’ havde indsamlet vidnesbyrd fra deres politiske arbejdsplads. Krænkelserne skulle på tryk i Jyllands-Posten, og jeg var hyret til at tage et portræt af initiativtagerne.
Mødet med dem og de historier, som fulgte, fik mig til at indse, at vi langtfra er i mål med ligestillingen. Kvinderne var vanvittigt nervøse og bange for, hvad de satte i gang. Men de stod sammen og holdt på deres ret til at fortælle om krænkelserne. Det er det mod til at skubbe på for forandring, som jeg især tager med mig fra MeToo-bølgen.
Som den tidligere kulturminister Jytte Hilden (S) sagde om den nye generation af kvinder ved åbningen af min udstilling på museet KØN i Aarhus: ”Forandringerne står i kø, og der er ingen vej tilbage. Det er irreversibelt.””
Foto: Privat
’Rystelse’
Lea Wind-Friis, journalist på Politiken
”Jeg var sygemeldt med en hjernerystelse hele sommeren 2020, og da Sofie Linde holdt sin tale, var jeg kun halvt tilbage på arbejde. Alligevel lagde jeg en føler ud i musikbranchen for at se, om nogen ville dele deres historie på samme måde, som kvinder fra mediebranchen og fra dansk politik havde gjort. Det var som at trykke en nål ind i en spændt vandballon. På tre dage tikkede 70 vidnesbyrd ind i min mailbakke. På et par uger havde min kollega Pernille Jensen og jeg samlet 97 mundtlige og skriftlige vidnesbyrd om sexisme, sexchikane og overgreb i den danske musikbranche. Modet til at stå frem var markant anderledes, end når jeg før havde arbejdet med emnet.
En hektisk mandag eftermiddag på Hotel Cecil stillede 40 musikere op med ansigt og navn til billederne til Politikens forside. Flere ville gerne, men kunne ikke. Nogle dukkede uanmeldt op til fotograferingen blot for at bakke op. For at undgå et supersprederevent delte vi folk op i hold og markerede med tape deres pladser på scenen, mens vi kæmpede med at holde styr på den voksende navneliste. Bagefter lagde jeg mig på den nu tomme scene med forbipasserende hovedpine og en klar følelse af, at noget var forandret, i hvert fald for en stund.”
Foto: Politiken
’Unuanceret’
Jan Schouby, chefredaktør, Århus Stiftstidende
”MeToo-debatten har vist sig at være absolut nødvendig. Især kvinder har været udsat for nogle vanvittige ting, som aldrig skal accepteres nogen steder. Men på nogle punkter er debatten også kørt helt skævt.
Jeg fik selv ørerne i maskinen to gange, da jeg på Twitter forsøgte at nuancere debatten – først med en kommentar til Morten Østergaard-sagen, anden gang med en kommentar til Jes Dorph-sagen. Jeg prøvede at hejse et principielt flag om, hvad der også er farligt ved debatten, men det var der simpelthen ikke plads til. Jeg blev angrebet på sociale medier og lagt ord i munden, som jeg aldrig har sagt eller ment. Når jeg eksempelvis sagde, at vi ikke havde haft MeToo-tilfælde på Århus Stiftstidende, så var jeg enten dum eller blind eller holdt hånden over krænkerne.
Når jeg ser tilbage, tror jeg, at midaldrende mænd som mig kom for tidligt på banen i debatten. Men jeg synes, det er virkelig problematisk, at vi har fået skabt et område, hvor der kun er én sandhed. Hvor mennesker, der ellers gerne vil blande sig, holder sig ude af debatten, fordi de ikke kan undgå at blive svinet til og tillagt motiver, de ikke har.”
Foto: Axel Schütt
’Rettidigt’
I marts 2021 stod studentermedhjælper Anne Louise Rühe og syv kolleger frem og fortalte om grænseoverskridende adfærd fra deres redaktør på B.T.
”I august 2020 opfattede jeg ikke MeToo som en bevægelse, jeg på baggrund af mine oplevelser kunne tage del i. Men da flere og flere kvinder i mediebranchen stod frem, gik det op for mig, at det, jeg var blevet udsat for på B.T., var en krænkelse på lige fod med det, som mange andre fortalte om.
På et tidspunkt sagde B.T.’s chefredaktør til Berlingske, at der ikke var problemer med sexisme på B.T. Det udløste en snak blandt os studentermedhjælpere om, at vi skulle gå til ledelsen og fortælle, hvad vi havde oplevet. Men da vi gjorde det, skete der intet.
Jo længere tid der gik, jo mere gik det op for mig, at det også for mig var en legitim mulighed at fortælle offentligheden om mine oplevelser på B.T., og at offentligheden ville lytte. Heldigvis har Sofie Lindes tale ved Zulu Awards skabt et rum, hvor det er i orden at tale offentligt om krænkelser. Det har givet lidt mere beskyttende vat til kvinder som mig, der gjorde det samme.
Men jeg har også prøvet at stå til en fest og følt, at en række tidligere kolleger på B.T. ikke ville tale med mig, fordi jeg var hende, der smed deres arbejdsplads på forsiden. Andre tidligere kolleger siger, at de er imponerede over det, jeg har gjort, men de tør ikke vise deres støtte på sociale medier, fordi de stadig arbejder i huset.”
Foto: Lærke Posselt
’Retssikkerhed’
Gitte Jul, turistbuschauffør i Aarhus og stifter af Facebook-gruppen ’Dig, Mig og Jes Dorph’.
”For snart et år siden startede MeToo en bølge, som hurtigt fik vendt op og ned på det hele. MeToo har aldrig rigtig sagt mig noget, og det har ikke været en debat, som jeg ville gå ind i – lige indtil det ramte en person, vi nok alle kender til: Jes Dorph-Petersen. Fra den dag begyndte jeg at blande mig med Facebook-gruppen ’For alle os der støtter Jes Dorph og Jens Gaardbo’. Efterhånden som tingene udviklede sig, fandt jeg på et navn, som er mere dækkende for MeToo, nemlig: ’Dig, Mig og Jes Dorph’.
Jeg havde i min vildeste fantasi aldrig troet, at gruppen ville blive så stor, som den er blevet. Næsten 42.000 medlemmer med en ting til fælles: Vi vil alle have retfærdighed.
Som noget helt særligt i alt det her, ja, så er jeg en kvinde, men ingen fortjener at blive beskyldt for noget, som er sket for næsten 20 år siden, om du er en mand eller en kvinde.
Retfærdighed skal der nok komme, for vi giver ikke op. Men der skal også ske en ændring i medierne, for desværre er der en tendens til at fremstille mænd som de værste. Sandheden er bare, at vi kvinder ikke er bedre selv.”
Foto: Privat
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.