Chefredaktør: ”Mit opslag er ikke nødvendigvis befordrende for at få medarbejdere til at stå frem”

Et facebookopslag om seksuelle krænkelser har givet chefredaktør på Århus Stiftstidende Jan Schouby viral opmærksomhed. Han medgiver, at opslaget kan afholde nye medarbejdere fra at fortælle ham om krænkelser

”Valgte Katrine Robsøe et år efter hun blev meget krænket af Morten Østergaard at tage på biltur alene med manden?”

Sådan starter chefredaktør på Århus Stiftstidende Jan Schouby et opslag, som han har delt på både sin Facebook og Twitter-profil. Til opslaget har han linket til et opslag fra medlem af Folketinget for Radikale Venstre Katrine Robsøe fra den 28. maj 2016. I opslaget har Katrine Robsøe delt et billede med tidligere formand for Radikale Venstre Morten Østergaard og teksten: ”Har i dag været på roadtrip med denne dejlige mand (…)”

Jan Schouby mener, at Katrine Robsøes valg af adjektiv er påfaldende, når hun har fortalt, at Morten Østergaard har krænket hende. Chefredaktøren skriver: ”Enten var krænkelsen overskuelig eller måske andre årsager til at stå frem.(…).”

Og det har affødt mange reaktioner på de sociale medier. I kommentarsporene kommer der både tilkendegivelser fra folk, der synes, der er noget mærkeligt ved Katrine Rosbøes opslag, men også fra mere kritiske stemmer.

”Tænk at skulle gå til Jan Schouby, chefredaktør, og fortælle om seksuelle krænkelser,” skriver en.

På Århus Stiftstidende har Morten Svith, der er tillidsrepræsentant, også læst nogle af de mange kommentarer. Han mener ikke, at et tweet har betydning for, om en medarbejder har lyst til at gå til sin leder og fortælle om en seksuel krænkelse.

”Jeg vil understrege, at jeg ikke tror, at et tweet har betydning for tilliden til ens leder, og om man vælger at gå til den leder med oplevelser, man har haft. Jeg tror, den tillid handler om ens generelle forhold til lederen,” siger Morten Svith.

Men er et tweet som dette befordrende for, at man har lyst til at gå til sin leder?

”Jeg kan godt læse de mange kommentarer, der er på tweetet. Nogle er positive, og så er der en del, der rejser det spørgsmål, du også rejser her. Og der kan man vel sige, at det er noget af det, vi skal lære i den her branche. At når vi skal gøre op med den her kultur, skal vi tænke over, hvilke signaler vi så sender,” siger han.

”Det er ikke nødvendigvis befordrende for, om man har lyst til at gå til en leder,” siger Morten Svith, som anbefaler at gå til tillidsmanden, hvis man har oplevet krænkelser.

Ikke befordrende

Chefredaktør på Århus Stiftstidende Jan Schouby medgiver, at hans opslag muligvis ikke har gjort det lettere for hans medarbejdere at gå til ham, hvis de har oplevet seksuelle krænkelser.

”Det er en god pointe, at mit opslag ikke nødvendigvis er befordrende for at få nye medarbejdere til at stå frem med deres oplevelser. Der er måske nogle, der på grund af det opslag ikke tør stå frem, og det var bestemt ikke min mening med det. Men jeg tror, at de medarbejdere, som kender mig og ved, hvad jeg står for, stadig vil komme til mig, hvis de oplever noget ubehageligt,” siger Jan Schouby.

Han er overrasket over, hvor meget opmærksomhed opslagene har fået. I skrivende stund er facebookopslaget delt 4.700 gange på Facebook og har 537 kommentarer.

”Det havde jeg ikke forestillet mig. Men når jeg ser alle de mange reaktioner, så forstår jeg godt, at man kan stille spørgsmålet, om det her hjælper til at få medarbejdere til at stå frem og fortælle om seksuelle krænkelser,” fortæller han og uddyber, at det på intet tidspunkt var intentionen med opslaget.

”Jeg skrev det, fordi jeg undrer mig over tidslinjen i forhold til Katrine Robsøe, bestemt ikke for at victim blame eller hænge hende ud. Men det mener jeg nu heller ikke, at jeg gør,” siger han.

Opfordrer til åbenhed

Han understreger, at krænkelser aldrig nogensinde kan accepteres.

”Jeg kan forstå at tillidsmanden opfordrer til, at man kommer til ham, men mine medarbejdere må også meget gerne komme til mig direkte. Det håber jeg ikke, der er tvivl om,” siger han og fortæller, at han har lagt vægt på over for alle medarbejdere, at hvis han skulle have gjort noget, kan de gå til tillidsmanden.

”Jeg ved, at jeg ikke har krænket nogen fysisk, men hvis min humor har været for anmassende, så skal de gå til deres tillidsmand. De skal ikke finde sig i krænkelser. Man skal aldrig være bange eller have ondt i maven på arbejde.”

Jan Schouby fortæller, at han i forbindelse med anden bølge af Metoo har talt med alle kvindelige medarbejdere og de seneste tre hold af praktikanter.

”Ikke en eneste af dem har været udsat for noget, de fandt krænkende. En enkelt medarbejder kom for godt et år siden til en af redaktionscheferne, fordi hun følte, at en anden medarbejder var lige lovlig insisterende. Vi har efterfølgende igen talt med hende og lært, at vi på nogle punkter skal blive mere tydelige i vores kommunikation, så alle ved, hvor de skal henvende sig, og at de kan forvente både opbakning og at blive taget seriøst,” siger han.

Der er ifølge Jan Schouby et par af hans medarbejdere på Aarhus Stiftstidende, der har reageret på hans opslag.

”Der er ikke bred enighed om, hvordan det skal læses. Der er nogle, der synes, at det er victim blaming, og det må jeg lære af, for det er ikke meningen. Man skal aldrig være bange for at stå frem og sige fra,” siger han.

”Jeg har ikke tydeligt nok signaleret, hvad det tweet skulle gøre. Og selv om jeg godt forstår, hvis nogle kan læse det sådan, håber jeg ikke, det har betydning for, om folk vil tale med mig om deres oplevelser.”

Han fortæller, at han vil tage det op på morgenmødet i morgen tidlig og sikre sig, at alle medarbejdere forstår, hvordan han har ment opslaget.

”Mine medarbejdere skal vide, at hvis de har oplevet noget som helst krænkende, skal de komme. Og ikke være bange for at blive hængt ud på sociale medier,” siger Jan Schouby.

0 Kommentarer

Læs også

Rasmus Nielsen

Altinget-stifter anklages for sexisme: ”Jeg vil gerne sige utvetydigt undskyld”

13. OKTOBER 2020
DR-direktør:

DR-direktør: ”Det kunne vi have stoppet før, og det burde vi have gjort”

13. OKTOBER 2020