
Danske nyhedsmedier står ifølge analysen for halvdelen af interaktionerne på Danmarks største Facebook-sider. Johanna Geron/Reuters/Ritzau Scanpix
68.268 opslag, der gav i alt 16.338.558 interaktioner.
Det er, hvad danske nyhedsmedier har genereret på Facebook i januar i år, viser en ny analyse fra Center for Journalistik på Syddansk Universitet (SDU).
Analysen har samlet og sammenlignet opslag og interaktioner fra de knap 2.500 Facebook-sider i Danmark, der målt på engagement er de største. 19 procent af de sider er danske nyhedsmedier.
Selv om de danske nyhedsmedier kun udgør en femtedel af de største sider, er antallet af opslag og interaktioner på deres opslag overvældende. Det siger Filip Wallberg, der er journalistisk lektor på SDU, og som står bag analysen. Nyhedsmedierne stod nemlig for 52 procent af opslagene og 42 procent af interaktionerne.
Opslagene og interaktionerne er alene opgjort på nyhedsmediernes egne sider og altså ikke på videredelinger som på enkeltpersoners profiler og i grupper, så de godt 16 millioner interaktioner er et minimum.
Selv om der er en lang række forbehold til analysen, er forfatteren bag ikke i tvivl:
”16 millioner interaktioner per måned er helt sindssygt mange interaktioner. Hvis medierne forsvandt, ville rigtig mange interaktioner forsvinde fra Facebook. Facebook ville dermed miste indhold, som de ikke kan vise til deres brugere,” siger Filip Wallberg.
Står for halvdelen af indholdet blandt de største sider
Analysen er lavet, efter at debatten om, hvorvidt Facebook skal betale for nyhedsindhold på platformen eller ej, er blusset op. Facebook blokerede for australske nyhedsmedier, fordi regeringen havde i sinde at opkræve betaling fra techgiganten, når nyhedsmedier bruger platformen til distribution.
Danske Medier m.fl. har efterfølgende bedyret, at de også gerne ser en lov, der sikrer, at nyhedsmedier får betaling for deres indhold på sociale medier. Blandt andre Zetland og Altinget mener dog ikke, at nyhedsmedier kan kræve betaling for links, de selv lægger på Facebook.
Det er ifølge Filip Wallberg svært at gisne om, hvad det ville betyde for Facebook at miste det indhold, hvis Facebook skulle lukke ned for dansk nyhedsindhold på grund af krav fra regeringen.
”Men for brugerne vil det betyde et feed, der ser radikalt anderledes ud, hvor det journalistiske indhold ikke er der til at trække kvaliteten op, og hvor du ikke nødvendigvis har samme kadence i indholdsproduktionen,” siger han.
Facebook selv afviser forslaget, fordi nyhedsindhold ifølge Facebook kun udgør fire procent af platformens indhold, og at det derfor vil være en dårlig forretning.
Men den procentsats siger ifølge Filip Wallberg ikke meget.
”Det pisser mig af, når Facebook går ud og siger et tal med fire procent. Det kan man ikke bruge til en skid. Det tal er reelt set ubrugeligt. Vi er nødt til at se det i sammenhæng med andre sider, grupper og profiler,” siger han.
Mediebranchen betyder noget for Facebook
Filip Wallberg er dog ikke i tvivl om, at nyhedsmedierne er med til at skabe værdi for Facebook. Ud over at levere indhold, som får brugere til at benytte sig af platformen, bliver Facebooks algoritmer også klogere på brugerne, når de liker, kommenterer og deler nyhedsindhold.
”Alt, hvad du foretager dig på Facebook, bliver i udgangspunktet logget og brugt til at finde relevante annoncer til dig. Så man kan sige, at nyhedsindholdet også på den måde har haft en økonomisk værdi for Facebook, fordi de derved har lært brugerne bedre at kende.”
”Hovedpointen er, at mediebranchen faktisk betyder noget for Facebook og er vigtig. Medierne bidrager faktisk væsentligt til Facebooks feed, Facebooks indhold og den dataindsamling, der foregår,” siger Filip Wallberg.
Det lyder, som om du er for, at Facebook skal til at betale for nyhedsindhold?
”Ja, det kan det godt lyde som. Men det er jeg ikke.”
”De 16 millioner interaktioner er da helt sindssygt. Og måske kan vi bruge de tal, vi har fundet, til at vende narrativet lidt om, at mediebranchen nærmest altid er lillebror-agtig og kommer og beder Facebook om noget. Mediebranchen betyder faktisk noget for Facebook og er vigtig. Medierne bidrager faktisk væsentligt til Facebooks feed, Facebooks indhold og den dataindsamling, der foregår,” siger Filip Wallberg.
Han efterspørger, at Facebook i stedet for at henvise til en procentsats på fire procent, bliver mere konkret i forhold til, hvilken værdi nyhedsmedier skaber for techgiganten selv.
”Vi har brug for, at Facebook åbner op og fortæller noget mere. For selvfølgelig har journalistisk indhold en værdi for Facebook. 16 millioner interaktioner på en måned er ikke uden værdi.”
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.