Siden MeToo-debatten for et år siden blev genstartet af Sofie Linde, har pressen haft travlt. Dels med at dække nogle af de mange historier, der dukkede op, men også med at rydde op hos sig selv.

Men der skulle afsløringer i andre medier til, før flere af de store danske mediehuse for alvor gik i gang med at rydde op hos sig selv. Således lød det i dagene efter Sofie Lindes tale fra flere medier, at der ikke var så store problemer længere med sexisme på deres arbejdspladser. Først da historierne om en sexistisk kultur på blandt andet TV 2, Politiken og Ekstra Bladet begyndte at rulle, skete der noget. Der blev sat undersøgelser i gang, lavet nye retningslinjer og draget konsekvenser.

Det er godt. Det viser, at pressen har en vigtig rolle, og når medierne sætter fokus på et emne og en branche, så kan det være med til at forandre tingene til det bedre.

Derfor er det brandærgerligt for rigtig mange helt almindelige danskere, at en meget stor del af mediernes dækning af MeToo har fokuseret på medierne selv – og dem, de ligner. Som vi beskriver i dette nummer af Journalisten, så handler 40 procent af mediernes MeToo-dækning om politikere og 24 procent om mediefolk.

Hvor er de store afsløringer fra restaurationsbranchen, sundhedssektoren, detailhandelen eller andre kæmpestore sektorer, der beskæftiger hundredtusindvis af danskere.

”Det er lidt som at være ligeglad med arbejderklassens problemer,” lyder det om de danske medier fra en kilde, der på sin Instagram-profil på tre timer indsamlede 150 eksempler på sexisme i restaurationsbranchen.

Det har konsekvenser, når medierne kun fokuserer på elitens udfordringer. For det betyder, at der ikke sker det store i de brancher, der ikke har mediernes bevågenhed. Som det lyder fra for eksempel HK Handel: ”Når arbejdsgiverne ikke oplever det fokus og pres fra medierne, så tænker de måske, at problemet nok ikke er så stort hos dem.”

Som journalister bor og lever vi i alt for høj grad sammen med mennesker, der minder om os selv. Det smitter af på vores journalistik, fordi mennesker, vi kan identificere os med, forekommer mere vigtige. En gammel tommelfingerregel i nyhedsjournalistik siger, at jo længere væk en historie udspiller sig, jo flere døde skal der være, for at det er en nyhed. Det samme gælder åbenbart også for MeToo: Jo længere væk fra medierne selv, fra politikere og kulturpersonligheder, jo mindre omtale får det.

Men der er masser af dokumentation for, at problemerne med sexisme ikke kun er en udfordring i de ”spændende” brancher. Så det er sådan set bare et spørgsmål om at kigge lidt ud over egen navle og komme i gang. Og hvis medierne undrer sig over, hvorfor det kan være svært at få folk til at betale for indholdet, så skulle man måske spørge sig selv: Hvor relevante er vi lige for dem, vi gerne vil have ind i butikken, når vi ikke rigtigt gider beskæftige os med deres udfordringer?