
Tav Klitgaard, direktør hos Zetland. Foto: Nicolai Oreskov Westh
Modsat kulturministeren og en række store mediehuse mener både Zetland og Altinget ikke, at Facebook bør betale medierne for at dele nyheder på platformen.
Altinget-chefredaktør Jakob Nielsen og Zetland-direktør Tav Klitgaard understreger begge, at der er masser af problemer med Facebook og den rolle, det sociale medie spiller i demokratiske samfund.
”Men vi mener helt grundlæggende, det er forkert, at vi som samlet mediestand skal gå ind og ”straffe” Facebook økonomisk for at vise vores indhold mellem alle kattevideoerne. Facebook yder en service for os, og det er helt logisk en forkert idé, at de skal betale os for at yde den service,” siger Tav Klitgaard.
Jakob Nielsen mener heller ikke, at Facebook skylder at betale Altinget for at stille deres platforme til rådighed for, at mediet kan dele sin journalistik.
”Hvis Facebook vil lave en nyhedstjeneste, så synes jeg oplagt, at de skal betale medierne. Men når vi taler om links, som man selv lægger op på Facebook, så mener jeg ikke, at man kan kræve betaling for det fra mediernes side,” siger Jakob Nielsen.
Kan skade mediebranchen
Debatten er blusset op, efter at Facebook i sidste uge bandlyste australske nyhedsmedier fra platformen, fordi Australiens regering ved lov vil have techgiganter til at betale mediehuse for journalistisk indhold. Herhjemme arbejder kulturminister Joy Mogensen på et lignende forslag.
Men i et indlæg hos Altinget redegør Jakob Nielsen for, hvorfor han har meget svært ved at se, hvordan en sådan model for betaling til medierne skal skrues sammen.
”Skal pengene gå til de medier, der poster flest opslag? Til dem, der henter flest klik? Eller til de medier, der genererer flest kommentarer og delinger?” spørger han i indlægget, hvor han argumenterer for, at en betalingsordning risikerer at styrke polariseringen og svække konkurrencen i den danske mediebranche.
Direkte adspurgt afviser Jakob Nielsen, at Altinget føler sig taget som gidsel i de store mediers kamp for at få Facebook til at betaler for nyhedsmediernes indhold på platformen, herhjemme anført af Stig Kirk Ørskov fra JP/Politikens Hus og Anders Krab Johansen fra Berlingske Media. Men:
”Jeg synes, det er vigtigt, at Stig Ørskov og Anders Krab som repræsentanter for to af de største mediehuse i Danmark gør det klart, at de ikke udtaler sig for alle medier. Det kan godt fremstå, som om de er talsmænd for alle danske medier i den her sag, sådan opfatter jeg det ikke,” siger Jakob Nielsen.
Han har efterfølgende kontaktet Journalisten for at præcisere, at der ligger et fælles medieudspil fra Danske Medier, som også Altinget bakker op om. Heri indgår et krav om, at tech-selskaber skal have pligt til at forhandle med nationale medier om betaling for brug af indhold. Men det er uklart, om den forhandling også skal omfatte opslag på sociale medier.
Vil ikke trækkes ind i en beef
Tav Klitgaard påpeger, at Zetland ikke deler Danske Mediers syn på spørgsmålet om en betalingsordning mellem Facebook og nyhedsmedierne. En forretningsmodel som Zetlands har det nemlig fint med Facebook, som de ser som en annonceplatform, hvor de kan distribuere link til deres indhold.
”Jeg kan forstå, at det ser anderledes ud for annoncefinansierede medier, men jeg forstår ikke, hvorfor alle medier skal drages ind i en kamp, der handler om en enkelt forretningsmodel blandt mange,” siger Tav Klitgaard.
Han frygter, at de store mediers kamp for at få Facebook til lommerne, kan ende med at ramme Zetland.
”Vores problem er, hvis vi bliver trukket ind i en beef mellem Facebook om medierne, der ender med, at Facebook skruer på algoritmen, fordi de synes, at journalistik er nederen. Det vil vi gerne have os frabedt, for vi har det fint på Facebook,” siger Zetland-direktøren.
Opdateret 24/2 kl. 15.24: En præcisering fra Jakob Nielsen om, at Altinget bakker op om Danske Mediers medieudspil, er tilføjet.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.