Altinget-stifter anklages for sexisme: ”Jeg vil gerne sige utvetydigt undskyld”

I et brev til direktøren beskriver nuværende og tidligere medarbejdere sexisme på Altinget. Flere anklager er rettet mod bestyrelsesformand og stifter Rasmus Nielsen, som beklager

”Jeg har modtaget et brev fra nuværende og tidligere medarbejdere om sexisme i vores virksomhed.”

Sådan indledes en mail, som medarbejderne på Altinget og Mandag Morgen modtog mandag aften. Mailen er sendt af adm. direktør Christoph Nørgaard.

”I brevet beskriver en gruppe kvinder og en mand en række oplevelser på Altinget, som har karakter af sexisme. Det handler om upassende opførsel, for eksempel berøringer, og upassende kommentarer og tone. Der er en række tilfælde, hvor alkohol har været involveret,” forklarer Christoph Nørgaard til Journalisten.

Han ønsker ikke at gå i yderligere detaljer med sagerne af respekt for de krænkede.

”Jeg vil virkelig gerne rose det mod, som de her medarbejdere har vist. Jeg er også glad for den tillid, de viser ved at sende brevet til mig – og jeg tager dyb afstand fra det, som er foregået. Jeg bliver ked af at læse de oplevelser, de har haft,” siger direktøren.

Stifter Rasmus Nielsen anklages for sexisme

Flere af anklagerne er rettet mod Rasmus Nielsen, Altingets stifter og nuværende ejer og bestyrelsesformand. Derfor var der også vedhæftet et dokument til den mail, som Christoph Nørgaard sendte til medarbejderne i aftes. Det var en udtalelse fra Rasmus Nielsen.

I udtalelsen beklager Rasmus Nielsen, at han selv har været ”anledning til noget af den kritik, der er kommet frem nu”.

”For mig har processen været en personlig erkendelse af, at min egen optræden i konkrete situationer desværre har kunnet give anledning til, at kvindelige medarbejdere har følt sig krænket eller har oplevet mine handlinger som chef og ejer som grænseoverskridende. Det gør mig oprigtigt ked af det,” skriver han og fortsætter:

”Jeg må tage ansvaret for, at situationer er blevet opfattet sådan, og jeg vil gerne sige utvetydigt undskyld til de pågældende.”

Rasmus Nielsen skriver videre, at både virksomheden og han personligt har lært af kritikken.

”Samtidig vil jeg gerne forsikre alle om, at vi i min virksomhed nu, ligesom jeg selv gør det, tager ved lære af kritikken og grundigt tager fat på udfordringen med at ændre på de uønskede dele af vores kultur. Vi skal fortsat være en virksomhed karakteriseret ved ordentlighed, respektfuld omgang med hinanden, ligestilling og et kreativt arbejdsmiljø,” skriver Rasmus Nielsen.

Rasmus Nielsen stiftede Altinget.dk i 2000 og var direktør frem til 2017, hvor han overlod den daglige drift til en chefredaktør og en direktør. I dag er han bestyrelsesformand og eneejer af virksomheden, der har omkring 150 ansatte og redaktioner i både København, Stockholm og Bruxelles.

Upassende bemærkninger og berøringer

Rasmus Nielsen har ikke ønsket at udtale sig til Journalisten, men henviser til den skriftlige udtalelse.

”Det, der karakteriserer sagerne med Rasmus, er upassende bemærkninger og enkelte eksempler på fysiske berøringer, som man har fundet upassende og krænkende. Hans rolle i virksomheden giver selvfølgelig sagerne en anden dimension af magt,” siger direktør Christoph Nørgaard.

Han vil ikke gå i yderligere detaljer med episoderne med Rasmus Nielsen eller de andre i brevet, men kalder dem ”fuldstændigt uacceptable”.

”Rasmus er oprigtigt ked af, at det her er foregået, og han er dybt berørt af sagen. Det er ikke i orden, hvad der er sket, men han har givet en uforbeholden undskyldning til de ramte,” fortsætter direktøren.

Hvis I skal tage et opgør med en kultur, der har tilladt sexisme, er Rasmus Nielsen så den rigtige bestyrelsesformand til det?

”Jeg kan sige, at han helt fra start har støttet en grundig undersøgelse af krænkelser på Altinget. Han støtter opgøret mod sexisme 100 procent, og han bakker op om fuld transparens om denne sag. Jeg anerkender, at han har givet en uforbeholden undskyldning, det er det eneste rigtige at gøre,” siger Christoph Nørgaard.

Nødvendigt opgør med sexisme

Altinget og Mandag Morgen søsatte allerede før brevet en intern proces, hvor der er afholdt stormøder for at diskutere kulturen. Medarbejderne er også blevet opfordret til at henvende sig til nærmeste chef eller direkte til direktøren, hvis de har oplevet krænkelser.

Nu vil der også blive nedsat en task-force, hvor medarbejdere og ledelse skal finde ud af, hvordan de sikrer en sexismefri kultur. Det kan også være på tide at opdatere det kodeks, man har for ordentlig adfærd.

”På den ene side er det en svær situation, men på den anden side er det en nem situation. Vi er ikke alene. Det her er en proces, der sker i hele samfundet, hvor man tager et opgør med sexisme. Det er en nødvendig bevægelse, som kommer til at tage lang tid,” siger Christoph Nørgaard.

Journalisten har været i kontakt med tillidsrepræsentant Kim Rosenkilde, som ikke har nogen kommentarer på nuværende tidspunkt.

0 Kommentarer